Afskydningsplaner

I alle de år, råvildtbestanden var i stadig vækst, og der ikke var så mange, som gik på riffeljagt, var det ikke så nødvendigt med afskydningsplaner i råvildtforvaltningen, som det er i dag, hvor der står tætte bestande af råvildt mange steder i Danmark. Afskydningsplanerne har aldrig været vigtigere end nu, hvis vi ikke skal give ”Den fynske syge” ideelle levebetingelser andre steder end på Fyn. Effekten af ”Den fynske syge” i dag - 10 år efter den startede - har sat sine dybe spor i råvildtbestanden på Fyn.

Når man taler om afskydningsplaner for råvildtet, interesserer dette et flertal af de danske råvildtjægere i Danmark. Men når det kommer til den praktiske del, nemlig planlægningen og specielt udførelsen af disse afskydningsplaner, ja, så hopper kæden af for mange. Ikke fordi vi danske jægere ikke værner om råvildtet, tværtimod vil jeg sige, men formentlig fordi vi gør, som vi altid har gjort, og det er jo gået godt. Men den tid er forbi, da vi i dag er flere riffeljægere end nogensinde, og konkurrencen om at nedlægge bukkene er derfor større. Når interessen for at nedlægge efterårsdyrene, som primært er lam og voksne hundyr, ikke er en naturlig opfølgende del af det at afskyde bukkene i foråret, ja, så skal det gå galt.

Det er aldrig for sent at ændre på noget, hvorfor jeg vil opfordre alle jægere til at overveje at lave en korrekt råvildtforvaltning med afskydningsplaner til fordel for råvildtet og i sidste ende også for os jægere.

Som én af de dygtigste råvildtforvaltere i Danmark, Jørgen Rasmussen fra Tåsinge, udtaler, så giver vi danske jægere etårsbukkene en 30-06’er på bladet i fødselsdagsgave. Hårde ord, men desværre også sandt.

På alle terræner, uden undtagelse, er der i øvrigt en afskydningsplan. På nogle terræner har man blot en afskydningsplan, som siger, at alle bukke må afskydes.

Effekten af en sådan afskydningsplan fører selvfølgelig ikke noget godt med sig, men en mindre justering af denne afskydningsplan ved f.eks. at frede alle spids- og gaffelbukke og kun koncentrerer sig om afskydning af efterårsdyrene samt syge og dårlige dyr, vil være til fordel for revirets råvildt.

Når man har en afskydningsplan, er der mulighed for at påvirke udviklingen af f.eks.:

● Udelukke dårlige dyr fra at indgå i avlen.

● Øge antallet af dyr på terrænet.

● Sænke antallet af dyr på terrænet.

● Kønsfordelingen han- og hundyr imellem.

● Ændre trofæstørrelserne på bukkene.

 

På større jagtterræner er en korrekt afskydningsplan en nødvendighed, hvis man vil opnå et resultat på den lange bane med sin råvildtforvaltning. Det er ikke nok at lave alle mulige andre tiltag uden også at lave en afskydningsplan år efter år. Den årlige afskydningsplan kan variere fra år til år alt efter dyrenes sundhedstilstand og lign.

Jo mindre ens jagtterræn er, jo mere begrænset er man i at kunne lave en afskydningsplan, som kan holde, da råvildtet jo ikke kender jægernes skelgrænser, og derfor ikke kan undgå at komme på naboterræn, hvor man måske har en anden afskydningsplan end på ens eget jagtterræn. Modsat vil man på et større jagtterræn have større muligheder for at få den fulde effekt af en planlagt afskydning.

Uden at man ved det, har man allerede en aftale med nabojægerne om en afskydningsplan, da alle jægere forhåbentlig er enige om, at man skal afskyde alle de dårlige og syge dyr på reviret. Hvis vi danske jægere gav hinanden håndslag på, at vi ville afskyde alle dårlige og syge dyr hen over året og specielt i efterårsmånederne, så ville vores råvildts sundhedstilstand blive bedre end nogensinde. ”Den fynske syge”, som man mener, er udbredt på Sjælland, ville tilmed langsomt uddø.

Vi føler alle, at vi ejer råvildtet, hvorfor vi måske heller ikke har været de fødte diplomater, specielt ikke når talen falder på, hvad naboen afskyder af råvildt. Derfor vil naboaftaler nogle steder være umulige at lave, mens der vil være en masse andre steder, hvor der ville kunne opnås enighed om rigtig mange ting i forbindelse med den fremtidige råvildtforvaltning. Vi vil jo alle sammen frem til det samme resultat, nemlig at have en sund bestand af råvildt stående på vores terræn. Når dette er lykkedes, kan de der har lyst til det, arbejde målrettet hen imod også at have store, stærke bukke på jagtterrænet.

Man bliver nødt til at have med i sine overvejelser, at en afskydningsplan for råvildtet altid vil indeholde en del ukendte faktorer, da vi jo ikke kan bedømme afkommet som i en husdyrproduktion. Modsat i en husdyrproduktion ved vi ikke hvem, der er fader og moder til bukken eller for den sags skyld til hundyret, ligesom vi heller ikke kender stamtræet længere tilbage. Det er muligt, at vi har en medaljebuk gående på jagtterrænet, men vi ved jo ikke, om bukken har sat op som medaljebuk grundet gode egenskaber nedarvet fra hundyrs- eller handyrsiden. Vi ved heller ikke, om de gode anlæg er nedarvet fra bedstefar, bedstemor eller oldeforældre.

Vi kan se, om råvildtet er sygt, eller om det er dårlige dyr (små af krop og lign.), hvorfor vi altid kan begynde at rydde ud blandt syge og dårlige dyr. Dette er en forudsætning for at have en sund og stærk råvildtbestand stående på jagtterrænet.

Når dette er lykkedes, kan man via afskydningsplaner arbejde hen mod det, man ønsker at have stående på jagtreviret.

De fleste er bekendt med DMU’s (Danmarks Miljøundersøgelser) anbefaling om at afskyde 1/3 af efterårsbestanden med en fordeling på 30 % bukke, 50 % lam og 20 % voksne hundyr.

Inden man låser sig fast på denne model, skal man lige gøre op med den ukendte faktor, nemlig hvor mange stykker råvildt man har stående på sit jagtterræn, før man kan tage 1/3 af disse dyr og udføre en afskydning af henholdsvis 30 % bukke, 50 % lam og 20 % voksne hundyr.

Denne ukendte faktor om, hvor meget råvildt, der står på et jagtterræn, er der nok mange, som har en mening om, men fakta er, at vi ved det ikke med sikkerhed, og man skal derfor være forsigtig med at låse sig fast på et antal. Hvis jagtterrænet primært består af skov, vil der givetvis stå flere dyr i skoven om vinteren, specielt hvis man fodrer råvildtet i skoven.

Man kan ikke sidde hjemme i sofaen og finde ud af, hvor meget råvildt, man har stående på ens jagtterræn, hvorfor det er de råvildtforvaltere og jægere, som ofte færdes på jagtterrænet, som har de største forudsætninger for at kunne fastslå en råvildtbestands størrelse. Det er ikke nok at køre på jagtterrænet én time pr. uge. Det er langt mere tidskrævende.

Uanset hvordan vi forsøger at styre naturen, må vi nok erkende, at vi aldrig kommer til at styre den helt.

Jeg arbejder ud fra den overbevisning, at de bukke med de stærkeste (læs: største) opsatser, som beslår hundyrene, er der, hvor de gode og stærke opsatser bliver nedarvet. Men uanset mine bestræbelser går det ikke altid, som præsten prædiker, hvilket råvildtet har overbevist mig om op til flere gange. Når jeg i brunsten har været på reviret for at observere én af de store pladsbukke beslå råerne, har jeg set smarte yngre bukke udnytte pladsbukkens iver for at bevise, hvem der er den “stærkeste” buk på dette terræn, ved at jagte alle andre større bukke væk, når de nærmede sig det hundyr, han havde udset sig at beslå. Mens pladsbukken jagtede de andre bukke, beslog de yngre bukke hundyrene.

Den smarteste yngre buk, jeg har set, gik kun 50 meter fra pladsbukken og essede, mens pladsbukken var fuldt optaget af at følge hundyret ivrigt. Han blev kun afbrudt af pladsbukkens jagen efter andre store bukke, som nærmede sig ham og den brunstige rå. Når pladsbukken var ved den brunstige rå, gik den yngre buk og essede og var slet ikke interesseret i pladsbukken eller den brunstige rå. Men lige så snart, pladsbukken var på jagt efter en af de store bukke, overtog den yngre buk de forplantningsmæssige forpligtelser og beslog den brunstige rå. Denne séance gentog sig flere gange, og i den periode jeg observerede på dyrene, beslog den yngre buk det brunstige hundyr flere gange, hvorimod den “stærkeste” buk på reviret havde mere travlt med at jage end at beslå.

Det er muligt, at pladsbukken var den stærkeste, men der er ingen tvivl om, at den unge buk var den smarteste.

 

Afskydningsplan 1

Syge dyr.

Begræns syge dyr fra at indgå i den videre råvildtforvaltning.

Afskydningsplan 1 burde være en selvfølge på alle råvildtterræner og er det også de fleste steder.

Da det ikke er lovligt at medicinere råvildt eller andre vilde dyr i Danmark, er der kun én metode at komme af med råvildtets sygdomme på, og det er at forvalte sig ud af problemerne. Sagt med andre ord: lad kun rask og sundt råvildt overleve og afskyd resten.

Ser du syge dyr, bør disse afskydes, også selvom det er uden for jagttiden. Afskydes syge dyr uden for jagttiden, skal man altid sikre sig at have lovhjemmel for denne handling.

Afskydningen af syge dyr sikrer, at man i første omgang stopper dyrets lidelser og måske endnu vigtigere, at man sikrer, at en evt. smitte ikke breder sig til andet råvildt. Specielt på jagtterræner, hvor der fodres, vil der altid være en større smittefare, da råvildtet oftere vil samles ved foderpladser for at esse end på jagtterræner, hvor der ikke fodres. 

Syge dyr er dyr som:

● Er kraftigt afmagret.

● Har kraftig kronisk diarré.

● Har andre alvorlige dødelige sygdomme med tydelige sygdomstegn.

 

Afskydningsplan 2

Dårlige dyr.

Begræns dårlige dyr i at indgå i den videre råvildtforvaltning.

En af de vigtigste faktorer i enhver råvildtforvaltning vil altid være, at man hvert år bestræber sig på at få afskudt alle de dårlige dyr i råvildtbestanden.

Dårlige dyr bør altid afskydes, men denne afskydning kan kun finde sted i gældende jagttider, da der ikke findes lovhjemmel for f.eks. at afskyde et dyr med pelsproblemer i fredningstiden.

Afskydes et dårligt hundyr, og hun har ét eller flere lam, bør disse også altid afskydes.

For at være på den sikre side går man ud fra, at dårlige hundyr får dårlige lam. Det er derfor en god afskydningsregel, hvis man beslutter sig for at afskyde dyr, som ikke umiddelbart virker ”kernesunde”, første gang man ser dyret. Er man i tvivl, om dyret ligger lige på grænsen mellem et dårligt dyr og et kernesundt dyr, bør man afskyde dyret som et dårligt dyr. Dette virker måske lidt barskt, men man må hellere afskyde et sundt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt. Husk, at i efteråret kan en ”dårlig” gammelrå, have to ”dårlige” lam + de to ”dårlige” lam, som hun har i livmoderen, efter hun blev beslået i august måned.

Dårlige dyr som afskydes i jagttiden, defineres som råvildt ved:

● Pelsproblemer.

● Små i krop i.f.t. deres alder.

● Snabelsko eller tendens til dette.

● Hundyr har små lam (afhængig af lammenes alder).

● At virke usunde.

● At være trafikskadede.

● Andre skader, som kan hæmme dyrets livs- eller levebetingelser.

● treårige bukke, som stadig sætter dårligt op (vel og mærke i gode gevirår).

 

Afskydningsplan 3

Flere dyr.

Øge antallet af dyr på terrænet.

Overtager man f.eks. et jagtterræn, hvor råvildtbestanden de sidste par år er reduceret kraftigt, skal man lave en plan for fremtiden. Det kunne evt. være, at man overtager et jagtterræn, hvor de sidste jagtlejere ikke var enige i en evt. opsigelse, og så måske skyder ”lidt” flere dyr end planlagt. Det kunne også være et terræn, hvor råvildtbestanden har været for stor med små dyr som følge, og man så bevidst har afskudt råvildtbestanden ned til et minimum og på den måde kun skånet de store og stærke dyr. Årsagerne kan være mange. Ønsker man at øge antallet af dyr på jagtterrænet, er der kun en metode til dette, nemlig ikke at afskyde for mange gammelråer, smaldyr og rålam. Hvis man vil afskyde hundyr, bør det kun være gammelråerne, som kan være ret så territoriehævdende, specielt når de når op i alderen. På handyrssiden skal man også holde igen med afskydningen af bukke, så man ikke bare freder hundyrene og fortsætter afskydningen af handyrene. Det kan nemlig bevirke en meget skæv kønsfordeling, hvilket heller ikke er ønskeligt.

Mange hundyr på jagtterrænet giver flere dyr.

 

Afskydningsplan 4

Færre dyr.

Sænke antallet af dyr på terrænet.

Hvis man vurderer, at man har for mange dyr på jagtterrænet, skal man afskyde flere dyr, end man plejer, og man skal specielt koncentrere afskydningen om hundyrene for at sætte en stopper produktionen af flere og specielt for mange dyr. Man skal her afskyde hårdt blandt hundyrene, men også reducere bukkebestanden, ud fra hvor mange bukke, man havde på terrænet, da afskydningen begyndte.

Få hundyr på jagtterrænet giver færre nye dyr.

 

Afskydningsplan 5

Genopret bestanden.

Genoprettelse af en meget dårlig bestand.

Hvis man i Danmark overtager et jagtterræn med en meget dårlig råvildtbestand enten grundet ”sygdom” eller manglende råvildtforvaltning gennem flere år, er det ikke altid, at Afskydningsplan 1 og Afskydningsplan 2 er tilstrækkeligt til at rette bestanden på reviret op igen. Har man en meget dårlig bestand af råvildt stående på jagtterrænet, dvs. små dyr af krop og små bukke med elendige trofæer, er man meget naiv, hvis man tror, at man blot kan afskyde de dårligste af disse dyr, hvorefter bestanden vil rette sig op igen. Man skal gå meget mere drastisk til værks og planlægge at bortskyde den dårlige bestand af råvildt.

Man skal også kigge på de sidste mange års levebetingelser for råvildtet eller mangel på disse, som formentlig ikke har været ideelle. Hvis man på et jagtterræn vil forbedre levebetingelserne for råvildtet, skal man tænke på, hvad råvildtet værdsætter, og prøve at skabe en fauna, som råvildtet værdsætter at trives i. Det kunne f.eks. være mange forskellige vildtagre specielt i efteråret, hvor efterårsfedningen er meget vigtig, tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge dækning hele året, lavt jagttryk, osv.

Når man skal i gang med selve afskydningen af råvildtet i efteråret, skal man virkelig gå til den. Nogle vil frygte, at man kommer til at afskyde alle dyrene på jagtterrænet, men bare rolig, dette er ikke muligt, medmindre der er tale om meget små jagtterræner. De eneste hundyr, som ikke afskydes, er dyr, som er store af krop og kernesunde. For bukkenes vedkommende skal man ikke kigge på trofæstørrelserne, men også her kun skåne bukke med en stor kropsstørrelse. Om man afskyder 50 %, 60 % eller måske 80 % af den samlede bestand af råvildt på ens jagtterræn i efteråret, afhænger selvfølgelig af den enkelte råvildtforvalters vurdering af sundhedstilstanden i den aktuelle råvildtstamme. Personen eller personerne, som forestår afskydningen af råvildtet, skal have en viden og erfaring i at vurdere råvildtet for at kunne foretage afskydningen korrekt. Her gælder det i øvrigt også, at man hellere må afskyde ét godt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt.

Når afskydningen af dyr med ringe kropsstørrelse er overstået hen over vinteren, har man forhåbentlig fået skudt rigtig mange dyr på jagtterrænet. Dette burde tydeligt kunne ses, når man et par gange om ugen kører i bil og kigger på råvildt på ens jagtterræn. Her skulle dyrene, man trods alt engang imellem burde se, gerne være sunde og med en god kropsstørrelse.

I det første år efter man har lavet denne grove udrensning (afskydning) blandt dyrene, ser man ikke så meget råvildt som tidligere. Man skal holde øje med sundhedstilstanden hos de resterende hundyr og de lam, som hundyrene sætter hen over sommeren. Man skal helst ikke afskyde bukke i året efter udrensningen, medmindre vi taler om bukke, som falder ind under afskydningsplan 1 eller 2.

I andet år kan man begynde at selektere lidt i bukkene, og resultatet af første års udrensning skulle nu gerne kunne ses på kropsstørrelserne på både hun- og handyr.

Nu har man faktisk kun brugt to år på at genoprette en dårlig råvildtbestand til en noget sundere og bedre råvildtbestand.

Nu er det, man skal beslutte, hvad man vil med sin råvildtbestand fremover, udover at den skal bestå af sunde dyr, og planlægge sin forvaltning og afskydning af råvildtet ud fra disse ønsker.

Man skal hele tiden være opmærksom på, at syge og dårlige dyr er uønsket på reviret og derfor sikre sig, at de bliver afskudt – også i fremtiden.

Selve afskydningen er det vigtigste her og nu, men på den længere bane skal man også overveje, hvilke nye tiltag man kan etablere på jagtterrænet, såsom vildtagre, etablering af nyplantninger, remiser, tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge hen, når der er jagt, evt. et lavere jagttryk osv.

 

Afskydningsplan 6

Store bukke.

Lave store bukke.

Ønsker man at have store bukke på sit jagtterræn, skal man først sikre sig, at råvildtbestanden består af sunde og store dyr. Hvis man tror, at man kan springe over og blot give en middelmådig råvildtbestand kraftfoder, hvorefter de store bukke vælter op af jorden som anemoner i en bøgeskov om foråret, så kan man lige så godt spare pengene til kraftfoderet, da dette ikke vil ske. Som nævnt andre steder i denne bog, giver kraftfoder alene ikke store bukke.

Skal man lave store bukke på jagtterrænet, skal man have mange bukke at vælge imellem. Desværre ender alle bukke ikke som medaljebukke, selvom man giver bukkene de optimale muligheder for dette. Når man skal have mange bukke at vælge imellem, betyder dette også, at man ikke kan afskyde så mange bukke som ved en normal afskydningsplan i hele opbygningsfasen. Man skal forsøge at få kønsfordelingen så tæt på 1:1 som muligt, hvilket vil sige, at man skal forsøge at have lige mange han- og hundyr på jagtterrænet. En kønsfordeling så tæt på 1:1 som overhovedet muligt er ret vigtigt da man gerne skulle sikre, at det kun er de ”stærkeste” bukke, som beslår hundyrene. Man skal derfor hele tiden tilstræbe, at en råvildtbestands handyr kun består af sunde og stærke bukke med det rigtige potentiale i opsatsudviklingen.

Som udgangspunkt skydes der ikke nogle etårsbukke, medmindre de falder ind under kategorien i Afskydningsplan 1 og Afskydningsplan 2.

Uanset hvor dygtig en råvildtforvalter man er, er det en kendsgerning, at ingen mennesker i verden kan forudse, hvordan en buks opsats kommer til at se ud som seksårig ud fra bukkens opsats alene det første år – også selvom bukken det første år sætter op som knopbuk.

Knopbukke afskydes kun, hvis de er små af krop, eller man har rigeligt med bukke på jagtterrænet.

 

toårsbukke

Der afskydes meget skånsomt blandt toårsbukke, specielt hvis det er et dårligt gevirår.

 

treårsbukke

Når bukkene når treårsalderen skal man med tydelighed kunne se potentialet i bukken, som afgør, om bukken afskydes som en buk, man ikke tror på, eller skånes som en buk man satser på. Dog skal man stadig afskyde skånsomt i dårlige gevirår.

 

fire- og femårsbukke

Når bukkene rammer fire- og femårs alderen, bør man kun have bukke i denne aldersgruppe, som på gode gevirår kan udvikle store kraftige opsatser, og som minimum kan tage en bronzemedalje ved en senere opmåling. I dårlige gevirår afskydes stadig skånsomt.

Man skal lade de absolut bedste bukke nå en alder af seks-syv år, før man overvejer at afskyde dem. Hvis man lader disse ældre bukke med de stærke og store opsatser bliver ældre end seks-syv år, sker der ikke noget ved dette,  tværtimod, fristes jeg til at sige. Man sikrer nemlig herved, at de ældste bukkes gode gener i.f.m. opsatsdannelsen nedarves i flere generationer, hvilket kun er ønskværdigt.

Det er bevidst, at jeg skriver, at man skal afskyde skånsomt i dårlige gevirår, da en buk godt kan sætte dårligt op i et dårligt gevirår, hvorefter den næste år sætter stort op, hvis det er et godt gevirår.

Når man vil afskyde store bukke og gerne medaljebukke, er det vigtigt, at man skeler til, om det er et godt gevirår eller et dårligt gevirår, før man beslutter, hvilke bukke som skal afskydes. Generelt kan sige, at man i de dårlige gevirår skal afskyde skånsomt, mens man kan ”høste” i de gode gevirår.

Det er ikke et ”must”, at man absolut skal afskyde en buk, fordi den ligger i medaljeklassen. Tænk flere år frem og lad bukken få nogle flere år på bagen, så man også sikrer, at den også får nedarvet de gode anlæg for store opsatser, som denne buk har bevist, at den har.

Vær også opmærksom på ikke at afskyde for mange lam i det område, hvor medaljebukken (eller medaljebukkene) står, da man kan håbe på, at de gode gener nedarves i alle de lam, hvor medaljebukken har beslået lammets mor.

Har man på jagtterrænet meget territoriehævdende bukke eller for den sags skyld territoriehævdende hundyr, bør man overveje at afskyde disse, da disse egenskaber ikke er ønskværdige i områder, hvor man gerne vil have mange han- og hundyr sammen. Jeg har ved selvsyn på det jagtrevir, jeg selv forvaltede, set fem medaljebukke gå sammen og esse på et brakstykke på kun fire hektar, uden problemer. Jeg har hørt om tilfælde i Sverige, hvor der er set tre guldmedaljer gå sammen og esse på en mark på nogle få tønder land, osv. Man kunne fristes til at tro, at ældre, stærke bukke, som kender revirgrænserne og deres egen styrke, ikke hele tiden skal have bekræftet, at alle er bange for dem som en anden ’rocker’. Disse stærke bukke evner altså at virke mere rolige i deres aggressivitet over for andre bukke.

De år, en buk opsætter en stor opsats, bliver den ikke afskudt grundet de gode genetiske anlæg. Når den samme buk året efter opsætter en dårlig opsats, bliver den vurderet og afskudt som avlsfordærver. Da vi i dag ved, at en buk kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet år - både i højde, tykkelse, farve, stængernes stilling, sprosserne og vinklerne på disse - kan man undrende spørge sig selv om, i hvilket af årene var bukken repræsentativ for arveanlægget af opsatsen?

Når man skal selektere blandt bukkene, kan man arbejde udfra to modeller. Nedenfor er både model 1 og 2 beskrevet.

 

Store bukke - model 1

● Hvert år kun gemme bukke, der sætter godt op og ser lovende ud.

På denne måde fremelskes de gode genetiske anlæg ved at bortskyde de mindre gode bukke.

Det farlige ved model 1 er, at man kan risikere at bortskyde bukke, som det pågældende år har sat dårligt op (dårligt gevirår) og umiddelbart ikke ser lovende ud, men som ikke desto mindre har de “gode gener”, man ønsker.

 

 Store bukke - model 2

● Hav mange bukke at vælge imellem.

● Afkyd ikke sunde etårsbukke (store af krop).

● Afskyd meget skånsomt blandt de yngre bukke.

● Lad bukkene blive fire-seks år gamle.

Ved model 2 vil der være store chancer for, at nogle af de “bedste” bukke sætter op i medaljeklassen, specielt hvis de afskydes i de gode gevirår.

Jeg har med succes brugt model 2, hvorfor jeg vil anbefale den til andre råvildtforvaltere, som vil avle store bukke.

 

Returbukke

Nogen påstår, at returbukke er bukke med lidt alder på bagen, som ikke opsætter en stor opsats mere. Man siger, at bukken er gået retur, og mener, at det kun går ned ad bakke med opsatsdannelsen for denne returbuk, hvorfor mange afskyder denne.

Den almindelige opfattelse af, hvad en returbuk er, vil jeg tillade mig at stille mig tvivlende over for.

Hvis man skal tale om, at bukken er gået retur i forhold til sidste år, må dette betyde, at man har set akkurat den samme buk sidste år, hvilket ikke altid er tilfældet.

Når man taler om returbukke, må man formode, at det er bukke ældre end Seks år. Men da ca. 75 % af de bukke, der hvert år bliver afskudt, er et-to år gamle, kan der i.h.t. en almindelig matematisk udregning ikke være ret mange ”rigtige” returbukke i Danmark.

Hvem siger, at returbukken i det år, hvor den bliver afskudt som returbuk, ikke blot har sat dårligere op, grundet at det netop er et dårligt gevirår? Og hvorfor skal returbukke egentlig afskydes? Og man kan jo roligt fastslå, at afskyder man en buk som returbuk, og denne via diverse kendetegn aldersvurderes til kun at være tre- til fire-årig, så er der formentlig ikke tale om, at bukken er gået retur, men blot en buk, som har sat lidt dårligere op i pågældende år, formentlig grundet et dårligt gevirår eller måske dårlige anlæg.

Hvis man virkelig har kendskab til bukken gennem mange år - og her mener jeg gennem de sidste fem-seks år - og den i denne periode har båret en opsats i medaljeklassen, hvorfor skal den så afskydes? Returbukken giver stadig de gode gener videre og kan stadig beslå hundyr, selvom han måske er blevet fortrængt til et mindre hjørne af det gode revir. I dårlige gevirår vil man formentlig se flere ”returbukke” end i gode gevirår, hvilket rent faktisk betyder, at vi jægere bare kalder bukkene returbukke, hvis de i en ung alder sætter dårligt op.

Udskriv