Nogle vil nok mene, at jeg bliver lidt for magelig, når jeg nævner jagtradioer som en del af udstyret til råvildtjagten. Jeg var af samme mening, lige indtil jeg begyndte at bruge jagtradioer (eller walkie talkier som mange kender dem) i mit daglige virke som skytte.
Mageligheden i den måde, vi går på jagt i dag, er allerede indført for rigtig mange år siden. Vi vil have præcisionsrifler, avancerede sigtekikkerter, afstandsmålere, lokkekald til at lokke dyrene tættere på os, så vi ikke behøver at opsøge dem, videnskabeligt udviklet kamuflagetøj, knirkefrit fodtøj, hochstande eller hochsitze hævet over jorden, så råvildtet ikke kan få fært af os osv. Nej, mageligheden i det at gå på jagt ændres ikke, fordi vi også bruger jagtradioer, da mine erfaringer ved brug af radioer i jagtlig sammenhæng er, at det blot højner kvaliteten, organiseringen, jagtoplevelsen og ikke at forglemme – sikkerheden i enhver jagtsituation.
Jagtradioen skal opfattes som det, den er beregnet til, nemlig til at kommunikere med andre i en jagtsituation, hvor disse personer ikke står ved siden af en.
Da jeg for mange år siden undersøgte markedet, fandt jeg ud af, at der faktisk var udviklet radioer til formålet, men de var lidt dyre i forhold til det budget, jeg havde til rådighed i jagtvæsenet.
Selvom jeg var advaret, valgte jeg den billige løsning. Jeg startede med at købe 10 billige walkie-talkier til ca. kr. 300 pr. stk. og håbede, at udstyret opfyldte behovet. Men nej, den lovede rækkevidde enhederne imellem, robusthed eller andet, jeg var blevet stillet i udsigt, da jeg købte disse walkie-talkier, holdt ikke en meter.
På kolde dage kunne fuldt opladede batterier kun holde nogle få timer, og når det regnede eller var meget fugtigt i vejret, virkede halvdelen af walkie-talkierne ikke.
Ret hurtigt måtte jeg erkende, at de billige walkie-talkier, jeg havde investeret i, var ubrugelige til formålet, og de blev derfor lige så hurtigt kasseret.
I mine undersøgelser af markedet, bl.a. ved kontakt til andre svenske skytter, som benytter jagtradioer på deres elgjagter, blev jeg anbefalet at købe ICOM’s jagtradioer, hvorfor nye jagtradioer ved navn ICOM Prohunt F34 straks blev indkøbt.
De nye ICOM Prohunt F34 var betydeligt dyrere, men i disse ICOM-jagtradioer fik jeg lige præcis den jagtradio, som opfyldte alle mine og enhver skytte eller jægers krav, nemlig:
● Brugbar uanset vejrliget.
● Robusthed.
● Lang batteritid.
● God lyd.
● Lang rækkevidde.
● Nem at betjene og meget ekstraudstyr.
Selvom denne bog handler om råvildtet, vil jeg ikke undlade at nævne, at man via jagtradioer under en fasanjagt kan få kontakt til sine stopklappere, klapperkæden, apportørerne og efterapportørerne.
Dette giver, som alle kan regne ud, en gevaldig ro i sindet på den stressede skytte, som er til eksamen, hver gang en jagt afvikles. Ved brug af jagtradioer kan du, som den ansvarlige for jagten, meget let dreje drevet, hvis fuglene har tendens til at komme for meget til skytterne på højre flanke. Hvis det viser sig, at der sidder rigtigt mange fugle oppe i opfløjszonen, er det dejlig nemt at dirigere klapperkæden 30 meter bagud og kun sende én eller to fra klapperkæden frem, så ikke alle fuglene letter på én gang, ligesom hornblæseren kan afblæse såten, præcis når du ønsker dette. Alt dette kan kun gøres, hvis man har en form for kontakt til alle sine hjælpere via jagtradioer, som vel at mærke virker hver eneste gang, man trykker på tasten.
I Danmark findes rigtig mange jagtkonsortier, som vil få megen glæde af et par rigtige jagtradioer, hvorfor jeg kun kan opfordre disse jagtkonsortier til at investere i disse.
På trykjagter burde det være en selvfølge, at alle skytterne også havde en jagtradio på sig.
Af sikkerhedsmæssige årsager kunne den eller de personer, som bevæger sig rundt på reviret for at sætte bevægelse i dyrene, nemt informere hinanden om, hvor de befandt sig, ligesom skytterne, som var placeret rundt omkring på reviret, havde en ide om, hvor disse personer var. Anskyder man et dyr, kan man hurtigt få kontakt til den registrerede schweisshundefører (som selvfølgelig også er på reviret denne dag), og den registrerede schweisshundefører kan hurtigt, ud fra den forklaring som han får af den uheldige skytte over jagtradioen, træffe beslutning om, hvorvidt han skal starte på eftersøgningen nu – eller vente.
Sidder man på en post, hvor der ikke ses noget råvildt, er det meget spændende at lytte og følge med i, hvad ens jagtkammerater oplever på det samme revir.
Når man først én gang har afviklet en riffeljagt på reviret med flere jægere, drivere og registrerede schweisshundeførere, fatter man ikke, hvordan man tidligere har kunnet undvære disse jagtradioer.
På almindelig bukkejagt, hvor flere jægere er på det samme jagtrevir, kan man nemt via jagtradioer orientere hinanden om, hvad man ser eller ikke ser, ligesom sikkerheden i at vide, hvor ens jagtkammerater er på reviret, er betryggende.
Vi kender alle sammen det, at vi er på bukkejagt med to-tre andre jagtkammerater på det samme jagtrevir. Pludselig hører vi et skud fra en af de andre jagtkammerater. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men jeg vil meget gerne vide, hvem der har skudt, og hvad vedkommende har skudt til. Jagtradioerne løser dette problem omgående, så ”mysteriet” hurtigt kan opklares, og man formentlig kan glæde sig på sin jagtkammerats vegne.
De fleste professionelle jagtvæsener i Danmark benytter i dag jagtradioer i forbindelse med afvikling af fasan- og andejagter, trykjagter, regulering af efterårsdyr samt under bukkejagterne. De skytter, som stadig benytter de billige walkie-talkier, har jeg virkelig medlidenhed med og håber, at de i den nærmeste fremtid får overbevidst deres arbejdsgivere om, at de skal skrotte de billige walkie-talkier og investere i ICOM’s eller andre gode jagtradioer.
Efter flere års brug af ICOM’s jagtradioer har jeg kun positive erfaringer med brugen af disse.
Jeg kan ikke udtale mig om andre fabrikanters jagtradioer, da jeg ikke har nok kendskab til disses brugbarhed, robusthed, batteritid, lydkvalitet, rækkevidde eller funktion.
{backbutton}