Man kan selvfølgelig altid øve sig på råvildtet ved at pürsche sig ind på det ved enhver given lejlighed. Men ved denne metode stresser man også råvildtet unødigt, da jeg formoder, at missionen ikke altid vil lykkes. Man kommer måske frem til råvildtet uden at blive opdaget, men det sværeste er altid at komme væk igen, uden at råvildtet registrerer ens tilstedeværelse. Det stresser råvildtet lige meget, om jægeren opdages, mens han er på vej mod råvildtet, eller mens han forsøger at bevæge sig væk fra råvildtet.
Alle ved, at råvildtet har en fantastisk lugtesans, hvorfor det er fuldstændig ligegyldigt, hvor godt kamufleret man er, eller hvor lydløst man kan bevæge sig i terrænet, hvis man ikke har gode vindforhold.
Derimod er pürschtræning på fasaner utroligt lærerigt, ligesom det også er meget svært. Det er muligt, at nogen trækker lidt på smilebåndet over for denne påstand, men hvis man ikke tidligere har forsøgt at pürsche sig ubemærket ind på en afstand af 10 meter til en årvågen fasan, så lad os diskutere sværhedsgraden af dette, når man har forsøgt det. Hvis du bliver så dygtig til at kunne pürsche, at du kan komme inden for en afstand af 10 meter til en årvågen fasan, kan du gøre øvelsen endnu sværere. Nu går ”træningen” ud på at komme væk fra fasanen uden at blive opdaget.
Man kan selvfølgelig altid komme tættere på fasanerne ved foderpladserne eller fasanudsætningerne, da fasanerne her forbinder mennesket med føde - specielt hvis de er sultne - så det er ikke her, man bliver dygtig til at pürsche.
Al pürsch bør foregå i langsomt tempo – og med langsomme bevægelser!
{backbutton}