Søg og du skal finde

Farvning af trofæer

Hvis man har givet opsatsen kunstig farvning, vil den altid få nul ud af fire point i farve, uanset hvor godt man har farvet opsatsen.

De fleste jægere har ikke et ønske om at nedlægge bukke i bast. Når der er tale om afskydning af syge eller dårlige dyr, er opsatsen som regel uinteressant, også selvom denne skulle være i bast.

Man kan komme ud for, at man, efter man har nedlagt en buk, opdager, at den mangler at feje det sidste af basten omkring rosenkransen og måske lidt på den nederste del af middelstangen, lige før den går over i rosenkransene. Her kan man godt tage det sidste bast af og evt. farve det område, som basten har dækket. Men man skal være klar over, at ved en senere opmåling af opsatsen, vil den få nul ud af fire point i farve, hvorimod den måske havde fået et eller to point ved en opmåling, hvor opsatsen mangler lidt farve ved rosenkransene.

I England og Skotland må man jage bukke i april måned, hvorfor man ofte kan komme ud for at selv større medaljebukke stadig er i bast. Udover at det er lettere at jage bukkene i april måned, bl.a. grundet den manglende dækning af vegetationen, kan man på udvalgte jagtterræner både i Skotland og specielt i Sydengland skyde kæmpebukke, som ikke er begyndt at feje basten af. Det er specielt i disse tilfælde, at en flot udført farvning af opsatsen, efter basten er taget af, virkelig kommer til sin ret.

Et eller andet sted virker det i mange jægerører lidt ”forkert” at afskyde bukke i bast. Nogen siger, at bukken skal være færdigfejet, før de ”udfordrer” bukken på den frie vildtbane. Men da bukken ikke er udstyret med en jagtriffel i kaliber 30-06 med den nyeste Zeisskikkert med afstandsmåler osv., er det i mine øre lidt overdrevet, når vi siger, at vi ”udfordrer” bukken. Men det er en helt anden diskussion.

Når vi taler om at aftage basten, er det en forudsætning, at opsatsen under basten er færdigdannet, dvs. opsatsen er hård og forbenet, og det derfor kun er bukkens stadie i dens seksualcyklus, som har gjort, at den ikke er begyndt at feje basten af endnu.

Kaliumpermanganat 100 % er en kemisk forbindelse af kalium, mangan og ilt. Kaliumpermanganat bruges som iltningsmiddel i organiske reaktioner og synteser, som blege- og rengøringsmiddel og som lugtfjerner. Når man arbejder med kaliumpermanganat skal dette foregå i ventileret rum eller udendørs, da kaliumpermanganat er giftigt – ved indtagelse af blot 10 gram kan stoffet være dræbende. Dog finder man antagelig tids nok ud af, at stoffet ikke er spiseligt, når man opdager, at det ætser hud og slimhinder. Selv om spildt kaliumpermanganat ikke kommer i direkte kontakt med mennesker, skal man være opmærksom på, at indånding af støv giver svie i luftvejene, hoste og åndedrætsbesvær. Hvis stoffet kommer i kontakt med hud, f.eks. hænder, så sørg for at fjerne det værste med noget papir og derefter skylle godt efter med vand. Stoffet farver utrolig meget og kan ikke fjernes med vand. Derfor skal det slides væk. Hos materialisten kan man købe en 100 ml kaliumpermanganat i 3 %opløsning, hvilket er, hvad man skal bruge til farvning af opsatsen. Man skal også bruge en lille skål samt to-tre forskellige størrelser bløde pensler. Plastposer, som kan dække/beskytte dyrets kranie under farvningen af opsatsen, er en god ide. Jeg vil anbefale, at man har plasthandsker på, når man arbejder med kaliumpermanganat, ligesom køkkenrulle og rent vand i nærheden er at foretrække, hvis der skulle ske uheld. Opsatsen lægges i vand en-to dage, hvorefter basten er let at fjerne (evt. ved hjælp af en lille kniv). Hele kraniet samt opsats afkoges og opsatsen vil herefter fremstå som hvid. Efter afkogningen skal opsatsen kun tørre lidt, hvorefter den kemiske proces kan begynde.

Selve farvningen af opsatsen tager ikke lang tid, men man skal passe på ikke at dryppe kaliumpermanganat på dyrets kranie, da det ikke er til at fjerne bagefter. Ligesom det færdige resultat bliver det bedste, hvis man tager sig tid til farvningen af opsatsen. Kaliumpermanganat smøres på opsatsen, som hurtigt og let suger farven til sig. Den rød-violette farve ændres efter lidt tid til en smuk brun farve. Farvningen foretages over flere gange, og for hver gang, man påfører et nyt lag oven på et andet lag, bliver farven mere brun. Tag evt. et andet trofæ og se, hvor den lysebrune og mørkebrune farve er på en almindelig opsats, og forsøg så at ramme farverne, så de bliver så naturtro som muligt. Lad flere gange opsatsen ”tørre” et par minutter, før du påfører et nyt farvelag.

Hvis man vil have, at opsatsen skal have hvide sprosser, skal man selvfølgelig ikke påføre noget kaliumpermanganat på sprosseenderne. De steder, hvor man vil have en lysebrun farve på opsatsen, smøres kun ét, måske to lag kaliumpermanganat på. Der skal påføres flere lag kaliunpermanganat, jo mørkere man vil have opsatsen.

Hvis man evt. har en spidsbuk i bast, som også skal farves, vil jeg stærkt anbefale, at man først øver sig på denne, før man kaster sig over farvningen af et guldmedaljetrofæ fra Sydengland.

Hvis man bliver bidt af denne ”farvning af trofæer” og man evt. skyder mange bastbukke i løbet af året, kan man eksperimentere og lave forskellige farvevarianter ved at tilsætte farvestoffer i kaliumpermanganatet.

Jeg har valgt den lette løsning, når jeg nogle gange skulle have farvet en opsats, nemlig at benytte fagfolk på området. Hermed mener jeg  autoriserede konservatorer og andre, som i dagligdagen arbejder med trofæer i alle henseender.

{backbutton}

Udskriv Email