Søg og du skal finde

Anskudssted, markeringer og opsøg

ANSKUDSSTED
Når vi træningsmæssigt forsøger at efterligne en "anskudsdsted", altså det sted dyret stod da det blev ramt, er det i første omgang vigtigt at hunden har en interesse i de ting som ligger på anskudsstedet. For en jagthund vil stort set alt som stammer fra vildt vække hundens interesse, hvorfor det det sjældent giver problemer. Men vigtigheden af at hunden tydeligt "markerer" dette anskudssted skal trænes grundigt (læs Markeringer).
På et anskudssted vil der altid ligge hår, og kan ligge hudstumper, kødstumper, schweiss, benstumper, knoglemarv m.m., afhængig af hvor dyret er ramt. Som nævnt vil altid være hår ved et anskudssted, men disse kan være svære at finde, da de i blæsevejr kan ligge mange meter værk, fra hvor dyret stod da det blev ramt.
Mange overser vigtigheden af at få undersøgt anskudsstedet grundigt. Man kan sammenligne dert med et gerningssted, hvor politiet skal sikre sig "beviser" eller andre ting, som kan beskrive hvad der er sket. Jo bedre din hund er til at markere, desto hurtigere finder du et anskudssted, også selvom der ikke ligger noget på anskudsstedet, da selve klovaftrykket med det samme et dyr rammes, udskiller angstfært.
Da en forløbsskudt buk kan tegne som et bladskud, er det jo vigtigt at man undersøger anskudsstedet først. Hvis det er et bladskud, skulle det være muligt at finde hår (lange hår), schweiss (altså mere end en enkelt dråbe på 3x3 milimeter. Ved et forløbsskud vil man som regel ikke finde meget schweiss, men meget korte hår. Man kan også finde benstumper (meget små dele), og er man heldig vil der også ligge en rørknogle, som dog ikke nødvendigvis ligger i anskudsstedet.
Da der på anskudsstedet kan ligge meget små dele, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, eller væsker fra dyret, er det vigtigt at vi lærer hunden at lokalisere disse meget små dele, som selvfølgelig også afgiver fært. Dvs. at ligesom det på sporet, gælder om at få hunden til at kunne gå sporet med en så lille færtkilde som muligt, skal vi også arbejde målrettet på at lære hunden at kunne finden en meget lille "færtkilde", som f.eks. ét enkelt hår.
Når vi allerede mens hunden er hvalp begynder at lave kunstige "anskudssteder"ved sporstart, skal vi selvfølgelig starte med at lave tydelige anskudssteder ved hver enhver sporstart. I takt med den sideløbende træning af markeringer, nedtrapper vi schweissen og evt. hår og benstumper i anskedsstedet.

Nedenfor kan du se hvor forskellig håret ser ud, afhængigt af hvor på kroppen det stammer fra er rådyr.
har fra raavildt

Nedenfor kan du se hvordan nogle af de forskellige knogler fra et rådyr ser ud på.
knogler fra ravildtMARKERINGER
Jeg træner markeringer som en seperat øvelse, og jeg kan se på de mange spor jeg går med hunden, at jo mere jeg træner markeringer, desto flere markeringer får jeg fra hunden på vej ud af sporet. 
Hvis man har en meget sporivrig hund, altså en hund med en udpræget sporlyst, kan man komme ud for, at hunden opfatter selve det at gå et spor som en øvelse, som skal udføres så hurtigt som muligt. Hunden har fået en opfattelse af, at når den har fat i sporet, gælder det om at komme ud til enden af sporet så hurtigt som muligt. Denne kombination af stor sporlyst og fejlindlæring, betyder at hunden trække meget for at komme op i fart, og høj fart i sporarbejdet betyder ofte tab af sporet. Grundet farten og målet om at komme til enden af sporet så hurtigt som muligt, bevirker at sårlejer, schweissdråber m.m. på vej ud af sporet, ikke er interessante, da det for hunden kun gælder om at komme til enden af sporet. Denne uønskede adfærd skal vi prøve at undgå, da den på ingen måde fremmer sporarbejdet.
En af metoderne kan være at gøre markeringer på vej ud af sporet meget interessante. Man kan sige at man laver markeringerne som "delmål", og når det lykkes vil hunden ikke fokusere på, at for hver en pris at komme ud til enden af sporet, så hurtigt som muligt. Hver gang hunden finder et sårleje, eller en dråbe schweiss/hår eller lign., tager man lidt af "spændingen" af hunden, dvs. den begynder at arbejde i et roligere tempo og derved mere kobcentreret.

Den måde jeg træner markeringer på, er som nævnt ved at træne markeringer som en seperat øvelse. 
Jeg bruger:

  • Schweiss
  • Hår 
  • Kødstykker
  • Knoglestumper
  • Hudstykker
  • Biklove m.m.

Når jeg starter markeringstræningen op med en hvalp, lægger jeg rigeligt med schweiss som markering, og intet andet. Det gør jeg fordi jeg har erfaret at de hvalpe jeg har trænet op, ofte troede at det var "mad" de fandt som markering (knoglestumper, kød- og hudstykker), og derfor ofte åd det. Hvis hvalpen eller den unge hund slikker på schweissen, lader jeg dem gøre dette.
Når jeg skal lægge markeringer ud til hunden, går jeg f.eks. af en grusvej i skoven, helt ude til én af siderne på grusvejen. Jeg sørger for, at der til den side hvor jeg vil lægge markeringerne langs grusvejen, er en frodig rabat på et par meter. Når jeg vil lave en markering i den frodige rabat, går jeg et par skridt ind i rabatten, og drypper de første par gange en god mængde schweiss ud (som et anskudssted). Herefter træder jeg ud på grusvejen og går f.eks 20 meter frem, og laver det samme igen. Disse markeringer laver jeg 4-5 stykker af, og går tilbage og henter hunden i bilen.
Det øvelsen går ud på er, at du først får hunden til at søge i rabatten langs grusvejen (i schweissremmen), hvor du har lavet markeringerne til din hund.

  • Du sætter hvalpen igang med at søge i rabatten i en 3-4 meter kort line, og starter op ca.. 10 meter fra hvor du har udlagt et anskudssted (schweissen).
  • Du følger hvalpens søgen i rabatten op mod anskudsstedt.
  • Når du kan se at hunden registrerer schweissfærten, umiddelbart før den finder frem til den, roser du behersket hunden (fordi den viser interesse for schweissfærten).
  • Når hvalpen står og snuser ved den udlagte schweiss i rabatten, skal du hurtigt men roligt frem til hunden, mens den står og snuser til schweissen. Du holder den fast i halsbåndet (for ikke at hunden flytter sig fra den fundne schweiss), mens du tydeligt tilkendegiver din glæde overfor hunden, så hunden ikke er i tvivl om, at det den lige har fundet, gør dig afsindig glad.
    Hvis hunden elsker højt belagt smørebrød, får den et stykke af dette, og hvis den elsker godbidder lige så højt, er det en godbid den får. Du skal formidle til hunden, at det at den fandt dette schweiss, er at sammenligne med at den har fundet din tabte pung, hvori der lå kr. 100.000.
  • Når du er færdig med at rose hunden, trækker du den ud på skovvejen, og ca. 10 meter før næste anskudssted, sætter du igen hunden til at opsøge et nyt anskudssted.

Disse anskudssteds-øvelser kan du lave flere gange om ugen, og hvalpen vil elske det.
I starten er det måske en fordel at hvalpen får færten fra anskudsstedet serveret, dvs. det gør ikke noget at vinden bærer schweissfærten hen til hunden. Men når hunden har lært øvelsen, og ved hvad det drejer sig om, er det vigtigt at det ikke bliver for nemt, hvorfor jeg undgår at vinden kommer mod hunden, ved at tænke mig om, inden jeg udlægger anskudssteder langs rabatten, eller skovkanten.
Ved hver markering jeg laver, skraber jeg lige med hælen "en streg" ude på grusvejen, så jeg har styr på hvor markeringerne i rabatten ligger.

Mængden af schweiss i hver markering nedtrappes stille og roligt, jo mere sikker hunden bliver i markeringerne. Jeg begynder også at lægge hår, kødstykke m.m. ud som markering, jo dygtigere hunden bliver til at markere. Størrelsen på de markeringer jeg laver når jeg træner markerings-øvelsen som en seperat øvelse, den samme størrelse af markeringer lægger jeg et par stykker af, på hvert spor jeg lægger til hunden i samme tidsperiode.
Mange forsømmer at træne disse markeringsøvelser fra starten af, og med tiden skal den reg. schweisshund, efterhånden som den bliver mere erfaren, nok selv "registrere" enkelte dråber schweiss under sporsøget. Fordi at hunden registrerer en schweissdråbe, er ikke ensbetydende med at man ser hundens reaktion, og derfor ikke er vidende om dråbens eksistens. 

Jeg vil derfor anbefale alle at træne markeringsøvelser, da det er nemt at lære hvalpen/hunden, og senere på de praktiske eftersøgninger, er en hund som tydeligt markerer, en fantastisk hjælp
Som schweisshundefører er der ikke noget bedre, end hvis du er på eftersøgning efter en anskydning/påkørsel har gået et meget langt spor (uden at finde schweiss eller andet), pludselig oplever at hunden stopper op og begynder at logre med halen, mens den snuser intenst på en lille dråbe schweiss som sidder på et blad i skovbunden. Når dette sker bliver man så glad, da man får bekræftet at hunden går på den rigtige, og samtidig bliver bekræftet i, at markerings-træningen har virket efter hensigten.

OPSØGET
Opsøget, altså det at hunden selv via sin lugtesans kan finde et anskudssted, bør man træne hunden i, så snart den kan udrede et flere hunderede meter langt spor.
Selvom der på nogle prøver er en tydelig markering af, hvor sporet starter, er det ingen sag for hvalpen eller unghunden selv at kunne finde det sted, hvor sporet starter. Derfor kan du lige så godt, når hvalpen eller unghunden har forstået hvad sporarbejdet går ud på, lære den at opsøge sporstarten.
Den eneste forskel der er på træningen af en markering og et anskudssted (altså der hvor sporet starter) er, at ved træningen i at finde et anskudssted, vil der ud fra anskudsstedet altid være lagt et spor. 
Bliv ikke fortvivlet hvis det ser ud som om hunden søger efter anskudsstedet, og alligevel ikke omgående går i gang med at markere anskudsstedet og straks efter starte sporsøget op. Så længe hunden arbejder på at finde anskudsstedet, skal du ikke gribe ind. Giv hunden tid til at sortere de forskellige færte fra hinanden og bevar roen. Når hunden undersøger de forskellige færte, siger man i fagsprog, at hunden lige skal "læse manualen", inden den først markerer anskudsstet, og efterfølgende går i gang med at udrede sporet.

Mange tolker en hunds opsøg af et spor på en helt forkert måde.  
Når man har anskudt et dyr, undersøger man altid som det første anskudsstedet grundigt. Man bevæger sig rundt i det område, hvor dyret stod da man skød til det, og afsætter selv en masse fært i skovbunden. Det sker også at man ubevidst kommer til at træde i lidt schweiss, maveindhold, eller måske blot lidt kropsvæske fra dyret. Dette sidder fast unden ens fodtøj, og man afsætter derved an masse forvirrings-fært, mens man bevæger sig rundt i et større eller mindre område.
Når den reg. schweisshund senere kommer og skal finde det anskudssted som man f.eks. ikke kunne finde, er området en stor fært-forvirring for hunden. Der lugter interessant overalt i det område hvor man tidligere har bevæget sig rundt i, da man ledte efter anskudsstedet. Alle disse færte skal hunden lige have en mulighed for at sortere, hvorfor den ofte i flere minutter, vil søge rundt og snuse mod jorden indenfor et begrænset område. Som tidligere sagt, siger man i fagsproget "at hunden lige skal have læst manualen".
Når hunden har læst "manualen", har den styr på hvilke færte som er interesante og hvilke der ikker er, og begynder først nu at udredde sporet. 
Hvis flere jægere har trampet rundt i et anskudssted, trådt i schweiss, kropsvæsker eller andet, og samtidig er begyndt selv at og lede efter dyret i de tætte graner som dyret flygtede ind i, er det ikke sikkert at hunden umiddelbart efter kan finde sporet at gå på. I sådanne tilfælde er det ofte en fordel at først starte op på sporet dagen efter, da den menneskeskabte forvirringsfært forsvinder hurtigere end selve klovfærten fra dyret.

EN HVALP SOM OGSÅ LIGE SKULLE "LÆSE MANUALEN"
Vedr. det at en hund først "skal læse manualen" før den starter op på et spor, har jeg haft en 5 mdr. gammel Ruhåret Hønsehundehvalp, som tydeligt viste på en 20t/400 m. prøve.
På en sådan 20t/400 m. prøve, har man lavet en startboks på ca. 10x10 meter. Sporlæggeren har gået rundt og lavet et kvardratisk felt, som via markeringer på træerne, tydeligt viste hvor startboksen var.
Inde i startboksen var der selvfølgelig dagen før lavet et anskudssted (med lidt swchweiss).
Som skrevet var det en hvalp på 5 mdr. som skulle udredde dette 20t/400 m. spor, hvilket jeg vidste at den sagtens kunne klare, da den i de sidste 4 uger havde gået adskellige overnatningsspor.
På baglinien af startboksen, satte jeg halsbånd og schweissrem på hunden hvalpen, og satte den igang med at søge. Hvalpen fandt hurtigt anskudsstedet, men gik ikke ud af boksen og fulgte sporet, men blev ved med at søge rundt inde i boksen. Ved bare at følge hvalpens søgen, kunne jeg se at hvordan stifinderen havde gået fra træ til træ, og opsat martkeringer som begrænsede startboksen. Herefter søgte hvalpen meget grundigt rundt inde i startboksen i adskellige minutter. Hvalpen var henne og markere anskudsstedet flere gange, men fortsatte herefter igen at søge rundt inde i startboksen. Schweissdommeren kiggede på mig, og jeg kunne blot slå ud med armene og sige - "den søger stadig". Jeg må indrømme at jeg selv begyndte at tvivle, men ved også, at så længe denne hvalp arbejdede koncentreret, skulle jeg ikke sige noget.

Pludselig løftede hvalpen hovedet og kiggede kort på mig, hvorefter jeg roligt fik fremstammet "Ja det var godt - søge sporet". Hunden gik hen til anskudsstedet, satte snuden i jorden, logrede lidt med halen (tydelig markering), fulgte sporet direkte ud af startboksen, og gennemførte sporet med knæk, tilbagegang osv., uden på noget tidspunkt at have været mere end 2 meter fra sporet. Jeg var glad og stolt, og fik selvfølgelig også en 1. præmie for denne præstation. Da hvalpen (5 mdr.) var den yngste 1. præmie hund på dagen, fik vi også titlen som prøvens bedste hund.
Dommeren, som jeg kendte godt, sagde bagefter til mig "Kim, din hvalp søgte og søgte inde i startboksen, og jeg var en overgang bange for at den aldrig ville forlade startbiksen". Jeg kunne kun give ham ret.
Det jeg ville fortælle med denne lidt lange historie er, at denne hvalp netop gjorde det som jeg har omtalt ovenfor, da den lige skulle læse "manualen" først, altså have udredt alle de forskellige "færte", før den gik i gange med selve udredningen af sporet.
Ikke helt almindeligt at se hos hvalpe i denne alder, men Lasse (som hunden hed) var også fantastisk hvalp fra Kennel Lilleheden, som desværre blev syg, hvorfor jeg måtte aflive den før den blev 2 år gammel. 

Udskriv Email