Hvis man forvalter en råvildtbestand, er det normalt, at man omtaler råvildtet, der står på ens revir, som ens eget råvildt. Vi tager for givet, at fordi råvildtet står på vores matrikel det meste af året, tilhører det også os. Man hører også tit fra store jordbesiddere, at naboerne sidder og afskyder ”deres” råvildt, lige så snart det kommer ud på naboens areal. Selvom naboen måske kun har 5-10 ha til rådighed, kan han jo også have lavet en masse gode tiltag for råvildtet, hvorfor han også burde være i sin gode ret til at kalde råvildtet for hans.
Da råvildtet ikke kender til matrikelgrænser eller naboskel, færdes råvildtet også tit på kryds og tværs af disse skel.
For nogle år siden var der en stor diskussion i stort set alle jagtmedier om en kæmpe guldbuk, som blev skudt i Værebro Ådal. Det, der formentlig gjorde bukken til det store samtaleemne med forskellige meningsudvekslinger i jagtmedierne, var fordi, det var en kæmpe guldbuk på 161,2 CIC-point. Havde det været en almindelig lille buk, var der ingen, som ville have brugt fem minutter på denne buk.
Men reglerne om, hvem der ”ejer” råvildtet, er ret klare. Så længe råvildtet er i live, er der ingen som ejer dette. Det er først, når råvildtet er forendt, at det juridisk set har en ejermand. Hvem der har skudt det sidste skud til dyret, eller for den sags skyld, hvem der har afgivet det dræbende skud, er ganske uinteressant i juridisk forstand. Dér, hvor dyret forender, er det altid jordbesidderen eller den jagtberettigede, som juridisk set ejer dyret – så ligetil er det.
Derfor var det en helt unødig diskussion, som var i jagtmedierne i sin tid, da man her bl.a. diskuterede, om den ene eller den anden havde skudt først eller sidst eller slet ikke havde ramt dyret.
Levende råvildt har ingen ejermand.
Når dyret er forendt, er det altid jordbesidderen eller den jagtberettigede, som juridisk set ejer dyret.
{backbutton}