At pürsche, eller at snige sig ind på et rådyr, kræver utroligt meget af jægeren. Mange vil påstå, at det ikke er svært at pürsche, da de har skudt rigtig mange bukke på pürsch. Men har det ikke været bukke, som man tilfældigt er stødt på under pürschen? Og er det ikke også generelt yngre bukke, som er nedlagt?
At have kendskab til en ældre pladsbuk og efterfølgende kunne pürsche sig tæt på den i dens kerneområde, uden at den registrerer ens tilstedeværelse, kan kun udføres af meget få jægere. Dette kræver nemlig mange års færden i naturen og nøje kendskab til råvildtets adfærd og døgnrytme. Udover de basale ting som vindretning og lign. kræver det nemlig også, at man kan aflæse terrænet. Man skal vel at mærke kunne aflæse terrænet set med råvildtets øjne. For at kunne gøre dette, skal man have indgående kendskab til råvildtets adfærd og faktisk kunne ”tænke” som den ældre pladsbuk, man netop er ude for at jage. At finde denne ældre pladsbuks forskellige tilholdssteder gennem det meste af dagen og efterfølgende kunne pürsche sig ind på skudhold af denne lykkes ikke hver gang, det forsøges, ligesom man heller ikke kan læse sig til dette. Kun flere års forudgående færden i naturen og nøje studier af råvildtets adfærd er nøglen til succes under pürschen efter den ældre pladsbuk.
Når alt går op i en højere enhed, og det lykkes at pürsche sig rundt i den ældre pladsbuks revir og til sidst nedlægge netop den ældre buk, som man havde udset sig, ja – så er det bukkejagt i topklasse. Tilfredsstillelsen efter en sådan jagtoplevelse kan ikke beskrives med ord – det skal opleves.