Søg og du skal finde

Anskudssted, markeringer og opsøg

ANSKUDSSTED
Når vi træningsmæssigt forsøger at efterligne en "anskudsdsted", altså det sted dyret stod da det blev ramt, er det i første omgang vigtigt at hunden har en interesse i de ting som ligger på anskudsstedet. For en jagthund vil stort set alt som stammer fra vildt vække hundens interesse, hvorfor det det sjældent giver problemer. Men vigtigheden af at hunden tydeligt "markerer" dette anskudssted skal trænes grundigt (læs Markeringer).
På et anskudssted vil der altid ligge hår, og kan ligge hudstumper, kødstumper, schweiss, benstumper, knoglemarv m.m., afhængig af hvor dyret er ramt. Som nævnt vil altid være hår ved et anskudssted, men disse kan være svære at finde, da de i blæsevejr kan ligge mange meter værk, fra hvor dyret stod da det blev ramt.
Mange overser vigtigheden af at få undersøgt anskudsstedet grundigt. Man kan sammenligne dert med et gerningssted, hvor politiet skal sikre sig "beviser" eller andre ting, som kan beskrive hvad der er sket. Jo bedre din hund er til at markere, desto hurtigere finder du et anskudssted, også selvom der næsten ikke ligger noget på anskudsstedet.
Da en forløbsskudt buk kan tegne som et bladskud, er det jo vigtigt at man undersøger anskudsstedet først. Hvis det er et bladskud, skulle det være muligt at finde hår (lange hår), schweiss (altså mere end en enkelt dråbe på 3x3 milimeter. Ved et forløbsskud vil man som regel ikke finde meget schweiss, men meget korte hår. Man kan også finde benstumper (meget små dele), og er man heldig vil der også ligge en rørknogle, som dog ikke nødvendigvis ligger i anskudsstedet.
Da der på anskudsstedet kan ligge meget små dele, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, er det vigtigt at vi lærer hunden at lokalisere disse små dele, som selvfølgelig også afgiver fært. Dvs. at ligesom det på sporet gælder om at få hunden til at kunne gå sporet med en så lille færtkilde som muligt, skal vi også lære hunden at kunne finden en lille færtkilde som ét enkelt hår.
Til at begynde med laver vi rimelige tydelige anskudssteder ved hver sporstart. I takt med den sideløbende træning af markeringer, nedtrapper vi schweissen og evt. hår i anskedsstedet.

Nedenfor kan du se hvor forskellig håret ser ud, afhængigt af hvor på kroppen det stammer fra er rådyr.
har fra raavildt

Nedenfor kan du se hvordan nogle af de forskellige knogler fra et rådyr ser ud på.
knogler fra ravildtMARKERINGER
Jeg træner markeringer som en seperat øvelse, og jeg kan se på de mange spor jeg går med hunden, at jo mere jeg træner markeringer, desto flere markeringer får jeg fra hunden på sporet. 
Hvis man har en meget sporivrig hund, altså en hund med en udpræget sporlyst, kan man komme ud for, at hunden opfatter sporøvelsen som en øvelse, som skal udføres så hurtigt som muligt. Hunden tror at når den har fat i sporet, gælder det om at komme ud til enden af sporet så hurtigt som muligt. Sker dette vil hunden trække meget for at komme op i fart, og høj fart i sporarbejdet betyder ofte tab af sporet. Grundet farten og målet om at komme til enden af sporet så hurtigt som muligt, bevirker at sårlejer, schweissdråber m.m. på vej ud af sporet, ikke er interessante, da det for hunden kun gælder om at komme til enden af sporet. Denne uønskede adfærd skal vi prøve at undgå, da den på ingen måde fremmer sporarbejdet.

Den måde jeg træner markeringer på, er som nævnt ved at træne markeringer som en seperat øvelse. 
Jeg bruger:

  • Schweiss
  • Hår 
  • Kødstykker
  • Knoglestumper
  • Hudstykker
  • Biklove m.m.

Når jeg starter markeringstræningen op med en hvalp, lægger jeg rigeligt med schweiss som markering, og intet andet. Det gør jeg fordi jeg har erfaret at de hvalpe jeg har trænet op, ofte troede at det var "mad" de fandt som markering (knoglestumper, kød- og hudstykker), og derfor ofte åd det. Hvis hvalpen eller den unge hund slikker på schweissen, lader jeg dem gøre dette.
Når jeg skal lægge markeringer ud til hunden, går jeg f.eks. af en grusvej i skoven, helt ude til én af siderne på grusvejen. Jeg sørger for, at der til den side hvor jeg vil lægge markeringerne langs grusvejen, er en frodig rabat på et par meter. Når jeg vil lave en markering i den frodige rabat, går jeg et par skridt ind i rabatten, og drypper de første par gange en god mængde schweiss ud (som et anskudssted). Herefter træder jeg ud på grusvejen og går f.eks 20 meter frem, og laver det samme. Disse markeringer laver jeg 4-5 stykker af, og går tilbage og henter hunden i bilen.
Det øvelsen går ud på er, at du først får hunden til at søge i rabatten langs grusvejen (i schweissremmen), hvor du har lavet markeringerne til din hund. Når du kan se at hunden registrerer schweissfærten, før den finder frem til den, roser du behersket hunden (fordi den viser interesse for schweissfærten). Når den står og snuser ved schweiss på jorden, skal du hurtigt men roligt frem til hunden, mens den står og snuser til schweissen. Du holder den fast i halsbåndet (for ikke at hunden flytter sig fra den fundne schweiss), mens du tydeligt tilkendegiver din glæde overfor hunden, så hunden ikke er i tvivl om, at det den lige har fundet, gør dig afsindig glad. Hvis hunden elsker højt belagt smørebrød, får den et stykke af dette, og hvis den elsker godbidder lige så højt, er det en godbid den får. Du skal formidle til hunden, at det at den fandt dette schweiss, er noget som virkelig gør dig glad.
Herefter er det bare videre til næste markering, som hunden søger op, og hele seancen gentager sig. De steder jeg har lavet en markering, skraber jeg lige med hælen "en streg" ude på grusvejen, så jeg har styr på hvor markeringerne i rabatten ligger.
Mængden af schweiss i hver markering nedtrappes stille og roligt, jo mere sikker hunden bliver i markeringerne. Jeg begynder også at lægge hår, kødstykke m.m. ud som markering, jo dygtigere hunden bliver til at markere. Størrelsen på de markeringer jeg laver når jeg træner markerings-øvelsen som en seperat øvelse, den samme størrelse af markeringer lægger jeg et par stykker af, på hvert spor jeg lægger til hunden i samme tidsperiode.
Mange forsømmer at træne disse markeringsøvelser fra starten af, og med tiden skal den reg. schweisshund, efterhånden som den bliver mere erfaren, nok selv markere enkelte dråber schweiss. Men hvorfor ikke lære hunden det fra starten, specielt da det er meget nemt at lære hunden.
Som schweisshundefører er der ikke noget bedre, end hvis du er på eftersøgning efter en anskydning/påkørsel har gået et meget langt spor (uden at finde schweiss eller andet), pludselig oplever at hunden stopper op og begynder at logre med halen, mens den snuser intenst på en lille dråbe schweiss som sidder på et blad i skovbunden. Når dette sker bliver man så glad, da man bliver bekræftet i, at markerings-træningen har virket efter hensigten.

OPSØGET
Opsøget, altså det at hunden selv via sin lugtesans kan finde et anskudssted, bør man træne hunden i, så snart den kan udrede et flere hunderede meter langt spor.
Selvom der på nogle prøver er en tydelig markering af, hvor sporet starter, er det ingen sag for hvalpen eller unghunden selv at kunne finde det sted, hvor sporet starter. Derfor kan du lige så godt, når hvalpen eller unghunden har forstået hvad sporarbejdet går ud på, lære den at opsøge sporstarten.
Den eneste forskel der er på træningen af en markering og et anskudssted (altså der hvor sporet starter) er, at ved træningen i at finde et anskudssted, vil der ud fra anskudsstedet altid være lagt et spor. 
Bliv ikke fortvivlet hvis det ser ud som om hunden søger efter anskudsstedet, og alligevel ikke omgående går i gang med at markere anskudsstedet og straks efter starte sporsøget op. Så længe hunden arbejder på at finde anskudsstedet, skal du ikke gribe ind. Giv hunden tid til at sortere de forskellige færte fra hinanden og bevar roen. Når hunden undersøger de forskellige færte, siger man i fagsprog, at hunden lige skal "læse manualen", inden den først markerer anskudsstet og efterfølgende går i gang med at udrede sporet.

Udskriv Email