Der er igen i år skudt rigtig mange bukke med store opsatser, hvilket indikerer at vi endnu engang har haft et godt gevirår/opsatsår. Måske ikke lige så godt som i 2018, men tæt på. Sammenholdt med at der i områder står betydeligt færre stykker råvildt end tidligere, skal vi generelt være ekstra påpasselig med at afskyde bukke med de "gode/bedste" opsatser, hvis det er de store opsatser man på den lange bane satser på.
Da de fleste bukkejægere er trofæjægere, må der også være mange som stiller spørgsmålet; Hvad er det egentlig, som kan påvirke størrelsen på en buks opsats i positiv eller negativ retning, inden den fejer basten af..?
Inden jeg vil forsøge at komme med et bud på dette, er det vigtigt at få fastslået, at de eneste væsener her på jorden, som er interesseret i at en råbuk opsætter en stor opsats, er os jægere (læs: trofæjægere). Både bukken og råerne er i bund og grund fuldstændig ligeglad med hvordan bukkens opsats ser ud i størrelse eller form.
Hvis opsatsen hos de forskellige bukke skulle være et udtryk for styrke eller social rang, krævede det at den buk som ser på, og vurderer en anden buks opsats, er klar over hvor stor en opsats den selv bærer. En buk aner selvfølgelig ikke hvor stor dens egen opsats er, og er derfor afskåret fra at foretage en vurdering af et styrkeforhold til en anden buk, alene udfra opsatsstørrelsen.
Bukkenes sociale rang er afhængig af de enkelte bukkes udstråling og adfærd, hvor dominans, aggressivitet, sundhedstilstand og styrke er bærende faktorer, kombineret med det vigtigste, nemlig bukkens alder (læs: livserfaring). Hvis man skal koge alle disse faktorer ned til ét ord, kan man sige at det som afgør om en buk er stærk (pladsbuk) er bukkens alder, forudsat at den er sund og i god kondition.
Når en stærk pladsbuk ikke har styrken til at "forsvare" sit territorium længere, aftager dens dominans og aggressivitet i takt med dens aftagende styrke og tiltagende alder, og den begynder trofæmæssigt at sætte mindre og mindre op for hvert år.
Bukken er gået det vi jægere kalder "retur", og medmindre den stadig er meget territoriehævdende, selvom den er fortrængt fra den "gamle" område, er der ingen grund til at sætte den til afskydning, og specielt ikke hvis man har kendskab til at den tidligere har opsat en god opsats. Årsagen til ikke at afskyde denne buk er, at dens arvelige gener ikke ændres selvom den bliver ældre. Returbukken får blot ikke beslået så mange hundyr som i sine "stærke" år, men den fortsætter med at beslå hundyr indtil dens sidste leveår.
Når jægere siger at de har set en returbuk, er det ofte alene udfra opsatsens udseende (korte sprosse m.m.), og i mange tilfælde ikke fordi der er tale om en ældre buk. Hvis den samme buk året efter sætter op som en stor seksender, vil den blive omtalt som en rigtig god sekender. Når man udfra opsatsens udseende låser sig fast på bukkens alder, forklarer dette hvorfor der bliver skudt mange "returbukke", som efterfølgende viser sig ikke at være ældre end +3 år gammel.
Nogle bukke er ekstremt territoriehævdende gennem hele deres voksne liv, og disse tendenser vil man allerede kunne se i 2-3 års alderen. Hvis en af disse bukke et år sætter lidt dårligere op med kortere sprosser m.m., er der mange som vil afskyde denne buk som værende en returbuk. Forvirringen bliver total, når man ved at en 3-årig buk sagtens kan have en større opsats end en 6-årig buk, hvilket forklarer når man engang imellem ser en mindre (trofæmæssig) buk, jager med en større (trofæmæssig) buk.
Tilbage til det jeg egentlig ville skrive om, nemlig hvad det er for nogle faktorer som årligt kan påvirke opsatsdannelsen hos bukkene i positiv eller negativ retning.
I jægerkredse taler vi ofte om gode og dårlige "gevirår" (opsatsår), altså specifikke år hvor bukkene generelt opsætter større eller mindre opsatser. Der er ingen tvivl om, at der er nogle ukendte faktoraer som nogle år har indflydelse på bukkenes opsatsdannelser, faktoraer som vi i dag ikke er bekendt med. Det kunne f.eks. være antal solskinstimer i bestemte måneder om året, landbrugets afgrødevalg hen over vinteren eller noget helt tredie.
De genetiske anlæg har selvfølgelig en indflydelse på en buks opsats, men jeg er af den overbevisning at de fleste bukke fra naturens side, er kodet til at opsætte en god opsats. Ikke nødvendigvis i medaljeklassen, men ca. omkring de 100 CIC point, hvis man skal sammenligne med noget målbart. Men uanset hvor gode gener en buk har for at opsætte en stor opsats, kan ringe fødeudvalg og kvalitet samt f.eks. stress, påvirke bukkens opsats i modsat retning, så årets opsats ikke bliver særlig stor - set med trofæjægerens øjne. Modsat kan et stort fødeudvalg af god kvalitet, lavt jagttryk og en god råvildtbiotop, påvirke opsatsdannelsen i positiv retning,
Mange er ikke klar over det, men hundyrene kan også bære gener, som påvirker en buks opsats i størrelsen. Problemet med de "trofæmæssige gener" et hundyr kan bidrage med, er at de ikke er aflæs- eller målbare, modsat bukkene, hvor vi har opsatsen at kigge efter.
Hvis man skulle opsætte "gode" og "dårlige" faktorer, som kan påvirke en buks opsatsdannelse, bør man kigge på nedenstående nævnte faktorer.
Positiv indvirkning på opsatsstørrelsen:
Alder, stort udvalg af kvalitetsføde, (fodring hvis fødekvaliteten på reviret er dårlig), ro på reviret, gode ståsteder, genetikken - og andre ukendte faktorer.
Negative indvirkninger på opsatsstørrelsen:
Manglende alder, stress (læs: højt jagttryk), ingen tætte ståsteder, begrænset- og dårlig fødekvalitet, genetikken - og andre ukendte faktorer.
Hvis de bukke man vælger at afskyde, kropsmæssige har en god størrelse og ser sunde ud, men ikke er mere end 1-2 år gammel, kan man ikke udfra opsatsstørrelsen på disse bukke, konkludere om det på sigt er bukke, som vil opsætte store opsatser under gunstige forhold. Derfor er det at jeg anbefaler at man ser bort fra opsatsen i de første 1-2 år, og koncentrerer sig om bukkens kropsstørrelse, vægt og sundhedstilstand.
Fodring med kraftfoder
Jeg fraråder generelt at man fodrer sit råvildt i foderhuse, da en fodring faktisk kan forringe råvildtbestandens sundhedstilstand, og derved på sigt forringe opsatsdannelsen hos bukkene. Årsagen er den simple, at vi jægere ved en fodring i foderhuse, "kunstigt" og unaturligt, holder svage og dårlige dyr i live, som naturen under normale omstændigheder (uden fodring i foderhuse) ville eskludere som avlsfordærvere, ved at de ender som faldvildt. Sagt på en anden måde, kan man sige at man ved en fodring med kraftfoder i foderhuse, "kunstigt" holder live i dyr, som under normale omstændigheder ville gå til.
Det er meget få jægere/skytter m.fl. som opfylder "kravene" for at kunne gennemføre en forvaltningsmæssig korrekt fodring. Dette kræver nemlig en særlig interesse i råvildtet ud over det normale, ligesom et indgående kendskab til revirets råvildtet. Dvs. at man mere eller mindre dagligt færdes på reviret, og derved observere utroligt meget på råvildtet (det er ikke nok med vildtkameraer). På den måde har man et overblik over svage/dårlige og sunde dyr på reviret, så man efterfølgende selektivt får afskudt alle de svage/dårlige dyr. I den henseende skal man være meget hård i sin afskydning af dyr, hvilket vil sige, at er man det mindste i tvivl om dyret er sundt eller svagt/dårligt, afskydes dyret. Man må nemlig hellere afskyde et sundt dyr for meget, end et svagt/dårligt dyr for lidt. Dette gælder også handyrene, uanset hvilken opsats de har sat eller opsætter.
I forbindelse med kraftfoder er det vigtigt at man er bekendt med, at det kraftfoder man i dag anvender, ikke har samme positive indvirkning på bukkenes opsats, som det kraftfoder Peter Zobel brugte brugte på Tåsinge i Nørreskoven. Kraftfoderet fra Tåsinge/Nørreskoven indeholdt kød- og benmel og fiskemel, som havde havde en meget gunstig indvirkning på bukkenes opsatsdannelse. I dag er kød- og benmel og fiskemel ikke tilladt at tilsætte foderet til hjortevildt.