Ring hellere én gang for meget - end én gang for lidt...

ring helle

Bukkejagten er i gang, og hvis bukken (efter du har skudt til den) ikke ligger forendt indenfor de første 30-40 meter, bør du rekvirere en reg. schweisshund. 

Kan du følge bukkens flugt, efter du har skudt til den, og kan se at den vælter og forender lidt længere ude end de anførte 30-40 meter, er det selvfølgelig en helt anden sag.
Det er muligt du ikke ser bukkens reaktion i det øjeblik du lader skuddet gå, eller hvordan bukken løb under sin flugt, og det er også muligt at du ikke kan finde schweiss, hår, kødstykker, bensplinter eller andet, på det sted hvor du mener et evt. anskudssted skal være. Men fortvivl ikke, da du sagtens kan have ramt bukken, selvom du som jæger ikke kan finde tegn på dette.
Du bør derfor ALTID (om ikke andet så for vildtets skyld) rekvirere en reg. schweisshund til det vi kaldet et "KONTROLSØG".
Et kontrolsøg er hvor du som jæger ikke mener du har ramt bukken, eller ikke kan finde tegn på at bukken er ramt. I sådanne situationer, bør du som den ansvarsfulde jæger du er, ALTID rekvirere en reg. schweisshund. Din lokale reg. schweisshundefører står altid klar til at hjælpe dig, hvorfor du ikke skal holde dig tilbage.
Mange steder er det efterhånden blevet kutyme, at alle skud til hjortevildt skal kontrolleres af en reg. schweisshund, også selvom jægeren ikke mener han/hun har ramt dyret, eller der ikke kan findes noget på anskudsstedet. 
Ved disse kontrolsøg er det tankevækkende, at i hele 25% af tilfældene (hvor jægeren ikke mener at han/hun har ramt bukken) er bukken alligevel ramt, hvilket giver stof til eftertanke.
Jeg vil derfor råde alle bukkejægere til at ringe til den lokale reg. schweisshundefører, også selvom man er sikker på, at man ikke har ramt bukken.
Ring hellere én gang for meget - end én gang for lidt.
Fortsat Knæk & Bræk.

Udskriv