Skytten på Svenstrup Gods kendt skyldig

duehøg
Normalt skriver jeg ikke på Raavildt.dk om fasaner og ulovlige rovfuglefælder, men denne sag er så spektakulær at jeg bliver nødt til at knytte nogle kommentar til den. Da alt hvad der sker indenfor et professionelt jagtvæsen, ikke kan forklares som sort eller hvidt, kan det være at nogle opfatter mit skriv som en anelse provokerende - hvilket jeg beklager.

Som forventet blev skytten på Svenstrup Gods kendt skyldig i opsætning af en ulovlig rovfuglefælde på Svenstrup Gods, hvilket næppe kom bag på nogen. Der er ingen tvivl om at skytten er taget med hænderne nede i kagedåsen, og så vanker der. Skytten har helt sikker længe haft et et ønske om at få afsluttet denne sag, så han og hans familie har kunnet komme videre med deres liv. Mange vil sikkert mene at en bøde på kr. 5.000 er billigt sluppet, og selvom det intet har med den nylige afsagte dom at gøre, mistede skytte også sit job. 
At det skulle tage 21 måneder at komme frem til en dom på kr. 5.000, er for en udenforstående en utrolig lang sagsbehandlingstid. Derimod har jagtmodstandere i alle 21 måneder, dagligt klappet i hænderne, for jo længere de har kunnet holde gryden i kog, desto nemmere har det været at overbevise andre om, at jægerne er nogle rigtig onde mennesker, som alle uden undtagelse, hver dag overtræder alle gældende jagtlove. Dem som har kendskab til jægerene og skytterne i Danmark, ved godt at det ikke er sandheden, men der er ingen tvivl om at denne sag skader jagten i Danmark. Det er desværre ikke et enkeltstående tilfælde af en alvorlig lovovertrædelse, og fælles for de sager der dukker op, kan alle jægere blive enige om, at hver sag for en én meget.

Kø ved håndvasken
Den første som stillede sig op ved håndvasken, var den "ansvarlige" for alt hvad der dengang (og i dag) sker på Svenstrup Gods, baron Christian Wedell-Neergaard. Han var på daværende tidspunkt konservativt medlem af regionsrådet i Region Sjælland og formand for sygehusudvalget. Der er ingen tvivl om at en sådan sag, vil ingen godsejere have sit navn linket til, hvorfor godsejer Christian Wedell-Neergaard gjorde det eneste han kunne gøre, nemlig at fyre skytten. Samtidig bedyrede han sin uskyld, og nægtede ethvert kendskab til brugen af ulovlige fælder eller den aktuelle fældes eksistens. Det skal bemærkes at baron Christian Wedell-Neergaard, på intet tidspunkt har været sigtet i sagen.
Jeg kan sagtens forstå baron Christian Wedell-Neergaard handlemåde, og jeg påstår bestemt heller ikke, at han var vidende om fældens eksistens eller brug. Det jeg ikke forstår er, at hvis et entreprenørfirma, både i skrift og tale, tydeligt har tilkendegivet overfor sine medarbejdere, at sikkerheden skal overholdes i.h.t. gældende lovgivning, og arbejdstilsynet ved en kontrol, påviser at sikkerheden ikke er overholdt, får entreprenørfirmaet også en bøde. Men i den nævnte sag, kan den ansvarlige (læs godsejeren) fuldstændig frakende sig ethvert ansvar, og skytten tager hele skraldet. 
Heldigvis er der noget som hedder EU's Krydsoverenstemmelser, som kort fortalt går ud på, at modtagere af landbrugsstøtten, kan blive pålagt at tilbagebetale en procentsats af den udbetalte støtte, hvis der på jordejerens ejendom overtrædes nøje beskrevet hændelser, hvori ulovlig opsætning og brug af fælder er ét af punkterne. Om eller snarere hvordan baron Christian Wedell-Neergaard slipper uden om bestemmelserne i EU's Krydsoverenstemmelser, bliver spændende at følge. 

Danmarks Jægerforbund og Herregårdsjægerne kom også frem til håndvasken, men der gik i min optik lidt for lang tid før de kom på banen. Men så tog de selvfølgelig også afstand til den ulovlige fældefangst, hvilket er helt forståeligt. Men specielt foreningen Herregårdsjægerne, som burde have fingeren på pulsen, var nok dem som vaskede hænderne mest grundigt. De er nemlig vidende om at skytterne på de store godser, flere steder er presset til at levere 100% hver eneste gang der afvikles klapjagt, ligesom de også er vidende om, en duehøgs konstante angreb på en udsætningsplads, fuldkommen kan splitte en udsætningsplads ad, hvilket kan måles direkte på økonomien og afskydningsprocenterne.  
Jeg siger ikke at man skal forsvare direkte ulovligheder, som det er at opsætte rovfuglefælder, men det havde klædt foreningen Herregårdsjægeren, hvis de havde sat lidt fokus på de arbejdsbetingelser og det pres, som nogle skytter arbejder under. Det kan ikke udelukkes, at nogle skytter i de professionelle jagtvæsener, direkte eller inddirekte føler sig ekstremt presset af ledelsen (læs godsejeren), til at levere et bestemt antal fugle på paraden, hver gang der afvikles en klapjagt. Alle som har arbejdet med større udsætninger, ved at en duehøgs hærgen af én eller flere udsætningspladser, kan ødelægge en hel jagtsæsons budget, hvorfor det (grundet et stigende præstationspres) ikke bør komme bag på alle, at nogle vælger alternative og ulovlige metoder. 
Jeg forsvarer på ingen måde opsætningen af ulovlige fælder, men forsøger at blot at påpege hvad der evt. har fået skytten fra Svenstrup til at opsætte en ulovlig rovfuglefælde. 

Udskriv