Søg og du skal finde

Råvildtets evne til at gemme sig

Råvildtet er et byttedyr, hvorfor det er meget sky og tager flugten ved den mindste usikkerhed, da råvildtet kun kan forsvare sig over for andre farer ved at flygte.

Specielt ældre dyr med livserfaring skulle man tro havde en sjette sans for farer.

Yngre dyr kan virke nysgerrige og til tider lidt ”dumme”, da de ofte står længe og kigger på f.eks. en jæger, som peger på dem med en riffel. Dette skyldes selvfølgelig hverken nysgerrighed eller dumhed, men nærmere manglende livs-erfaring.

De fleste bukkejægere har prøvet at pürsche sig ind på en yngre buk, og under pürschen er de kommet til at træde på en gren, som derved knækker. Lyden af den knækkede gren vil ofte blot få bukken til at løfte hovedet og sikre mod det sted, hvor lyden kom fra. Nogle yngre bukke vil endda gå et par skridt i retning af lyden for at få vished for, hvad der har knækket grenen og lavet lyden. Helt anderledes er det med de ældre bukke, da de i ovennævnte tilfælde straks ville tage flugten, og en evt. skudchance ville være spildt. Dette er én af årsagerne til, at der bliver afskudt betydeligt flere årsbukke i løbet af året end ældre bukke.

Jeg kan huske, da én af de dygtigste råvildtforvaltere, vi har i Danmark, Jørgen Rasmussen fra Tåsinge, for mange år siden sagde til mig, at han mange gange kun så de store bukke, efter de var færdigfejet eller i brunsten. Jeg tænkte straks inde i mig selv, at han ikke havde styr på sine bukke, og jeg var bare rigtig dygtig, for det havde jeg jo styr på. Men efterhånden som mine egne bukke fik nogle år på bagen, blev ældre og fik mere livserfaring, måtte jeg bukke mig i støvet og give hr. Rasmussen fuldstændig ret i det, han havde fortalt mig.

Det er nemlig ikke unormalt, at man aldrig ser en gammel buk, eller at han måske meget sjældent giver sig til kende. Netop hans livserfaring har lært ham at leve i det skjulte, hvilket jeg har erfaret, at en gammel buk er ekspert i. Hvis man ikke ved, hvor de store bukke går, er det meget svært at få øje på dem. Jeg har haft ældre bukke, som jeg først så, efter de var færdigfejet, selvom jeg havde brugt rigtig mange timer på at finde dem i bast. Jeg har også haft ældre bukke, som kun blev synlige under brunsten, hvorefter jeg aldrig fik et glimt af dem igen – før næste brunst. Ligesom jeg har haft bukke, som, jeg ikke så det ene år og derfor troede, var døde, hvorefter de året efter dukkede op igen.

Når man har en ide om, hvor den store buk går, bliver man nødt til at intensivere observationerne i dette område for at få et glimt af ham, og alligevel er det ikke sikkert, at man finder ham.

For mange år siden på et kæmpe revir i Tyskland mærkede man råvildtet år efter år. Hver gang én af skovens folk så et rådyr i skoven, kunne de på lang afstand se, hvilket nummer dyret var mærket med, de skrev dette ned, hvorefter det blev registreret i et stort arkiv. Dette stod på i rigtig mange år, og alle data blev samlet, hvilket gjorde, at de, når de holdt større tryk- og drivjagter, kunne aldersbestemme de rådyr, der var nedlagt, og som havde et mærke med et nummer. På den måde kunne de følge med i, om et dyr havde skiftet revir eller andet. Denne registrering gjorde, at man pludselig stod med et afskudt hundyr med et mærke og et nummer, som man aldrig tidligere havde registreret i skoven. Man kunne ikke rigtig forstå dette, da det tilsyneladende var et ældre dyr. Da man gik tilbage i arkiverne, fandt man ud af, at dette dyr var blevet mærket for mange år siden, og for at være helt præcis, var det 11 år siden, det var blevet mærket som lam. Dette dyr var i 11 år aldrig blevet registreret af skovens folk, men havde levet i det skjulte.

{backbutton}

Udskriv Email