Den dag, at bukkefeberen ikke kan få ram på en bukkejæger eller en anden trofæjæger, siger mange, at man skal stoppe med at gå på jagt. Dette skal dog ikke tages bogstaveligt, men der er alligevel lidt om snakken. De fleste nyjægere vil som regel opleve denne bukkefeber, uanset om de skyder til en lille buk eller et hundyr. Senere, når de har skudt mange bukke, hundyr og lam, vil bukkefeberen stadig kunne mærkes i forskellig grad, specielt når de står over for store trofæer. Bukkefeberen skal man bestemt ikke skamme sig over, da den netop bekræfter, at vi ikke er maskiner, og at vi er 100 % engageret i det, vi foretager os, når vi går på jagt.
Ved de hurtige skud, hvilket vil sige, hvor man ikke får så lang betænkningstid, fra man ser dyret, til man faktisk afgiver skuddet, kan man være heldig, at man overhovedet ikke får bukkefeber. I disse tilfælde vil bukkefeberen formentlig komme umiddelbart efter, at man har skudt dyret. Hvis man derimod på meget lang afstand kan se ens drømmetrofæ, og man måske har brugt en halv time på at kravle og mave sig af sted gennem skovens herlige og til tider fugtige vegetation for at komme på skudhold, uden at bukken har registreret ens tilstedeværelse, og pludselig opdager, at man er inde på forsvarligt skudhold. Ja, så kommer pulsen hurtigt op på de 200 pulsslag (hvis den ikke allerede er kommet derop under pürschen), og man kan fornemme ens hænder, ben, ja, endda hele kroppen ryster samtidig med, at man sveder som en hest - bukkefeberen har helt godt fat i én. Man kan blive angrebet af bukkefeberen i forskellige grader. Jeg har oplevet jægere, som blev helt stakåndet, og hvor hele kroppen rystede voldsomt, hvilket er herligt, da man ikke kan skjule, at man har bukkefeber, og bestemt heller ikke skal forsøge at skjule den. Det er i min verden livsbekræftende og dejligt at se, at jagten kan påvirke voksne mennesker så meget, at de ryster over hele kroppen mod deres vilje. Der er kun én rigtig ting at gøre, når man har fået bukkefeber, og det er at lade være med at afgive skuddet, før man igen har fået styr på sin krop og er sikker på, at man kan sætte en god præcis kugle.
Skal man sige noget negativt om bukkefeberen, så har den det som regel med at komme på det mest ubelejlige tidspunkt under jagten, nemlig lige før man skal afgive et skud.
Man skal aldrig fortryde et skud, man ikke afgav – derimod kan man mange gange fortryde et skud, man har afgivet.
{backbutton}