I sammenligning med et normalt menneskesyn er råvildtets syn betydeligt dårligere. Råvildtets syn er nemlig monokromt, hvilket vil sige, at råvildtet er det, vi mennesker opfatter som totalt farveblinde. Råvildtet opfatter derfor landskabet som en kontrastfuld gråtoneskala, ligesom vi mennesker opfatter et sort/hvid-foto. Dette skal vi udnytte, når vi driver råvildtjagt, og specielt når vi driver pürschjagt. Ligesom med jagtrifler og riffelkikkerter findes der et kæmpe udvalg af jagttøj på markedet, og som ved så meget andet hænger pris og kvalitet også sammen her. Når jeg taler om kvaliteten af jagttøj, tænker jeg på stofkvalitet, pasform, praktiske lommer, åndbarhed, vind- og vandtæthed, osv., ligesom fabrikantens forudgående test af jagttøjet er afgørende for, om tøjet er brugbart til det formål, det er hjemkøbt til. Noget tøj er fremstillet til at gå på moosejagt i Canada i en halv meter høj sne i mange frostgrader, og uanset hvor lækkert dette tøj er, kan man godt forestille sig, at man skal være iklædt en anden form for beklædning, når man en varm sommerdag i Danmark er på bukkepürsch. For at komme til sagens kerne så skal man føle sig rigtig godt tilpas i sit jagttøj. Om man er til almindeligt grønt jagttøj eller det nyeste udviklede kamuflagetøj, er en smagssag. Når vi taler om almindelig jagt på råvildtet, er det vigtigt at slå fast, at det altid vil være jægerens evne, kendskab til råvildtet adfærdsmønster, vindforhold og tillærte erfaringer, som afgør, hvor tæt man kan pürsche sig ind på råvildtet. Disse evner kan ikke købes for penge. Man ville aldrig kunne komme tæt på råvildtet, selvom man var iført det dyreste sæt kamuflagetøj, inkl. en jagtriffel på den anden side af de kr. 100.000, hvis man under pürschen bl.a. ikke tager højde for vinden, og vinden derfor kommer bagfra jægeren og blæser direkte ned i hovedet på råvildtet. Denne situation kan selv det dyreste jagttøj ikke kompensere for.
{backbutton}