Søg og du skal finde

Lok pladsbukken frem

At lokke en pladsbuk frem uden brug af et bukkekald er muligt med den rette teknik. Det kræver, at man har placeret sig i god vind i skjul bag en busk. Herefter kan man lokke pladsbukken frem mod én, således at bukken ikke får færten af én. Hvis man sidder bag en busk i et område, hvor man måske har set bukken forlade brakstykket 50 meter ude, og man ikke har mulighed for at pürsche sig nærmere bukken, kan man starte med at tage en pind og skrabe i jorden. Den skraben, man laver med en pind i jorden, skal lyde som om, der på det samme sted står en anden buk og skraber i jorden. Det kræver selvfølgelig, at bukken ikke er bekendt med ens tilstedeværelse bag ved busken. I kraft af bukkens fantastiske høresans vil den kunne høre denne skraben af pinden mod jorden og vil tro, at det er en anden buk, som står et eller andet sted og skraber i jorden, mens den fejer eller duftmarkerer på en busk. Skrab lidt og hold en lille pause. Skrab lidt igen og hold igen en lille pause osv. Det er vigtigt, at du kan se ud til bukken, som kan komme tæt på meget hurtigt, hvorfor det normalt er nødvendigt med ansigtsmaske og handsker. Man kan også forstærke lokkemidlet ved at ruske kraftigt i busken, så det ser ud som om, der står en buk og fejer op ad den busk, du sidder ved. Hvis pladsbukken både ser busken bevæge sig samtidig med, at den hører din skraben i jorden med pinden, vil den være overbevist om, at der står en anden buk på dens revir, hvorefter den som pladsbuk bliver nødt til at undersøge sagen nærmere og derfor kommer over til dig. Langsomme bevægelser er nødvendige, ligesom man skal falde meget ind i omgivelserne, da bukke vil fokusere på dig og busken. En ældre pladsbuk kan godt finde på at gå i en bue over til dig, da dens livserfaring har gjort den meget forsigtig over for alle ting, som den umiddelbart ikke kan se eller lugte.

Skraben med pinden og rysten af en busk kan bruges som lokkemiddel i hele bukkejagten.

{backbutton}

Udskriv E-mail