Søg og du skal finde

Bukkejagt - drømmen og kæmpebukken

Råvildtjagt fascinerer de fleste riffeljægere.

Specielt bukkejagten og forventningens glæde op til bukkejagten kan ikke forklares med ord, men skal opleves. Mange, som ikke går på jagt, kan ikke forstå, hvad der driver os mænd, og heldigvis også flere og flere kvinder, når vi i måneder forbereder os til den 16. maj.

Ikke bare bukkejagten, men også ugerne op til bukkejagten må være ulidelige for vores ægtefæller og børn, da alt kun handler om bukkejagt. Man er på jagtreviret så ofte som muligt for at kigge på bukke, opsætte stiger og tårne, beskære, lave pürschstier og lign., og man kommer sent hjem om aftenen.

Bukkejagt og specielt den 16. maj er derfor den bedste dag på året for alle inkarnerede bukkejægere. Men ligeså sikkert er det også, at samme dag og periode i de fleste hjem ikke nydes med samme glæde af resten af familien.

Hvad er det, der får voksne mennesker til at stå op kl. 04 og gøre sig klar til at gå på bukkejagt – dag efter dag? Efter morgenpürschen går man på arbejde, hvor man dagen igennem snakker i telefon med alle andre bukkejægere, man kender, for at høre, hvad han/hun har set om morgenen på bukkejagten.

Ved fyraften køres der igen direkte på bukkejagt, og når man kører hjem efter solnedgang, kan man lige nå at ringe til ens kammerater for at høre, hvad de har set på eftermiddagens og aftenens bukkejagt. Klokken bliver omkring 24, før man lægger sit hoved på puden, og man drømmer sødt om ”kæmpebukke”, som pludselig træder ud af remisen.

Man vågner med et sæt uden at vide, hvor man er, når vækkeuret ringer kl. 04. Man føler, at man kun har sovet i to minutter. Selvfølgelig er man dødtræt, da man jo kun har sovet i fire timer, men efter at have taget noget koldt vand i hovedet, er man lynhurtig påklædt. Man smører hurtigt madpakken, mens kaffen løber gennem kaffemaskinen. Kaffen hældes på den kamuflagefarvede kaffekande, og kl. kvart over fire er man listet ud af huset uden at have vækket familien, og man er på vej  til jagtreviret.

Når morgenens bukkejagt er overstået, køres igen direkte på arbejde. Man ser nu meget træt ud, og arbejdsindsatsen afspejler også dette tydeligt. Hvis man ikke har en arbejdsgiver, som også selv er bukkejæger og derved forstår ens situation, er det muligt, at han lader et par ord falde om, at man rent faktisk får penge for at gå på arbejde. Men pyt, vi kører på bukkejagt igen om aftenen. Det hele gentager sig – i seng kl. 24 og op igen kl. 04. Efterfølgende på arbejde, hvor man nu går rundt som en zombie i en burgerrestaurant, og ens kollegaer kigger mærkeligt på en. Nogle spørger, om man er syg, da man bl.a. har sorte rande under øjnene. Og da man, hver gang man sætter sig ned, falder i søvn, beslutter man sig til ikke at gå på bukkejagt om aftenen. Men efter at have ”sovet” godt på arbejde overvejer man alligevel at gå på bukkejagt om aftenen … osv.

En forklaring på ovenstående handlemåde for en inkarneret bukkejæger kan selvfølgelig ikke forstås, medmindre man selv kan føle intensiteten, den indre ro, flugten fra hverdagen, kærligheden, naturoplevelsen, spændingen og selve passionen i det at gå på bukkejagt i den smukke danske natur.

Vi drømmer alle om, at en ”kæmpebuk” pludselig skal træde ud af remisen, selvom vi ikke i årevis har set en buk sat op over ørehøjde i samme remise. Men drømmen lever, og fantasien får frit løb. Nogle gange lykkes det, og man er meget heldig.

Når vi snakker om heldige jægere, må man betegne den 26-årige dansker Nicolaj Pedersen som en af de meget heldige af slagsen. Nikolaj er med i et jagtkonsortium i Sverige, hvor det er kendt, at der står store bukke på reviret. Nikolaj havde selvfølgelig været i Sverige og kørt rundt på reviret og kigget efter bukke langt tid før, bukkejagten begyndte i august. Han havde også spottet den store buk, men havde ingen idé om, at det var én af verdens største bukketrofæer, han havde set. Efterfølgende må man nok erkende, at jagtgudinden Diana var med Nikolaj på bukkejagt, da han på andendagen i bukkejagten i Sverige i 2010, klokken lidt i seks om morgenen, fik nedlagt en kæmpebuk, som udover at være kæmpestor også var, og stadig er, utrolig smuk. En buk med det hele, som jeg vil tillade mig at kalde én af verdens smukkeste bukke.

Med en middelstangslængde på 32,6 centimeter og en trofævægt på hele 807 gram blev bukken senere opmålt til 230,26 CIC-point.

Nicolaj havde passionen, håbet, drømmene og ikke mindst heldet med sig under bukkejagten i Sverige.

Udskriv E-mail