Råbukke er unikke, da de har en decideret seksualcyklus, der den største del af året gør dem aseksuelle og ganske uinteresseret i hundyrene.
Efter brunstperioden falder indholdet af det mandlige kønshormon testosteron i bukkens blod.
Testiklerne skumper igen ind til normal størrelse.
Så længe testosteronniveauet er lavt, er bukken ikke i stand til at beslå hundyr, ligesom han heller ikke er interesseret i dette.
I foråret direkte påvirket af lyset stiger testosteronniveauet hos bukkene, og interessen for hunkøn vækkes. Samtidig udvises bukkeadfærd som fejning af opsats og for yngre bukke endda kraftige fejninger på træer og buske, mens ældre pladsbukke måske kun nøjes med at duftmarkere det territorium, som han igen ønsker at indtage.
I takt med at testosteronniveauet stiger, som i maj måned når forårets højeste koncentration af testosteron, bliver bukkene også tydeligt mere aggressive over for andre bukke, som forsøger at trænge ind på bukkens territorium, hvilket i sjældne tilfælde kan medføre kampe med dødelig udfald. Nogle bukke er meget aggressive, mens andre er mere tolerante. Bukkens testikler tiltager i størrelse, og han begynder igen at producere sædceller.
Bukken er normalt i denne periode ikke aggressiv over for hundyrene, men nogle bukke kan ikke styre aggressiviteten, hvorfor man også kan opleve, at bukke jager med hundyrene, men ikke så målbevidst som med andre bukke. Men det mest almindelige er, at bukke holder et skarpt øje med hundyr, som færdes på hans territorium.
I samme periode som bukkene kæmper om de gode territorier, sætter (føder) råen sine lam. Råen sætter sine lam i liggende stilling, og det hele er overstået på ca. en halv time, men kan i få tilfælde strække sig over flere timer. Efterbyrden kommer lige efter det sidste lam, og råen vil æde denne efterbyrd. Det normale er, at råen sætter to lam pr. år, men ét eller tre lam er heller ikke unormalt. I meget sjældne tilfælde sætter råen fire lam.
Mælken løber først til patterne på råen lige op til, at lammene sættes. Råen slikker ivrigt på lammene de første par timer efter fødslen (læs om ’kannibalisme’), og det vigtige familiebånd styrkes herved. Lammene vil prøve at komme på benene og forsøge at die og kommer på intet tidspunkt mange meter væk fra råen. Efter nogle timer vil råen sætte lammene af, hver for sig med 20-40 meter imellem og et godt beskyttet sted med høj vegetation, inden hun forlader lammene. De næste par uger er adfærden hos lam og rå den samme, dvs. at råen, efter hun har sat dem af, kommer tilbage til lammene 5-10 gange i døgnet, hvor råen hver gang dier lammene samt slikker og soignerer disse. Råen forsvarer til hver en tid sine lam mod evt. ræve eller hunde, hvis hun kan nå dette.
Lammene lever i starten af deres liv primært af råens mælk, men allerede efter et-to døgn, begynder de langsomt at nippe til lidt grønt, og efter en-to uger begynder de at æde grønt, når de er oppe og stå, mens råen er hos dem.
I den periode, hvor råen har nysatte lam, ser man ikke meget til hende, men efter to-tre uger vil hun blive synlig med lammene, ligesom man tydeligt kan se, at lammene er blevet meget mere mobile, end de var i den første uge.
I perioden slutningen af juli til starten af august starter brunsten. Bukkens koncentration af testosteron i blodet stiger yderligere, og bukkens aggressivitetsniveau følger med. Bukken bliver meget pågående over for råerne, da han går en travl tid i møde, fordi han skal nå at beslå så mange råer som overhovedet muligt. Gennem det meste af sommeren er bukken faktisk i stand til at beslå råerne, men det er altid råen, som afgør, hvornår det er det rigtige tidspunkt. Naturen er så snedigt indrettet, at når råen nu kun kan blive beslået og tage imod bukken i ét højst to døgn, sikrer råen sig, at hun altid har en buk i nærheden, når hun er klar til at blive beslået. Råen har derfor én eller flere forbrunster, som indikerer over for områdets bukke, at nu går det snart løs. En forbrunst varer normalt én eller to dage og kan indtræffe to til tre dage eller helt op til tre uger før den ægte brunst. Grunden til at råen har denne forbrunst, skyldes formentlig, at naturen vil være sikker på, at hun bliver beslået og kan føre arten videre, da råen kun kan blive beslået i en meget kort periode hvert år. Hos elg og kronhjort har man ingen decideret forbrunst som hos råvildtet, men hvis hundyrene hos elg og kronhjort ikke bliver drægtige under den første brunst, gentager brunsten sig efter tre-fire uger.
Efter at råen har startet sin forbrunst, vil hun konstant have en buk i hælene, indtil hun er klar til at tage imod. Inden råen er klar til at tage imod bukken, bevæger råen sig rundt med bukken lige i hælene, og man kan observere, at bukken ligesom forsigtigt stanger hende i bagkøllerne for at holde hende i gang. Bukken er fuldstændig ligeglad med omgivelserne, hvorfor man kan se en normalt meget sky buk eller en større buk, man aldrig tidligere har set, holde sig i nærheden af råen og kun have sin opmærksomhed rettet mod hende, selvom han har registret menneskets tilstedeværelse. I timerne op til bukken får lov at beslå råen, løber råen som regel i mindre og mindre cirkler, enten omkring en busk eller i en lille cirkel på et brakstykke, som bliver trådt op, hvilket kaldes en heksering. Når råen er klar til at blive beslået, stopper hun op, og parringen finder sted. Selve parringen er meget kort og varer ca. 10 sekunder, men til gengæld fortages denne parring igen og igen i det døgn eller to, hvor råens brunst varer. I starten af råens brunstdøgn foretages jævnlige parringer, mens disse intensiveres indtil råen er på toppen af sin brunst, hvor parringerne er meget hyppige.
Efter at bukken er færdig med at beslå råen, fortsætter han med at lede efter andre råer, som han kan beslå. Råen slutter sig til sine lam igen, efter hun er blevet beslået, og afhængig af sættetidspunktet fortsætter råen faktisk med at die lammene helt ind i oktober måned.
Råen har som den eneste hjorteart, det man kalder forlænget drægtighed. Dvs. at efter råen er blevet beslået, går der ca. fire-fem måneder, før fostrene begynder at udvikle sig. Det eller de befrugtede æg svæver rundt i hundyrets livmoder uden at sætte sig fast, ligesom de ikke udvikles. Først ved årsskiftet sætter den eller de befrugtede æg sig fast til livmodervæggen.
Brunstperioden tærer hårdt på bukken, hvorfor han efter brunsten som regel har haft et betydeligt vægttab, ligesom han er tydelig udmattet. Bukken bevæger sig ikke så meget i denne periode og prøver ihærdigt at komme til kræfter igen, men er stadig territoriehævdende. Råvildtet begynder efterårsfedningen, som er en meget vigtig periode, og som har direkte indvirkning på råvildtets sundhedstilstand det efterfølgende forår.
Først i september begynder kønshormonerne igen at falde, ved at blodets indhold af testosteron mindskes, samtidig med at bukkens tidligere aggressive adfærd for at forsvare sit territorium går stærkt ned ad bakke. Bukken bliver aseksuel, testiklerne skrumper ind. I november er bukkens indhold af testosteron i blodet på det laveste, og bukken er i den inaktive fase af sin brunstcyklus. Bukken kan nu acceptere andre bukke, ligesom han kan begynde at gå med i spring.
{backbutton}