For at kunne lave en korrekt afskydning af bukkene hvert år, er det meget vigtigt at du kan kende de forskellige bukke fra hinanden, år efter år.
Nogle påstår at de kan kende alle deres bukke fra hinanden, år efter år.
Jeg vil ikke påstå at det ikke er sandt, men blot konstatere at det kan jeg ikke. Hvis jeg har kendskab til 50 bukke fra det ene år, kan jeg ikke med sikkerhed genkende alle 50 bukke året efter, alene på opsatsen.
Men hvis jeg tager andre ting i betragtning, kommer jeg meget tættere på.
- En pladsbuk indtager år efter år sit gamle revir, hvorfor det er rimeligt nemt at få fastslået om han har overlevet vinteren, når vi kommer hen i april måned.
- Farverne ( det sorte og hvide) i ørene kan også bruges til at kende bukken igen om foråret.
- Udtrykket, farver i hovedet og underkæben kan også bruges år efter år.
- Gamle skader i ører eller andre steder på kroppen kan også bruges år efter år.
”Den Gamle”
Nedenstående buk som jeg opdagede i 2004, var meget let at genkende de efterfølgende år.
Flere mente at han måtte være gammel, da han havde langt mellem stængerne, hvorfor hans navn også var ”Den Gamle”. Men alle med lidt kendskab til råvildt, kunne se at han havde et babyudtryk i ansigtet og at han derfor kun var 2 år gammel. Desuden var han meget let at kende år efter år, da han havde en øreskade i hans venstre øre, hvilket tydeligt kan ses på nedenstående billeder.
Jeg ville have ladet ham dø af alderdom, da han var så let genkendelig år efter år, og ville derfor lave en meget lang billedserie med ham.
Desværre blev han i 2005 og i specielt i 2006 meget aggressiv overfor alle andre bukke, store som små, hvorfor jeg satte ham til afskydning i 2006.
Han blev opmålt til en bronzemedalje på 110 Cic point.
”Den Gamle” som han så ud i 2004

”Den Gamle” som han så ud i 2005

”Den Gamle” som han så ud i 2006

Er nedenstående 2 billeder, den samme buk???

Umiddelbart ligner ovenstående 2 bukke ikke hinanden.
Hvis du sammenligner den sorte maske på næseryggen, farverne omkring øjnene og kigger nøje på bukkens venstre øre, vil du se de samme tegn (hår- eller pelsfarve) i bukkens øre.
Det er altså den samme buk.
De 2 billeder er iøvrigt taget med under et 1/2 minuts mellemrum.
Det er en meget spændende øvelse at genkende bukkene på andet en opsatsen, og med lidt øvelse vil man helt se bort fra opsatsen, for at finde lighedstegn, bukkene imellem.