
Ulvedebatten kører på højtryk, efter at det blev konstateret at det ulvelignende dyr fra Thy som døde af kræft, rent faktisk var en rigtig ulv.
Danmarks Naturfredningsforening og andre ønsker ulven tilbage i den danske natur, selvom den har været forsvundet fra den danske natur i snart 200 år.
Ulven er iøvrigt det næststørste rovdyr i Europa, kun overgået af brunbjørnen.
Jeg forstår derfor slet ikke tankegangen med at nogle synes at det ville være godt med ulve i Danmark. Husk på at ulven i sin tid formentlig blev udryddet i Danmark grundet frygten for ulvenes indhug i landbrugsdyrene på markerne. I dag er landbruget omlagt så der ikke findes så mange af landbrugets husdyr på markerne, hvorfor det helt givet vil gå ud over andre større dyr, nemlig råvildtet, dåvildtet og kronvildtet i den danske natur.
Ulvens jagtterritorium er selvfølgelig afhængig af byttedyr i området, men i andre lande ligger en ulvefloks jagtterritorium på mellem 100 og 800 km2. Til dette kan oplyses at hele Bornholm kun er på 590 km2.
Derfor taler alt imod at vi kan have ulve i Danmark. Befolkningstætheden i Danmark er 7 gange så tæt som i Sverige og Finland, som begge huserer en mindre bestand af ulve. I danmark har vi meget få store øde områder som en ulveflok kræver, nemlig større skovområder o.lign., hvor ulvene kan leve ubemærket. Derfor taler alt for at ulvene slet ikke ville kunne leve "normalt" i Danmark, ganske simpelt grundet pladsmangel.
Hvis man legede med tanken at der flere steder i Danmark fandtes ulveflokke, ja så kan enhver regne ud at både råvildt, dåvildt og krovildt ville være dårligt stillet, hvis en eller flere ulve besluttede at jage dem. Ulve løber deres bytte træt, og med en topfart på mellem 50 og 70 km/t, er det meget få dyr som kan løbe fra dem. Ulven er meget udholden og kan jagte sit bytte over lange afstande. En ulv kan iøvrigt tilbagelægge ca. 200 km. på ét døgn.
Udfra et biologisk synspunkt kan jeg godt følge nogle biologers og Danmarks Naturfredningsforenings tankegang, men rent praktisk er jeg overbevidst om at det vil være en katastrofe for den øvrige vildtrige natur i Danmark, hvis ulven blev genindført.