Søg og du skal finde

Trofæjagt

Trofæjagten er i de fleste tilfælde blot en videreudvikling af den almindelige riffeljagt på råvildtet. Mere avler mere, som man populært siger, hvilket jeg vil mene passer på de fleste riffeljægere.

Ordet trofæjagt klinger ikke så godt i manges ører, men i virkeligheden er de fleste riffeljægere trofæjægere af en eller anden grad. Hvis vi tager et tænkt eksempel, hvor vi er inviteret på riffeljagt og sidder i et tårn med riflen klar og venter på, at råvildtet skal komme på skudhold på en trykjagt eller bevægelsesjagt. Pludselig springer fem stykker råvildt ud på brakstykket, 75 meter fra tårnet, og stiller sig alle med bredsiden mod tårnet i forlængelse af hinanden. Det er en gammelrå med ét rålam, ét smaldyr, en pæn spidsbuk og en seksender i medaljeklassen. Straks tænker man på, hvad jagtlederen sagde under parolen, og man husker tydeligt, at han sagde ”der må skydes lam og bukke uanset størrelse”. Jeg er sikker på, at samtlige jægere, som bliver bragt i den tænkte situation, vil skyde seksenderen i medaljeklassen. Men hvorfor skyder vi ikke lammet, da det jo er det suverænt bedste kød? Hvorfor skyder vi ikke den pæne spidsbuk i stedet for seksenderen i medaljeklassen, og meddeler efterfølgende jagtlederen, at han selv skulle gå ud og skyde seksenderen i medaljeklassen?  Jo, fordi vi alle er trofæjægere, når det kommer til stykket.

Efter at man har gået på jagt i rigtig mange år, og derved haft muligheder, held og dygtighed til at nedlægge flere bukke, melder lysten sig mange gange til, at man godt kunne tænke sig at skyde medaljebukke. Først én, så to og efterhånden kommer man op på et antal skudte medaljebukke gennem flere år. Når man har skudt mange bukke og begynder at få interesse for at skyde medaljebukke, begynder det at koste rigtig mange penge.

Der er ikke nok medaljebukke i Danmark til at dække den øgede efterspørgsel, hvorfor der søges mod udlandet. Der er faktisk gået industri i at producere medaljebukke til pengestærke købere, hvilket i øvrigt også gælder for både kron- og dåvildt.

De fleste bukkejægere, som har skudt mange medaljebukke, er jægere, som har gået på jagt hele livet, og som i deres voksne liv driver et erhverv, hvor de tjener godt og derved har muligheden for at fortsætte med at gå på riffeljagt, blot på de store medaljebukke. Disse personer køber eller lejer sig ind på jagtejendomme, hvor de store bukke står og skyder vel en-tre medaljebukke om året. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg misunder disse mennesker, som har de økonomiske midler til at jage disse medaljebukke, og vel at mærke ligesom os andre har gået den lange vej med bondemandsjagt, strandjagt, osv., fra de var helt unge.

Jeg har skrevet andet steds i denne bog, at der ikke findes nogen genveje til at lave medaljebukke, hvilket også er sandt. Men der er bestemt genveje til at skyde medaljebukke, forudsat at man er velhavende og vil betale for ydelsen.

I dag kan man faktisk tage et tredages jagttegnskursus i marts/april, hvorefter man dagen efter går til riffelprøve og består. Dvs. at man teoretisk inden for en uge kan erhverve jagttegn og tilladelse til at gå på riffeljagt, uden at kende de mest elementære grundbegreber om at færdes i naturen og det at gå på jagt. Et tænkt eksempel vil mange læsere nok påstå, men fakta er, at jeg har ført riffeljægere rundt på et terræn, som pludselig er stoppet op under en bukkepürsch og forskrækket har spurgt mig, hvad det var, der ligesom gøede som en hund længere fremme i skoven. Ja, det var såmænd bare et rådyr, som smældede, hvilket de aldrig havde hørt før. De var iklædt det dyreste jagttøj, Zeisshåndkikkert med afstandsmåler, blazerriffel med Zeisssigtekikkert med afstandsmåler, og riflen havde fantastiske indgraveringer, osv. Da det var personer omkring 35-40 år, havde jeg en forventning om, at det ikke var første gang, de var på jagt, men jeg tog fejl. Jeg nævner ikke dette for at hænge nogen ud, men blot for at understrege, at det i dag faktisk er meget almindeligt først at tage jagttegn som voksen, modsat i gamle dage, hvor man begyndte at gå på jagt som helt ung. De omtalte nyjægere på 35-40 år var utrolig rare og behagelige mennesker, som først er blevet interesseret i jagten som voksne. Vi havde nogle rigtige gode og sjove dage i skoven, og der blev dømt bukkefeber over hele linjen.

Når der kommer penge i trofæjagt, ændres jagtformen mange gange til en jagtform, som både jægere og ikkejægere har svært ved at forstå meningen med, og som bestemt ikke gavner sagen på længere sigt.

I mange lande arbejdes der ihærdigt på at kunne tilfredsstille kravene for de pengestærke jægere, som kommer på jagt på deres revir. Der gøres alt for at fremstille medaljebukke til kunderne, som er villige til at betale enorme beløb for at skyde medaljebukke. Selvom mange revirer udtaler, at de aldrig kunne drømme om at fodre vildtet, finder man alligevel velbesøgte foderhuse på disse revirer, og i nogle lande er der ikke så strenge regler for, hvad man må tilsætte i foderet osv.

Nutidens jægere har forandret sig meget i forhold til vores bedsteforældre. Jagten som livsstil kommer helt til at forsvinde, og man kan frygte, at den store efterspørgsel, der er på medaljebukke, udnyttes af andre, som vil score den store profit ved bl.a. at hormonbehandle sig frem til store trofæer. Disse ”kunstigt” fremstillede dyr med store trofæer bliver efterfølgende placeret i områder, hvor kapitalstærke jægere kan nedlægge deres drømmetrofæer.

I dag er det muligt på internettet i bl.a. Tyskland at se billeder af det dyr, som man har tænkt sig at nedlægge. Man bestiller dyret, som var det en pizza fra det nærmeste pizzeria. Den eneste forskel er, at man bliver nødt til at møde op, da dyret ikke leveres til døren. Via internettet kan man udvælge den hjort som man vil skyde. Hjemmefra dagligstuen bliver man bekendt med alder, antal sprosseender, formodet trofævægt osv. Herefter er det bare at aftale den dag man kommer på ”jagt”. Her sørger sælgeren for, at man får lidt pürsch rundt i terrænet, hvorefter man kommer frem til dyret, som nedlægges. Denne form for jagt er ikke forbudt, men ganske usmagelig, hvorfor vi jægere skal gå forrest i protesten mod disse opdrætsstationer. Jeg er ikke i tvivl om, at disse opdrætsstationer er kommet for at blive, medmindre der kommer en lovgivning, som forbyder dette.

I foråret kan man stå uden jagttegn eller uden nogensinde at have deltaget på en jagt, som klapper/driver. Herefter kan man på en uges tid erhverve sig et jagttegn samt riffeltilladelse, hvorefter man kan tage til f.eks. Ungarn og afskyde 30 medaljebukke på nogle få dage – bare man vil betale prisen.

Jeg er bestemt ikke modstander af trofæjagt, tværtimod. En jæger, som har brugt hele sit jægerliv på at have skudt omkring 200-300 bukke, hvoraf 1, 5, 10, 20, 30, 40 eller måske 50 er medaljebukke, misunder jeg, ligesom alle andre jægere formentlig gør. Jeg ved, hvor mange timer, der er lagt i at få skudt disse bukke på forskellige jagtrevirer, da man skal huske på, at der ikke nedlægges en buk på hver pürsch, og slet ikke når vi taler om medaljebukke.

For de, som måtte være interesseret, har jeg samlet tekniske data over de 25 største bukketrofæer, som er nedlagt i verden indtil år 2010.

De danske bukke ligger i bunden af listen og er med Peter Zobel’s og Jørgen Rasmussen’s danmarksrekord på 172,20 CIC-point end ikke repræsenteret på listen over de 100 største nedlagte og CIC-opmålte bukke i Europa.

Der er ingen tvivl om, at Storbritannien er landet med de største bukke, da de besætter 1.-, 3.-, 4.-, 6.-, 7.-, 14.- og 20.-pladsen på listen over de 25 største CIC-opmålte bukke, som er skudt og opmålt verden over.

På listen er det interessant, at Serbien kan presse sig ind på en 2.-plads med en buk skudt i 2009 og opmålt til 277,13 CIC-point. I forbindelse med efterspørgslen på kæmpebukke er det tankevækkende, at forskellen på Serbiens største og næststørste buk er ca. 70 CIC-point…! Forskellen på de forskellige bukke i alle andre europæiske lande springer med CIC-point fra 1/10 til et par CIC-point mellem de 25 største bukke i de respektive lande. Den næststørste buk i Serbien er i 1985 opmålt til 207,25 point. Den 3.-største buk, som er skudt i Serbien, er fra 1991 og er på 186,650 point.

Jeg siger ikke, at serberne har snydt ved at have ”opfostret” den serbiske kæmpebuk på 277,13 point med kraftfoder tilsat store doser af  kød- og benmel/fiskemel, hormonsprøjter, elastikker om testiklerne og andre frastødende ting, eller at den er opdrættet i et mindre hegn og flyttet til et andet revir, hvor den blev nedlagt. Eller at den i levende live ville være blevet taget i en dopingtest, hvis den havde stillet op til det årlige Tour de France. Jeg undres blot over, hvordan én eneste buk ud af alle andre bukke i Europa kan skille sig så meget ud fra mængden. Sluttelig må jeg også have med, at hvor ville jeg dog gerne have skudt denne kæmpebuk!

{backbutton}

Udskriv Email