Råvildtforvaltningen, har den slået fejl..?
Nej det har den ikke, for der har aldrig været nogen..!
Mange bukkejægere taler om råvildtforvaltning, men desværre bliver det ofte kun ved snakken. For tilgængelige vildtudbyttestatistikker viser med stor tydelighed, at en bæredygtig råvildtforvaltning ikke udføres i praksis. Det er en hård påstand, men ikke desto mindre sandt.
Selvom om man nogle få steder forsøger at forvalte råvildtet på den rigtige måde, har disse tiltag ingen indflydelse på det samlede billede af de danske jægeres måde at forvalte råvildtet på.
Nogle vil nok mene, at råvildtforvaltning er et nyt smart ord i jægerkredse, ligesom ord som biodiversitet og adaptiv forvaltning – ord, som de færreste i øvrigt forstår meningen af. Nu har vi jægere i årtier kunnet skyde lige så mange bukke, vi havde lyst til, uden at det var nødvendigt at bruge ret meget energi på at regulere lam, hundyr og svage/dårlige dyr. Så forståeligt nok er der mange, som ikke umiddelbart kan se, at de behøver at lave om på noget som helst, da råvildtbestanden gennem mange år har været stødt stigende parallelt med det årlige jagtudbytte.
Naturen ændrer sig år efter år, og når vi jægere samtidig påtager os rollen som forvaltere, endda i en sådan grad, at vi kan påvirke en bestands sammensætning mellem han- og hundyr, er det tvingende nødvendigt, at hver enkelt jæger ved, hvad vedkommende har med at gøre.
For bare 20 år siden var det ikke unormalt, at man i vintersæsonen så store spring af råvildt gå at esse på marker med vintersæd. Ikke blot et spring på fem dyr, bestående af en gammelrå med to lam, et smaldyr og en yngre buk, nej jeg tænker på de store spring på 15-20 eller endnu flere dyr, og iøvrigt med en betydelig bedre kønsfordeling, end vi ser i dag. At der er kommet flere jægere til, er selvfølgelig en glædelig ting, men den øgede interesse for trofæjagten betyder også, at vi jægere står over for store udfordringer, såfremt vi har et ønske om en fremtidig bæredygtig råvildtforvaltning.
FÆRRE RÅVILDT I DANMARK
Der er ingen tvivl om, at den samlede råvildtbestand i Danmark har toppet, hvilket den gjorde i 2008, altså året før naturen greb ind og ’hjalp’ os jægere med at rydde op i årtiers forfejlet forvaltning af det danske råvildt.
Da vi jægere ikke kunne forvalte råvildtet på en bæredygtig måde, sørgede den fynske syge/ råvildtsygen for at rydde godt og grundigt op i unaturlige store bestande med en helt skæv kønsfordeling. Først var det Fyn, som ramte loftet for et revirs bæreevne, og sidenhen har det spredt sig til flere landsdele.
Den fynske syge/råvildtsygen er ikke færdig endnu og vil fortsat sporadisk dukke op de steder, hvor der er en stor bestandtæthed med en unaturlig kønsfordeling. Desværre dør alle de dårlige og svage dyr ikke, og grundet milde vintre og fodring overlevede flere af disse dårlige og svage dyr, som i de efterfølgende år også satte lam. Ikke sunde lam, men dårlige og svage lam. Vi jægere forstod ikke alvoren og fortsatte med at prioritere trofæjagten før sunde dyr, hvilket har bragt os i den situation, vi står i i dag.
På ovenstående søjlediagram fra vildtudbyttestatistikken kan man tydeligt se, hvordan antallet af indberettede skudt råvildt steg år efter år, indtil kurven knækkede i 2009.
BÆREDYGTIG FORVALTNING
Begreber som bestandtæthed, bestandssammensætning og bæreevne har man ikke tidligere spekuleret så meget i, men i dag burde det være et lovkrav, at alle jægere sætter sig ind i betydningen af disse ord, og i praksis arbejder benhårdt på at få indført en fornuftig og bæredygtig råvildtforvaltning på de revirer, man har ansvaret for.
Siden 1941 har man registreret det årlige jagtudbytte blandt de danske jægere, og nærlæser man disse tal, kan man se, at det årlige jagtudbytte af råvildt har været stødt stigende år efter år, indtil 2009 hvor kurven knækkede.
Den største stigning er sket i perioden 1980 til 2009, hvor der i 1980 blev skudt 41.000 dyr, mens der i 2009 blev skudt 132.000 dyr. Dvs. at der over en periode på ca. 20 år er sket mere end en tredobling af nedlagt råvildt.
Siden 2009, hvor der blev indberettet 132.000 stykker råvildt, er tallet i dag faldet til 96.000, altså et fald på mere end 25%. Vildtudbyttestatistikken for nedlagt råvildt viser kun, hvor mange stykker råvildt der er nedlagt gennem årene, hvilket ikke behøver at være alarmerende. Men efter at jægerne ved indberetningen har haft mulighed for at tilføje yderligere oplysninger, om det nedlagte råvildt omhandler lam, hundyr eller bukke, bliver det dokumenteret sort på hvidt, at trofæjagten blandt de danske jægere prioriteres betydelig højere end en bæredygtig råvildtforvaltning.
Sunde og stærke hundyr er nøgleordet i en sund råvildtbestand.
SKÆV KØNSFORDELING
Selvom statistikker er taknemlige, afhængig af hvilket resultat man vil frem til, vil jeg alligevel nævne nogle tal fra statistikkerne, som hos hver en bukkejæger burde få alarmklokkerne til at ringe.
Efter den fynske syge/råvildtsygen på Fyn i 2009, hvor en stor del af den samlede bestand af råvildt på Fyn døde, stod de fynske jægere over for en udfordring med at genopbygge en bestand, der består af sunde og stærke dyr. Om missionen på sigt lykkes, vil kun fremtiden vise, men det er særdeles foruroligende, at der i 2017/18 blev skudt 2,5 gange så mange han- som hundyr på Fyn.
Jeg håber inderligt, at den skæve fordeling mellem skudte hun- og handyr skyldes, at man skåner de produktive sunde og raske hundyr her i genopbygningsfasen og samtidig har skudt mange dårlige/svage bukke. Hvis dette ikke er tilfældet, har man ikke lært noget af en tidligere fejlslagen råvildtforvaltning, og det er bare et spørgsmål om tid, før bestanden tilter igen.
Hvis vi samler hele Danmarks råvildtbestand under et og betragter Danmark som ét stort revir, kan vi godt glemme alt om en bæredygtig råvildtforvaltning, så længe vi jægere forvalter råvildtet, som vi hidtil har gjort. Af vildtudbyttestatistikken fremgår det nemlig, at 50-60% af de dyr, vi afskyder i løbet af et år, er handyr – altså bukke.
Hvis det nu var sådan, at vi hver gang, vi under vores tur rundt på reviret fik øje lige så mange bukke som råer og derved havde en bestandssammensætning på 1:1, ville afskydningen, som den praktiseres i dag, kunne forsvares. Men når de faktiske tal nærmere er en bestandssammensætning på 1:6 (et handyr pr. seks hundyr), burde vi jægere være flove, da dette faktisk beviser, at vi ikke kan forvalte råvildtet på en ordentlig og bæredygtig måde.
TAG ANSVAR
Det er så dejligt at kunne give alle andre skylden for ens egen fiasko, men i dette tilfælde kan vi jægere ikke placere ansvaret hos andre. Det er hverken Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet, DOF, Dyrenes Beskyttelse eller andres skyld. Nej, det er os jægere, som lige nu sidder på anklagebænken, og hvor man bruger den sidste vildtudbyttestatistik som anklageskrift.
Selvom der fremlægges bevis for jægernes manglende evner til at forvalte råvildtet på en bæredygtig måde, og vi i denne fiktive ’retssag’ ville blive kendt skyldige i.h.t. ’anklageskriftet’, kan vi heldigvis ikke straffes, da vi jo ikke har overtrådt nogen lov. Råvildtet er skudt inden for den gældende jagttid, i en jagttid, som andre har besluttet skal ligge, hvor den gør.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er den enkelte jæger, som afgør om vedkommende vil nedlægge den årsbuk, som træder frem i skovkanten. Hvad andre mener og synes er fuldstændig ligegyldigt, hvis man selv finder glæde i at skyde bukken. Råvildtbestanden kollapser ikke, fordi man på et revir afskyder et par bukke, som måske forvaltningsmæssigt burde gemmes. Når det er sagt, findes der også jægere, som burde mindes om, at fordi der er jagttid på bukke, betyder det ikke, at man har tvungen ’skydepligt’.
At der er jagttid på bukke, er ikke det samme som tvungen skydepligt. Når man endelig har et sund stor og stærk buk med en god opsats på sit revir, skal man nogle gange overveje at lade hans gener gå videre til næste generation. Landmanden slagter jo heller ikke sin præmietyr.
FORVALTNING KRÆVER VIDEN OM RÅVILDTET
Spørgsmålet, som trænger sig på, er, hvordan kan vi ændre årtiers fejlslagen råvildtforvaltning til noget bedre i fremtiden. Svaret er umiddelbart ligetil, men kræver betydelig mere af jægerne end blot at kende jagtiderne på råvildtet.
For at kunne forvalte råvildtet på et revir skal jægerne nemlig vide, hvor mange rådyr vedkommende har stående på reviret i henholdsvis sommer- og vintermånederne, hvordan køns- og aldersfordelingen på dyrene er, og hvad revirets bæreevne er. Hvis man ikke kan danne sig et nogenlunde billede af dette, har man ikke en kinamands chance for at kunne planlægge en fornuftig og bæredygtig afskydningsplan.
Det eneste, man altid kan og skal afskyde inden for gældende jagttider, uanset om man har et indgående kendskab til revirets råvildtbestand eller ej, er svage og dårlige dyr, da sunde og stærke dyr er nøgleordet i enhver vildtforvaltning.
Der findes mange forslag til afskydningsmodeller for råvildtet, som f.eks. at afskyde 1/3 af efterårsbestanden med en fordeling på 30 % bukke, 50 % lam og 20 % råer. Ulempen ved denne og andre afskydningsplaner er, at disse procentsatser er baseret på en sund og stærk bestand, hvor man har en god køns- og aldersfordeling, hvilket ikke er tilfældet på ret mange revirer i Danmark. Derfor er man som jæger nødsaget til selv at sammensætte en afskydningsplan, som passer til den aktuelle råvildtbestand på reviret.
Hvis man vil forvalte råvildtet på den ’rigtige’ måde, skal man forvalte hele bestanden. Altså ikke kun bukkene, men også lammene og i særdeleshed hundyrene. Vi hører eller læser ofte om jægere, som udtaler: ”Jeg skød en stor buk i går, men havde inden da ladet to mindre lovende unge bukke passere”.
Selektiv afskydning er en god ting, men hvis den samme iver og engagement ikke er til stede i efteråret/vinter, hvor der skal reguleres lam, råer og specielt svage og dårlige dyr, ja, så er vi ikke kommet længere end der, hvor man taler om råvildtforvaltning uden at udføre den i praksis.
Hvis jeg skulle råde et revir i forhold til afskydning af råvildt, ville jeg sige, at man som det første skal fjerne fokus fra trofæerne og koncentrere sig om at få opbygget en sund og stærk bestand af råvildt på reviret. I stedet for at fokusere på trofæerne skal man fokusere på dyrenes kropsvægt.
En god råvildtbestand afspejles ikke af, hvor mange stykker råvildt man har stående på reviret, heller ikke hvor stor en buk man tidligere har skudt på reviret, men alene på dyrenes sundhedstilstand. Det er langt nemmere at forvalte en bestand på 50 dyr med en god kropsvægt og en god sundhedstilstand end at forvalte 100 stykker råvildt, hvor halvdelen er svage/dårlige dyr med en utilstrækkelig kropsvægt.
Råvildt med snabelsko, pelsproblemer, magre dyr, små dyr eller andre skavanker, som kategoriserer dyret som svag/dårlig, skal afskydes, også selvom det er en buk som bærer rundt på en god opsats.
DEN FØRSTE AFSKYDNINGSMODEL
Som ansvarsbevidst jæger er man forpligtet til at få ryddet op i bestanden og få afskudt alle svage/dårlige dyr, uden skelen til om det er lam, råer eller bukke. Samtidig skal man arbejde målrettet på at ændre forholdet mellem han- og hundyr til noget bedre.
Den hurtigste måde at nå dette resultat vil være ved at afskyde nogle flere hundyr og samtidig afskyde færre eller slet ingen bukke i en årrække. Kropsmæssige svage/dårlige bukke skal man selvfølgelig altid afskyde.
Ved en ihærdig og målrettet indsats kan man på ca. tre år ændre en dårlig eller middelmådig råvildtbestand til en god råvildtbestand, bestående af sunde og stærke dyr.
Selvom vi efter en årrække har fået opbygget en sund og stærk bestand af råvildt med en god kropsvægt, skal vi dog fortsat have fokus på at afskyde svage og dårlige dyr, da disse dyr vil være i enhver bestand, blot i mindre omfang end tidligere.
Først nu kan vi begynde at tilpasse afskydningsplanerne, alt efter om vi på reviret vil skyde mange bukke eller arbejde på at skyde bukke med store opsatser.
STIV PEGEFINGER - EN SVÆR ØVELSE
Det lyder måske lidt forkert i en inkarneret bukke- og trofæjægers ører, men hvis du vil arbejde på at kunne afskyde store bukke på reviret, kræver det, at du i en årrække opprioriterer dyrenes vægt og sundhedstilstand i forhold til bukkenes opsatser.
Gør du det samtidig med, at der er rigeligt med god og nærende fødemuligheder og et minimum af stress (jagttryk), er du godt på vej. Den sidste ting, du skal gøre, kræver ikke så meget, men er for mange bukkejægere en svær øvelse: Du skal nemlig beherske disciplinen, som hedder ’stiv pegefinger’, for hvis du ikke lader bukkene få mulighed for at vise deres potentiale i 4-6 års-alderen, skal du glemme alt om de store bukke.