INDLEDNING
Dette hæfte er skrevet til hundefolk og specielt jagthundefolk, som har besluttet sig for at gå målrettet efter at blive reg. Schweisshundefører.
Hvis man ikke har disse ambitioner, men har et ønske om at lave en rigtig god sporhund på konkurrenceplan, eller blot vil træne spor for sjovt, kan man selvfølgelig også træne efter "opskriften" i dette hæfte.
Jeg vil forsøge at gennemgå alle trin fra overvejelsen til valg af hunderace, valg af opdrætter, valg af hvalp m.m., og vil fremhæve at alt jeg skriver, er ud fra egne erfaringer, og derfor på ingen måde kan eller skal opfattes som en facitliste.
Der er skrevet flere bøger om schweissarbejdet, hvoraf nogle er bedre end andre, men kendetegnet for de fleste af disse bøger er, at tiden og træningsmetoderne er løbet fra dem. Man kan selvfølgelig bruge det meste af det som er skrevet i disse bøger, blot skal man være opmærksom på, at i dag er schweissarbejdet ikke identisk med blodspor - tværtimod. Det jeg mener er, at modsat for ikke mange år siden, hvor udlægningen af schweiss på sporene var en stor del af schweisssporet, er udlægning af schweiss på sporet i dag, en meget lille del af selve schweisssporet.
Man skal huske på, at det ikke er så mange år siden, at man for at blive optaget i Schweiss-registret blot krævede en 400m/20 timer prøve, med 1/4 liter schweiss dryppet ud på sporet. Det er ingen hemmelighed, at man stort set kunne, hvis man var god til at spotte den røde schweiss i skovbunden, gå store dele af sporet, alene på synet.
I min træning af en ny schweisshund til registret, bruger jeg fra jeg starter schweisstræningen i 8 ugers alderen, til hunden er gennemarbejdet og klar til at bestå en en Egnethedsprøve i Schweiss-registret 12 måneder senere, ikke mere end ca. 1 liter schweiss i hele perioden.
Jo mere man arbejder med schweisshunde, desto mere bliver man bevidst om, at hundene kan meget mere end man tror. Hver gang man som hundefører har hævet baren, og man samtidig formår at få hundende til at forstå hvad det er vi vil have den til, løser hunden opgaven, forudsat at den er i besiddelse af de "rigtige" anlæg. Det hører derfor med til historien, at jo større krav man stiller til hunden som schweisshund, desto vigtigere er og bliver kravene til opdrætterne. En opdrætter som prioriterer skønhed i avlen (læs eksteriør) højere end brugsevnerne, leverer sjældent brugbare schweisshunde til Schweiss-registret.
Min baggrund for alt det jeg skriver om schweissarbejdet, er at jeg har været reg. schweisshundefører siden 2001, med 4 hunde i 3 forskellige racer (Labrador, Ruhåret Hønsehund og Bayersk Bjergschweisshund). Tidligere trænede jeg gruppe C hunde, og har selv bestået adskellige BHP3, IPO3 og SPH prøver.
Man kan sige om alle de forskellige prøver man i dag kan aflægge med sin hund, at fælles for dem alle er, at man vil have hunden til at udfører en mere eller mindre svær opgave. Selvom øvelserne er forskellige, er grundprincipperne i, hvordan du lærer hunden en øvelse den samme, uanset om man skal træne sporhunde, narkohunde, redningshunde m.fl. De steder hvor du kan bruge hundens medfødte og særdeles gode anlæg i trænningen, er det nemmere at træne hunden. Dette kræver selvfølgelig, at du som hundefører formår at linke hundens gode medfødte anlæg til præcis den træningsform du praktiserer.
Jeg har gennem spor- og schweisstræningen gennem 40 år lært, at det sjældent er hunden som sætter begrænsningerne - tværtimod:
Inden du starter spor- eller schweisstræningen op, kan det være en fordel at læse i en simpel tekst (læs nedenfor), hvad målet med spor- eller schweisstræningen er. Hunden kan sagtens løse de sporopgaver vi byder den, hvis den forstod hvad vi ville have den til at gøre. Men da hunden hverken kan læse eller forstå vores sprog, er det vores opgave som hundefører, at lærer hunden "øvelsen", samtidig med at vi i trænningen gør brug af hundens medfødte genetiske anlæg.
Jo bedre medfødte anlæg en hvalp har, i forhold til hvad vi skal træne den op til, desto nemmere er det at få trænet hunden op til det vi vil have den til, som i dette tilfælde som spor- eller schweisshund. Det kræver selvfølgelig at du som hundeejer har et kendskab til, og kan tyde en hunds adfærd, samt at du forstår at formidle det du vil have hunden til at gøre, på en måde som hunden forstår.
Der er ingen tvivl om at seriøst avlsarbejde, hvor opdrætteren gennem årtiers studier af afkom efter forskellige linier, har indflydelse på et hvalpekulds medfødte anlæg. Der er heller ingen tvivl om, at hvis du som hundefører, ikke formår at udnytte hvalpens potentiale, kan hunden have nok så mange gode medfødte anlæg, uden at de bliver udnyttet.
Det er betydeligt nemmere at omtale hvad hunden skal kunne, for at blive en god spor- eller schweisshund, end det at lære hunden at gå gode spor eller schweissspor.
SCHWEISSHUND ELLER SPORHUND
Mange tror desværre at en god sporhund er identisk med en god schweisshund. Årsagen til denne misforståelse er, at man i prøvesystemmet udenfor schweiss-registret, kalder alle sporprøver for "schweissprøver".
Specielt DKK er årsag til forvirringen, da DKK under overskriften "Schweiss- og sporarbejde" først skriver "Der skelnes mellem schweissarbejde og sporarbejde. Schweissarbejde er eftersøgning og opsporing af anskudt eller påkørt vildt og udføres af registrerede schweisshundeførere fra Naturstyrelsens schweissregister, mens sporarbejde er en sports- og træningsaktivitet, hvor ekvipagerne udreder kunstigt anlagte spor" (læs HER). Herefter kalder DKK de såkalde sporprøver for schweisprøver, og helt galt går det, når DKK afholder et årligt "DM i schweiss". Til dette DM deltager ingen reg. schweisshunde, men udelukkende hunde som har bestået sporprøver af en vis sværhedsgrad. Vinderen af sporprøven "DM i schweiss", omtales af mange som "danmarks bedste schweisshund", hvilket er en titel som kun er med til at forvirre begrebene.
Som du kan læse længere nede i denne tekst, vil enhver sammenligning med f.eks. en 400 m/20 timer, 1000m/20 timer, 1000 m/40 timer eller DKK's "DM i schweiss", og en lidt svær praktisk eftersøgning efter klovvildt, være det samme som at sammenligne nat og dag. Hvis man skal sammenligne med andre arbejdsformer, hvor hundene bruger deres næse til at opsnuse noget, kan man passende sige: Fordi en god sporhund er god til at udrede kunstigt udlagte spor, eller fordi at en reg. schweisshund er god til at finde anskudt eller påkørt klovvildt m.m., er ingen af disse pr. automatik gode narko- eller bombehunde.
Det er blevet meget populært at aktivere sin eller sine hunde med sportræning i mindre eller større grad. De fleste hunde elsker at gå spor, og grundprincipperne i selve sportræningen, er ikke raketvidenskab, hvorfor alle kan deltage på et eller andet niveau. Jeg kan kun opfordre alle til at gå spor med deres hunde, da hundene elsker denne aktivitet. Blot skal man være bekendt med, at når "Fido" består en sporprøve (schweissprøve), bliver "Fido" ikke pr. automatik en schweisshund.
Som nævnt ovenfor er der ikke mange hundeejere udenfor det danske schweiss-register, som er klar over hvor stor en forskel der er på det praktiske eftersøgningsarbejde, afhængig af om det er en god sporhund, eller en reg. schweisshund som udfører eftersøgeningen. Dette afstedkommer desværre, at mange tror, at fordi de har en rigtig god sporhund, som har bestået en 400 m/3 timer, 400 m/20 timer, 1000m/20 timer, eller 1000 m/40 timer m.m., er hunden også egnet til praktisk eftersøgning efter anskudt klovvildt. De sporfolk som ikke er enige med mig i dette, er lidt undskyldt, da dette formentlig skyldes (undskyld udtrykket) manglende viden om det praktiske schweissarbejde.
Når en hund har bestået diverse adgangsgivende prøver til schweiss-registret, og har bestået en Anlægsprøve eller en Egnethedstest, kan hunden ikke "trænes" bedre til de praktiske eftersøgninger. Det eneste som på dette stadie kan gøre hunden bedre som reg. schweisshund, er de praktiske eftersøgninger, og enda rigtig mange gennem et par år.
Samarbejdet mellem de reg. schweisshundeførere er nøglen til succes, da en ny reg. schweisshund som nævnt skal bruge et par år i registret, før den har oparbejdet den erfaring, som gør at den kan løse de svære eftersøgninger. De gange jeg har fået en ny hund i registret, har jeg været meget afhængig af mine schweisskollegaers meget mere erfarne hunde, når min unge schweisshund har svært ved at løse opgaven. Ved et godt samarbejde får min hund mulighed for at samle erfaring, ligesom de mere erfarne schweisshunde kan overtage opgaven, når min "unge" reg. schweisshund ikke magter opgaven. Det er nemlig fuldstændig ligegyldigt hvem, eller hvilken hund, som finder dyret, da formålet med schweiss-registret er af finde så meget nødstedt vildt som overhovedet muligt.
Du kan på dette link: Brug kun de reg. schweisshunde til eftersøgning af klovvildt læse om forskellen på en sporhund og en reg. schweisshund, set i forhold til praktiske eftersøgninger af klovbærende vildt.
I bestæbelserne på at lægge afstand til hunde og deres ejere, som eftersøger hjortevildt uden for Schweiss-registret, har Schweiss-registret nedsat flere udvalg. Et fagudvalg og et prøveudvalg er med til hele tiden, at skærpe hundeførernes og i særdeleshed hundenes færdigheder i.f.m. praktisk eftersøgning, så det kun er de absolut bedst egnede og mest gennemarbejdede hunde som optages i Schweiss-registret.
TRÆNINGSAREALER
Hvis du går benhårdt efter at blive reg. schweisshundefører, er det vigtigt at du efter de første slæbespor, har adgang og mulighed for at fortsætte schweisstræningen i skov, på marker, i levende hegn, engområder osv. Gå uden om de "smarte" sporinstruktører som mod betaling prøver at bilde dig ind, at schweisstræning skal opstartes på hårdt underlag som asfalt o.lign. Jeg kan sagtens se det praktiske i at foreslå denne træningsform, da der derved altid er "træningsarealer" til rådighed, men færdiguddannede gode schweisshunde har jeg stadig tilgode at se komme ud af denne træningsform. Jeg vil derfor fraråde dig, at træne på hårdt underlag når du skal træne din kommende schweisshund op. Historien viser også, at dem som er fortalere for træning på hårdt underlag, selv har uhyre svært ved at bestå schweisshundergistrets anlægsprøve eller egnethedstest, hvilket i sig selv er tankevækkende. Benyt dig i stedet for af de mange gode tilbud om spor- og schweisstræning i specialklubberne, jagtforeninger og andre steder, hvor man de fleste steder ved hvad man har med at gøre. Specielt i de lokale jagtforeninger, kan du også møde folk som har mulighed for at hjælpe dig med at finde egnede sporarealer.
Egnede sporarealer i skov o.lign. steder, er for mange udenfor schweisshunderegistret svære at finde. En måde kan være, at man melder sig ind i et jagtkonsortium. Jagtkonsortiets medlemmer kan og må færdes i skoven, udenfor anlagte veje og stier. Vær ærlig overfor jagtkonsortiet, og sig at du meget gerne vil have mulighed for at træne schweissspor i skoven, selvfølgelig under hensyntagen til samtlige opdræts- og jagtlige aktiviteter i skoven. Du kan også kontakte de lokale schweisshundeførere i området, og vise interesse i schweissarbejdet, og spørg om du evt. må komme med ud og se en praktisk eftersøgning en dag. Hvis du viser de lokale schweisshundeførere, at du VIL dette her, er jeg sikker på at de vil tage dig under deres beskyttende vinger, og hjælpe dig så meget de overhovedet kan.
Som udgangspunkt må man ikke uden tilladelse træne spor eller schweissspor i statskove eller privatejede skove. Naturstyrelsen har undesøgt sagen, og deres konklussion kan du læse på dette link: https://schweiss.dk/sites/default/files/2018_08_28_arealer_til_sportraening.pdf