Man skal altid bestræbe sig på at have fast anlæg, når man skyder til råvildtet med jagtriffel. Jo bedre fast anlæg man har, des mere præcis kugle kan man som regel placere i dyret. Fast anlæg kan fås i mange jagtsituationer, hvis man hele tiden er forberedt og spejder efter at finde et sted med fast anlæg under pürschen. Det kan være et stengærde i skoven, en stor sten i skovbunden, et væltet træ, et stød i skoven, eller et af skovens træer, som kan hjælpe med at give en ordentlig anlæg. Uanset hvilken skydestilling man vælger, er det vigtigt, at man har afprøvet denne skydestilling før og derfor ved, at man kan placere en god kugle i denne skydestilling på en given afstand.
Siddende skydestilling er også en mulighed, hvis man ikke kan få fast anlæg op ad noget og f.eks. står midt på en brakmark, og det er her og nu, man skal skyde. Denne skydestilling er også effektiv, men kræver meget træning, før den praktiseres på længere afstande.
Liggende skydestilling med eller uden støtteben er en god skydestilling, hvor man kan afgive et rimeligt præcist skud. Dog kræver det, at vegetationen er lav, hvorfor denne skydestilling ikke bruges så meget under bukkejagten, men mere efter markerne er høstet og i forbindelse med regulering af efterårsdyrene. Jeg foretrækker liggende skydestilling med støtteben, hvor dette kan lade sig gøre, da jeg føler, at jeg i denne skydestilling kan holde trådkorset mere stille. Fritstående skydestilling til råvildt på længere afstande skal man afholde sig fra, hvis man ikke har trænet denne disciplin rigtig meget på skydebanen. Herved menes der ikke kun træning alene, men også at man hver eneste gang kan placere kuglen inden for en cirkel på størrelse med en lille knytnæve. To vigtige faktorer inden for skydning til levende vildt er 1) selvtillid og 2) at man kender ens egne begrænsninger. Det er ikke på den fri vildtbane, at man skal prøve sig frem. Det er selvfølgelig på skydebanen, man skal prøve at flytte grænserne.
{backbutton}