Udskriv
PDF

Råer med 3 lam

Hej Kim
Mit spørgsmål går på din erfaring med råer som typisk får 3 lam. Jeg har på forskellige revirer oplevet at råen kommer med 3 lam, og har også oplevelsen af at råen gentager dette flere år i træk. Kan selvfølgelig ikke være helt sikker på, at det er den samme rå, men det tror jeg. 
Min oplevelse er at disse lam ofte er mindre og knap så stærke om efteråret og vinteren. Hvordan skal man forholde sig til dette afskydningsmæssigt? Er det din erfaring af de indhenter efterslæbet over tid?
Mvh. Tony

SVAR:
Selvom de fleste hundyr sætter 2 lam, sker det at de sætter 3 lam og i sjældne tilfælde 4 lam. Hvis en gammelrå skal opfostre 3 eller flere lam, tærer dette alt for meget på gammelråen, ligesom det langtfra er sikkert at hun kan give alle 3 lam en gunstig opvækst. 
Dine observationer med at de 3 lam ser mindre ud end gennemsnittet, passer fint med mine observationer. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at en gammelrå forsøger at opfostre 3 halvdårlige lam, hvorfor ét eller to af disse lam bør bortskydes. Du skal selvfølgelig afskyde de 2 mindste. Der er en ide med at en gammelrå sætter mere end ét lam, og dette er for at sikre artens overlevelse, da der her er taget højde for en dødelighed blandt lammene. Ved en normal rævebestand, skal man kalkulere med at hver gammelrå fører 1,25 lam ind i efteråret/vinteren.
Mvh. Kim Lindgren