Der er delte meninger om hvor og hvordan sliksten skal opsættes på reviret.
Uanset hvordan du opsætter dine sliksten, er det et must at de opsættes hvor råvildtet opholder sig, dvs. hvor der er dække, læ og ro, og hvor man tydeligt kan se mange sæder i skovbunden.
Modsat fodring af råvildt, kan du når som helst på året tilbyde dit råvildt sliksten på reviret.
Hvis du har foderhuse på reviret, vil det være helt naturligt at opsætte én slisten ved hvert foderhus, og gerne tæt på foderhuset. Du kan også sætte sliksten direkte på siden, eller bag på foderhuset, hvilket selvfølgelig betinger at foderhuset står rigtigt placeret på reviret.
Jeg anbefaler at sliksten placeres i en højde hvor råvildtet kan slikke direkte på slikstenen, dvs. på et stød, på jorden eller på et foderhus. Hvis man vil sætte sliksten på et foderhus eller på siden af et træ i skoven, kan man købe holdere til sliksten, og lægger man en lille plade oven på slikstenen holder den længere, da denne plade beskytter mod regnen ovenfra.
Den anden metode som mange bruger, er at skære et friskt løvtræ af ca. 175 cm. over jorden, og afbarke den friske stamme med motorsaven i samme arbejdsgang. Herefter bankes et stort søm eller andet jern ned i toppen af stammen, og slikstenen placeres på toppen af pælen, hvor sømmet/jernet forhindrer at slikstenen falder ned på jorden. Ved denne fremgangsmåde siger det sig selv, at der ikke løber ret mange salte, mineraler og sporstoffer fra slikstenen ned ad stammen, da løvtræer straks efter den hårdføre behandling, vil begynde at bløde, dvs. at vækstlaget (som korrekt hedder kambiet) i lang tid, forhindrer den ønskelige meget glatte stamme.Hvis man opsætter en sliksten på et nyafsavet grantræ, vil harpiksen med det samme begynder at boble ud overalt på stammen, hvorfor slikstenen ikke kan bruges af råvildtet med det samme.
Hvis du absolut vil have sliksten til at stå på toppen af en opretstående stamme, kan du bruge en stamme som for flere år siden er fældet og afbarket. Den er glat i overfladen og efterhårnden som regnen opløser slikstenen, vil salte, mineraler m.m. løbe ned at den nedgravede opretstående stamme. Her er det vigtigt at der ikke kommer "låg" på slikstenen, da det netop er regnen ovenfra som skal opløse slikstenen, som herefter vil løbe ned af stammen.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor man tidligere mente at en sliksten skulle placeres i en højde hvor råvildtet ikke kunne slikke direkte på slikstenen. Jeg har ladet mig fortælle at der engang var en "klog" skytte, som udtalte at det var fordi at slikstenen (og stammen) afgav mere fært ved denne opsætning, så råvildtet bedre kunne lugte/finde slikstenene på reviret. I min optik er det "ammestuesnak", da sliksten jo netop bliver opsat hvor råvildtet opholder sig, og derudover ved alle at råvildtet har en særdeles god lugtesans.
Ovenstående er nogle af de forskellige "slikstens-holdere" som i dag kan købes på markedet
Sliksten sat fast på foderhus med en slikstensholder
På denne sliksten kan man tydeligt se hvor råvildtet har slikket på slikstenen
En opstilling hvor man har afbarket en stamme, savet et kryds (X) ned i toppen af stammen, og banket en træpind ned i stammen. Træpinden skal have en lidt større diameter end hullet i midten. Den lille træpind i toppenaf stammen, kan evt. erstattes af en jernpind med en plastslange udenpå.