Hvornår er bukken død / dødsstivhed (rigor mortis)

rigormortis

Vigtig viden eller ligegyldig info - vurder selv.
Jeg har ofte fået spørgsmålet om, hvornår det anskudte dyr er forendt (efter det er fundet), når jeg dagen efter finder et dyr som der er skudt til umiddelbart før solnedgang. 
Som reg. schweisshundefører er det ikke unormalt at jeg først starter op på en eftersøgning førstkommende morgen, såfremt der skydes til bukken umiddelbart før solnedgang, og hvor der på anskudsstedet IKKE findes tydelige pyrschtegn, som indikerer at bukken er forendt - og blot skal findes.

At eftersøge et anskudt stykke hjortevildt, som muligvis stadig er i live, med en pandelygte i mørke, er ikke en eftersøgningsstrategi jeg bifalder, da man grundet mørket ikke kan se hvad der sker langt foran hunden i schweissremmen. Grundet mørket ser man ikke hvis dyret 50 meter længe fremme rejser sig, og bevæger sig endnu længere væk, eller blot fortsætter med at gå/flygte foran schweisshunden. 
Af ovenstående årsager foretrækker jeg at eftersøge anskudt vildt når det er lyst, men dette kræver selvfølgelig at man har den mulighed, og ikke er arbejdsramt i en sådan grad, at man er afskåret fra at møde et par timer senere på arbejdet den pågældende morgen. 
Men tilbage til de dyr vi eftersøger og finder forendte dagen efter de er anskudt. Om disse dyr får jeg ofte spørgsmålet "er dyret forendt i går aftes, i nat eller her til morgen?".
For at besvare dette spørgsmål, kan man inddrage dødsstivheden (rigor mortis) i ligningen, da dette måske kan være med til at opklare "mysteriet" omkring dødstidspunktet.

Hvad er "rigor mortis"
Udtrykket "rigor mortis" er latin og betyder dødsstivhed. 
I muskelfibrene er der nogle proteinmolekyler som kaldes actin og myosin. Disse proteinmolekyler er frit forskydelige mod hinanden, hvilket er en forudsætning for musklernes sammentrækning og derved bevægelse.
For at musklerne kan trække sig sammen, kræver dette en konstant energitilførel til musklerne, hvilket kun kan ske når dyret er i live.
Når dyret forender/dør stopper denne energitilførsel, og musklerne bliver fikseret i en bestemt stilling.
Denne dødsstivhed kommer ikke øjeblikkeligt ved dyrets død, men starter typisk op efter 2-3 timer, og er fuldt udviklet (musklen er stiv) efter 8-12 timer.
De små muskelgrupper rammes først, hvilket mange bukkejægere har erfaret, når man nogle timer efter bukken er skudt vil skille kæberne fra hinanden for at se slidtagen på bukkens præmolarer. 
Dødsstivheden fortsætter indtil en forrådnelsesproces starter, hvilket typisk er efter 1-2 døgn.

strejfskud buk bugPå ovenstående ses et billede af en buk, som der blev skudt til lige før solnedgang og eftersøgt og fundet den efterfølgende morgen kl. 09:00.
Riffelkuglen havde strejfet bugen på dyret, og selvom det så ud som om, at det var et strejfskud på bugen (som kun lige havde åbnet skindet), må fragmenter fra riffelkuglen alligevel have gået op i vommen på bukken, da den var forendt da hunden fandt den. 
Dødsstivheden var ikke indtruffet da hunden fandt bukken, hvorfor man udfra ovenstående info om "rimor mortis" kan regne sig frem til, at bukken ikke er forendt i løbet af natten, men snarere i løbet af morgenen.

Udskriv