Søg og du skal finde

Hundens kondition

Sporets sværhedsgrad vil altid være afhængig af hundens alder, samt hvor langt hunden er kommet i uddannelsen som schweisshund. Sværhedsgrad og kondition er også linket sammen, da en hund ikke kan udrede et langt spor, hvori du har indlagt mange svære momenter, uden at være i rigtig god kondition. 
Jeg har oplevet det med egne hunde og på prøver, hvor jeg som dommer har oplevet at se hunde gå et fantastisk spor, lige indtil 80 meter fra enden af sporet, hvor hundene pludselig er gået "døde". Hundene kan pludselig ikke holde fast i sporet, og uanset hvor meget hunden søger, kan den bare ikke lugte og adskille skovbundens færte fra hinanden. 
Når en hund løber og leger, bruger den selvfølgelig noget af dens opsparrede energi på dette, hvorimod den bruger meget mere energi på at arbejde med næsen og udrede et svært spor.
Hvis jeg i en teoretisk tankegang skulle erstatte hunden med mig selv kan man sige, at når et jeg løber rundt og leger med mine børnebørn, bruger jeg selvfølgelig  meget energi på dette. Men hvis jeg, mens jeg løb rundt og legede med børnebørnene, samtidig højlydt skulle synge opera, er jeg sikker på, at udover det ville lyde forfærdeligt, ville legen hurtigt få en ende, da min kondition bestemt ikke er noget at prale af. Det nævnte eksempel er på ingen måde videnskabeligt efterprøvet, men blot for at illustrere, hvor meget energi en hund bruger på at lege, contra når den skal udrede et svært spor. 
Hvis du arbejder med en hvalp/unghund med en udpræget stor sporlyst, kan du komme ud for, at den en gang imellem, uden nogen forvarsel, kan gå "død" midt på eller i slutningen af sporet. Hunden fortsætter med at søge ihærdigt, men kan bare ikke holde færten. Sker dette kan du selvfølgelig prøve at holde en lille pause, men det hjælper sjældent, da "glasset" er tømt for energi, og denne energi løber betydeligt langsommere til, end ud af "glasset". Når dette sker for mig, og hunden fortsat arbejder ihærdigt for at løse opgaven stopper jeg ikke sporet. Jeg lader hunden søge ihærdigt videre (selvom den ikke kan holde færten), mens jeg uden hunden ved det, sørger for at vi kommer ud til enden af sporet, hvor belønningen ligger. I dette tilfælde belønnes hunden ikke for at den ikke kunne følge sporet til enden, men fordi den arbejdede ihærdigt videre, og ikke gav op med at søge, hvilket er et must for med tiden at blive en schweisshund.

Man skal selvfølgelig ikke motionstræne hvalpe eller unghunde, i en overdreven grad, ved f.eks. at hunden skal løbe meget, eller trække traktordæk efter sig. Gør man dette, risikerer man at det går ud over ud over hundens knogler, led og muskler m.m. Al form for træning med hvalpe og unghunde, skal stemme overens med hundens mentale og fysiske udvikling, og skal som sagt ikke overdrives.
Hvis du er i tvivl om hvordan eller hvor meget du bør motionere med din hund, er det en god ide at spørge din dyrlæge, eller andre fagfolk.

SVØMNING
Svømning er for hvalpe og unghunde, og en rigtig god måde at motionstræne på. I kraft af at hunden er vægtløs i vandet, belastes led og knogler på ingen måde, modsat hvis du f.eks. cyklede eller løb med hunden. Hvalpen skal selvfølgelig forigtigt vænnes til at vandet og det at svømme, hvilket sjældent er et problem for de fleste jagthunderacer.
Der er efterhånden dukket en del svømmehaller for hunde op i Danmark, og et ugentlig besøg i disse svømmehaller, vil både du og hunden nyde.
Apropos svømmehaller til hunde, byggede og drev jeg den første indendørs opvarmede smømmehal til hunde i hele Europa. Svømmehallen etablerede jeg i forbindelse med et hundehotel, som vi i forvejen drev på Sydsjælland. Jeg var inspireret af at man genoptrænede heste i vand efter skader og operationer, og mente derfor også at det kunne være en god ide til genoptræning af hunde, som var opereret for dispusprolaps led-, knogle- eller muskelskader. Det blev en kæmpe succes, som heldigvis efterfølgende inspirerede andre - Men det er en helt anden historie.
bismark paa strandenJeg svømmetræner også mine schweisshunde ved stranden. Her kaster jeg pinde jeg finder på stranden, langt ud i vandet, som hundene elsker at svømme ud og hente.
En del af året (1. oktober til 31. marts), må hunde man har under kontrol, løbe løs på de fleste danske strande. Dette benytter jeg mig meget af, og hundene får en fantastisk kondition af disse strandture, som udover svømning også indeholder løb i løst sand. Disse strandture virker som intervaltræning, som er en af den bedste måde at træne på, uanset om man er hund eller menneske.
Vær opmærksom på, at når det er køligt, eller vandet er koldere end at du selv ville bade i det, at tørre hunden grundig i medbragte håndklæder, inden du sætter hunden ind i bilen og kører hjem. Så længe hvalpen, unghunden eller for den sags skyldt den voksne hund, løber og svømmer, kan den holde varmen, men lige så snart den ikke er aktiv mere, vil den fryse på denne tid af året.
Jeg vil klart anbefale at man køber et dejligt varmt og fugttransporterende fleecedækken, hvis hunden efter den er tørret , ikke kan komme ind i en varm bil.
Jeg tager også mine hunde med til stranden, i sommerhalvåret hvor hunden ikke må være løs på stranden (1.april til 30. september). Dette gør jeg tidligt om morgenen, eller sent om aftenen, for ikke at møde for mange strandgæster. Jeg går ned til vandet med min hund i line (hvilket er lovligt), til et sted hvor jeg har afstand til andre strandgæster. Her tager jeg linen af, og kaster pinde langt ud i vandet som hunden henter. Når hunden er blevet godt og grundig træt af denne løbe og svømmetræning, tager jeg hunden i line igen og forlader stranden.

CYKLING
At cykle med hunden er en god ide, men først når hunden har alderen til dette, dvs. når den er færdigudviklet og voksen. Væn hunden gradvist til at løbe på højre side af cyklen, ved først at træne hunden i at kunne gå på højre side af cyklen. At cykle med hunden er en ganske alm. lydighedsøvelse. Selvom det op ad bakke kan føles rart at hunden trækker, er det ikke den måde man skal cykle med sin hund. Hunden vil elske sine cykelture, men uanset hvor meget iver hunden har for at give den fuld gas fra start, skal du lære hunden at løbe ved siden af cyklen, uden at linen mellem dig og hunden bliver stram. Linen skal hænge i en blød buge under hele cykelturen. Hunden skal afpasse hastigheden efter cyklens hastighed, og derfor hele tiden være opmærksom på hvad du gør. I teorien skal du kunne cykle med hunden fri på din højre side, og linen er kun på, for at forhindre at hunden bliver fristet til at løbe efter en hare, kat, fasan eller andet, som man kan møde på cykelturen.
Vær opmærksom på underlaget (asfalt, grusveje m.m.) i cykler på, da det kan være en meget hård belastning for hundens trædepuder.
Cykling er god træning for hunden, men det er svært at få hunden til at løbe lidt mere end den egentlig har lyst til. Der er nemlig ingen drifter aktiveret, når hunden løber ved siden af cyklen.  

BOLDTRÆNING
boldkaster kopiAlle jagthunde elsker at løbe efter bolde, og med meget lidt logisk træning, vil de også meget gerne aflevere bolden til dig - så du igen kan kaste den.
Boldtræning er også intervaltræning, som jeg er tilhænger af. Når du kaster bolden langt ud, bruger hunden alle sine kræfter for hurtigt at komme ud og "fange" bolden. Løbet tilbage til dig er som regel i et noget roligere tempo. Jeg plejer at sætte hunden af, og lære hunden ikke at løbe efter bolden, før jeg giver lov til det. På den måde får jeg også trænet lidt lydighed.
Boldtræningen er også en rigtig god form for søgemotivation. Jeg kaster altid bolden i skoven, og jeg kaster altid bolden til et sted, hvor bolden kun kan findes ved brug af næsen.
For at implementere schweissen i boldtræningen, har jeg smurt lidt schweiss på den bold jeg træner hvalpen eller unghunden på. Lysten til at ville hente bolden er altid stor, og ved brug af lidt schweiss på bolden, bilder jeg mig selv ind, at det forstærker lysten til at finde schweiss.
Jeg lavede engang et "mini-forsøg", hvor jeg bla. brugte en bold som jeg ikke havde rørt ved i 3 uger. Denne bold tog jeg med gummihandsker og lagde den i noget højet græs. Herefter tog jeg den alm træningsbold med schweiss på, og lagde den ved siden af, hvorefter jeg sendte hvalpen/unghunden ind efter "bolden". Ja du kan næsten gætte dig til, at den altid kom med den bold, som der var schweiss på. Jeg har også prøvet dette forsøg på en anden hvalp/unghund, som var ekstrem glad for bolde. Da det at hente bolde var første prioritet, resulterede det i at den kom med begge bolde hver gang. 
Jeg ved ikke om det er mine skuldre der er noget galt med, men jeg har altid fået ondt i skulderen når jeg har kastet mange bolde til hunden. Derfor bruger jeg en "boldkaster", så man kan kaste bolden rigtig langt.

WEIGHTPULL
En rimelig ny sportsgren for hunde, og denne konkurrencesport kom til Danmark i 2004. Den startede i Nord-amerika, hvor man om sommeren fandt på denne metode, til at træne de Nord-amerikanske slædehunde. En træningsform som selvfølgelig også giver en god motion, men hvor der primært er lagt vægt på at styrke hundens muskulatur.
Jeg anbefaler ikke at din schweisshund skal trække et traktordæk efter sig på jeres daglige gåture, men en gåtur på skovvejen, med en form for vægt-belastning slæbende på skovvejen bag hunden, kan ikke skade den voksne hund. Det er meget vigtigt, at hunden har en træksele på som passer til hunden, inden den begynder at trække noget som helst efter sig.
Jeg vil ikke anbefale nogen at begynde på weightpulll, uden at have søgt råd og vejledning om weightpull. Hvis du vil vide mere om weightpull, vil jeg anbefale dig at søge på nettet efter weightpull.

Udskriv Email