Når der er sne
I Danmark er vi ikke vant til at have sne i længere perioder om vinteren. Men når vi får sne om vinteren, skal man tænke ekstra på råvildtet.
Sneen i sig selv er ikke noget problem for råvildtets overlevelse af de sunde og stærke individer, da råvildtet sagtens kan finde ud af at skrabe sneen væk, så de kan få noget at æde under sneen, så længe der kun kommer de små mængder sne som vi får i Danmark.
Men når der ligger sne og det har været tøvejr, hvorefter det bliver efterfulgt af frostvejr, virker sneen efterfølgende som en hård skorpe, hvilket kan give råvildtet problemer med at skrabe sig gennem denne ”isskorpe”.
| Du må endelig ikke begynde at fodre råvildtet om vinteren - du risikerer at slå sundt råvildt ihjel... Vil du fodre råvildtet skal du begynde at fodre hen over sommerperioden / efteråret. |
Vil du fodre med roer....
Vælger man at vinterfodre med roer, er det vigtigt at dette startes op i efteråret.
Her kan man etablere roekuler forskellige steder i terrænet, hvor råvildtet kan stå i alle døgnets timer, uden at blive forstyrret.
Husk at dække roerne til med et isolerende lag af halm.
Jeg er bekendt med et sted i Danmark, hvor man stoppede med at fodre med kraftfoder i januar måned, hvorefter man i stedet kørte mange læs roer ud i terrænet og lagde disse roer ved siden af foderhusene.....
Råvildtet kastede sig over roerne med det resultat at rigtig meget råvildt døde grundet forgiftning (det høje sukkerindhold ifølge dyrlægen).
I mange måneder efter fortsatte man med at finde dødt råvildt grundet denne forgiftning.
Du kan ikke gøre noget i år, men hvad med at gå i gang næste år med at vinterfodre...?

(Ovenstående billede er ikke fra Raadegaard)
Hård vinter - resulterer i - sundt råvildt
Den hårde og kolde isvinter vi har haft i denne vinter (2009-2010) skal vi faktisk være glade for, da den hjælper os med at bevare en sund og stærk råvildtbestand....
Det er muligt at vi ærger os hvis vi finder den buk som faldvildt, som vi netop havde skånet sidste år, grundet han gode opsats og unge alder. Men når han ikke overlevede vinteren, har han formentlig ikke været blandt de stærkeste og sundeste dyr i stammen, selvom han havde en god opsats.
På den korte bane er det selvfølgelig ærgerligt at man ikke kunne hænge hans trofæ på væggen, men på den lange bane skal man huske på at grundregel nr. ét i al råvildtforvaltning, drejer sig om at have en råvildtbestand, bestående af sunde og stærke dyr.
Naturen er hård og nådeløs, hvorfor svage dyr har ringe odds for at overleve en hård isvinter.
Nogle vil måske synes det er synd for for råvildtet at de ikke kommer levende gennem en hård vinter, men rent faktisk hjælper naturen os med at selektere de dårlige/svage dyr fra, som vi ikke fik afskudt sidste år.
Der er ingen tvivl om at råvildtet skal være i god kondition og have gennemgået en god efterårsfedning, inden vinteren startede, for at have en chance for at overleve ekstreme forhold som en isvinter er.
Derfor er der stor mulighed for at en del råvildt ikke kommer levende gennem en hård vinter, hvilket vil bevirke at råvildtstammen til foråret primært vil bestå af tilbageblevne sunde dyr, hvilket er en absolut betingelse for at en god råvildtforvaltning skal lykkes.

ADVARSEL......
Flere har henvendt sig til Råvildt.dk og forespurgt om de kunne begynde at fodre med kraftfoder nu, hvor råvildtet havde svært ved at finde føde.
Svaret er et stort NEJ, da man herved risikerer at lave mere skade end gavn.
Skal man fodre med kraftfoder skal man have startet det op hen over sommeren.
Skal man fodre med roer, skulle man have lavet disse roekuler i efteråret, så råvildtet gradvist har kunnet vænne sig til dette langt tidligere end nu.
Hvis du smider sukkerroer ud til dit råvildt nu, og råvildtet ikke er vant til roer, vil råvildtet æde roerne, hvorefter du om ret kort tid vil kunne samle meget forendt råvildt op i nærheden af roerne. De dør simpelthen af forgiftning, formentlig grundet det store sukkerindhold.
Skrab spor i sneen
Det er vigtigt at skrabe spor i sneen (evt. med traktor og et skrabeblad), så brak, vildtagre og andet godt for råvildtet, bliver let tilgængeligt, selv om ens revir er dækket af sne og hård frost.
Lad toppene blive liggende på skovbunden, efter skovning
Skal man have skovet løvtræer i sin skov eller remisser, er det en god ide at gøre det omkring årsskiftet, så råvildtet kan få glæde at knopper og lign. fra de skovede træer. Husk derfor at lade alle toppene blive liggende på skovbunden.
j
Jo før selvskoverene kommer i gang - des bedre.
Også her er selvskovere i gang i februar måned

Tynding af løvtræer i kulturer, hvælper også råvildtet med at finde føde.
Foderhusene - vær opmærksom på sne og regn
Uanset om du stiller dit foderhus med krybben mod nord, øst, syd eller vest, vil det ske at der komme sne i krybben om vinteren.
Specielt i denne snevinter vi har i 2010, har det ofte været sådan at sneen har fyget i alle retninger og derved nemt har kunnet samles i foderkryben.
Derfor skal man dagen efter det har sneet, specielt hvis det også har blæst, tilse foderhuset og sikre at der ikke ligger sne i foderkrybben.
Ligger der sne i foderkrybben bliver foderet vådt og muggent, ligesom der dannes en prop, så det resterende foder ikke kan komme ned i foderkryben.
Når man sætter foderhuset i reviret skal man sikre sig at man sætter foderkrybben modsat den normale vindretning på reviret. I modsat fald vil foderkrybben blive udsat for regn, og skabe samme problem som når der er sne i krybben.
Selvom det ikke har været snevejr, bør man tilse foderhuset mindst 1 gang pr. uge.

Foderhus med sne i, skal undgåes.
Foderhusene - vær opmærksom på sne og regn
Hvis man fodrer med kraftfoder skal man være opmærksom på at der ikke samles smulder i foderkrybben. Dette smulder kan også stoppe tilgangen af kraftfoderpillerne, hvilket bevirker at råvildtet ikke kan få fat i kraftfodereret.
Køber man kraftfoder i sække er problemet med smulder ikke så stort som hvis man eks. køber 30 tons af gangen og dette blæses ind i silo.
Smulder eller ej, bør man tilse foderhuset, mindst 1 gang pr. uge.

Kraftfoderpillerne kan ikke komme ned i foderkrybben, grundet det meget smulder.