Anskudsstedet
Hvis, eller rettere sagt når man er uheldig at anskyde et stykke klovbærende vildt, og man rekvirerer en reg. Schweisshundefører, vil man erfarer at den reg. Schweisshundefører bruger meget tid på at undersøge anskudsstedet.
Anskudsstedet kan nemlig afsløre hvor dyret er ramt, og kan indeholde rigtige mange informationer som den reg. Schweisshundefører tager med i sine overvejelser inden han begynder eftersøgningen.
Skydes der med små kalibre (.222 eller 22-250) kan det ske at der kun er et indgangshul i dyret og ikke noget udgangshul. Dette bevirker at det kan være svært at finde noget på anskudsstedet.
Hår
Når man rammer et dyr, vil der altid ligge hår på anskudstedet, selvom disse i vinden kan føres flere meter væk fra selve anskudsstedet. Hvis man finder hår, kan man udfra disse, i de fleste tilfælde få fastslået hvor dyret er ramt.
Generelt bliver hårene kortere jo længere ned du kommer på kroppen/benene af dyret.
Alle reg. Schweisshundeførere har i de første år i registret, haft en snithårsbog, som viser de forskellige hår (20 forskellige steder), forskellige steder på kroppen af et stykke råvildt.
Denne snithårsbog er uundværlig i starten som ny Schweisshundefører, hvorefter man lærer de forskellige hår på råvildtet, at kende uden ad.
Men tror mig - et hår er ikke et hår...
Knoglestumper
Ved specielt løbskud kan man være heldig at finde knoglestumper ved anskudsstedet. Men mange gange ligger disse knoglestumper et stykke ude af sporet, eller man finder dem måske aldrig.
Finder man rørknogler (hvælvet knoglestykke) er det som hovedregel tegn på et løbskud og kun en registreret Schweisshund bør sættes på sporet af dyret.
Rester af ribben er som regel et godt tegn, men med årene er der ingen nemme eftersøgninger, før man står ved dyret.
Knoglemarv
Er der tale om et løbskud, kan der også ligge knoglemarv på anskudsstedet. Nogle jægere forveksler iøvrigt knoglemarv med et lungestykke, hvilket kan blive fatalt hvis man starter med at gå ud og lede efter en dyr som man tror er lungeskudt, og dyret i stedet er løbsskudt.
Kød- og hudstykker
Små kød- og hudstykker kan være fra mange steder på dyret. De hår som måske sidder på kød- og hudstykker kan være retningsgivende for hvor dyret er ramt.
Færtforhold
Mange jægere bliver bekymret når det begynder at regne, mens de venter på Schweisshundeførerens ankomst. Men regn betyder ikke noget - tværtimod fristes jeg til at sige.
Alder på sporet
Jeg kan huske første gang jeg var uheldig og lave en anskydning og jeg havde brug for en schweisshund. Jeg havde læst at man ikke skulle lede selv, hvilket jeg ikke gjorde, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle lede efter. Da jeg ringede til Schweisshundeføreren og bad ham om at komme omgående, fik jeg besked på at han kunne komme om 4 timer...! Jeg blev chokeret da jeg var overbevist om at råvildtet til den tid ville være over alle bjerge, ligesom jeg mente at sporet var blevet alt for gammelt, samtidig med at det også var begyndt at regne. Jeg kan huske at jeg havde det elendigt og travede op og ned ad asfalten mens jeg ventede på Schweisshundeføreren.
Dyret blev sporet og hunden hetzede og fangede dyret som havde et overskudt løb. Alle var glade og specielt jeg følte en enorm lettelse og stor taknemlighed til Schweisshundeføreren og hans hund.
Det jeg vil fortælle med ovenstående er, at det er ikke alderen på sporet som er et problem, det er jægerens opførsel efter anskydningen som er det vigtigste.
Det er en fordel at komme rimelig hurtigt igang med en eftersøgning på et forløbsskud, men ellers kan hundene sagtens udrede et spor dagen efter uden problemer. Hvis jægeren selv har trampet rundt og ledt i skoven, kan det mange gange være en fordel at først starte eftersøgningen dagen efter. Man kan så kun håbe på at dyret ligger forendt derude, og jægeren ikke har jaget det over alle bjerge.