Søg og du skal finde

Hvad er "Angst-fært"

Når et dyr anskydes eller påkøres, frigives øjeblikkeligt stresshormoner (adrernalin og kortisol), som gør, at dyret både fysisk og psykisk fungerer/agerer anderledes end når det ikke er stresset. Man kan sige, lige som ved andre hormonelle påvirkninger, at dyret kommer i en anden ”tilstand”. Dyret forbliver i denne tilstand, indtil stresshormonerne er ude af kroppen igen. Dette kan tage fra minutter til flere timer for dyret, at komme ud af denne stresstilstand, afhængig af hvordan eller hvor meget dyret stresser. Når vi mennesker pludselig bliver forskrækket eller bange, kan vi mærke frigivelsen af stresshormonet adrenalin ved f.eks. hjertebanke, sveden i håndfladerne, sommerfugle i maven, tissetrang, spændte muskler, ændret åndedræt, tankerne bliver mere fokuserede, ligesom vi også "lugter" anderledes. Det er det samme som sker hos et anskudt eller påkørt dyr, da det også "lugter" anderledes når det er stresset. Denne lugt som vi kalder "angstfært", afgiver og afsætter dyrene i skovbunden under en flugt, via de kirtler som der sidder én af ved hver klov.

Om angsfærten står stærkere, eller om det er gamle urinstinker i hunden, som gør at den erfarne reg. schweisshund kan adskille angstfærten fra andre færte, når et anskudt dyr slutter sig til en ruddel, ved jeg ikke. Men det er en kendsgerning, at når det anskudte dyr, efter at have fulgt rudlen over en længere strækning, bliver så svækket at det drejer fra rudlen for at gemme sig, følger den erfarne reg. schweisshund efter.
Eftersøgning af dåvildt og kronvildt, i områder hvor der netop står meget af dette vildt, kan være som "gift" for en ung og uerfaren reg. schweisshund. Mange færte blandet sammen på kryds og tværs, er ikke en opgave man kan forlange, at en ung uerfaren reg. schweisshund skal kunne løse. Efter 1-2 år og mere end hundrede eftersøgninger, vil den tidligere unge og uerfarne reg. schweisshund, bedre kunne løse opgaver af denne kaliber, selvom succesraten på ingen måde bliver lige så høj, som den erfarne reg. schweisshund, med flere hundrede dåvildt- eller kronvildteftersøgninger i bagagen.

Ved kontrol-eftersøgninger, altså eftersøgninger hvor jægeren ikke selv mener han/hun har ramt dyret, men for en sikkerheds skyld rekvirerer en reg. schweisshund, har jeg erfaret noget om angstfærten og hundenes reaktionsmønster. Nedenfor er der tale om en kontroleftersøgning, hvor dyret ikke er ramt, men selvfølgelig flygtet:

  • Selvom den unge og uerfarne reg. schweisshund intet finder på anskudsstedet, vil den gerne følge sporet over en længere strækning, uden at vi kommer i nærheden af dyret.
  • Den mere rutinerede reg. schweisshund, starter også op på at følge sporet, selvom dyret ikke er anskudt, men efter ca. 30-50 meter, vil denne mere rutinerede reg. schweisshund, tydeligt indikere at dyret ikke er ramt.
  • Hvis det er den meget erfarne reg. schweisshund, som kommer ud til dette kontrolsøg, hvor dyret ikke er ramt, vil hunden undersøge hvor dyret satte af (da der blev skudt). Den vi følge sporet nogle få meter, hvorefter den vil slå af, kigge op på hundeføreren for ligesom at sige til ham/hende "hva' så makker - skal vi komme videre til næste eftersøgning, for dette dyr er ikke ramt".

En af mine tidligere reg. schweisshunde, en sort labrador ved navn Rex, havde på sine gamle dage, hvor han var særdeles erfaren, sin helt egen måde at vise mig, at dyret ikke var ramt. Han snusede intenst og undersøgte det sted hvor dyret havde sat af, da der blev skudt mod det. Det kunne han godt bruge et halvt til et helt minut på. Da Rex var færdig med at undersøge hvor dyret havde sat af, kiggede han op på mig, hvorefter han gik hen til nærmeste sten, busk eller træ, og lettede ben..! Mange jægere har helt sikkert har tænkt, hold da op en dårlig reg. schweisshund, den kan ikke gå en meter spor. Hvis jeg prøvede at sætte ham igang med at gå, om ikke andet så på den fod dyret havde afsat, stillede han sig op, og gloede fornærmet på mig. Selvom jeg allerede nu vidste, at dyret ikke var ramt, blev jeg nødt til at foretage mig noget andet. Derfor satte jeg Rex tilbage i bilen, og ud tog jeg en yngre og betydelig mindre erfaren reg. schweisshund. Denne hund ville hellere end gerne vil gå spor, bare der var noget at gå på. Den unge uerfarne reg. schweisshund startede op, og med  "tju hej vilde dyr", trak unghunden mig flere hundrede meter, på foden af det dyr som ikke var ramt. Jeg stoppede hunden og vendte til bage til rekvirenten, som jeg meddelte at dyret ikke var ramt, men det var super godt at han havde ringet, så vi var 100% sikker i vurderingen af et forbiskud. Mere end én gang har jeg fået en afsluttende bemærkning med om, "det var godt du havde den anden hund med, for den første virkede vist ikke helt".

Ovenstående er en meget lærerig fortælling, for hvis man sammenligner den meget erfarne reg. schweisshund's måde at løse opgaven på, i forhold til den unge uerfarne reg. schweisshund's måde, viser dette med al tydelighed, hvorfor der er forskel på succesraten i forhold til om det er en uerfaren eller en erfaren reg. schweisshund, som sættes til at løse en eftersøgningsarbejde. 

Når et dyr bliver forskrækket/bange, hvilket sker når et dyr pludselig oplever et larmende skud i skovens dybe stille ro, mens dyret stod helt afslappede og essede, vil det altid flygte. I det moment dyret bliver forskrækket/bange, stresses dyret og kirtlerne ved dyrets klove vil omgående udskille og afsætte stresshormoner (adrernalin og kortisol) også kaldet angstfært. Derfor er det på ingen måde unormalt at en reg. schweisshund starter op på at følge foden på det dyr (som ikke er ramt), da det jo netop har afsat angstfært. Men efter nogle få sekunder stopper dyret med at udskille/afsætte denne angstfært, men afsætter selvfølgelig fortsat den almindelige fært i dyrets videre flugt. Afhængig af den reg. schweisshunds erfaring med eftersøgning, vil dette afspejle sig i hvor langt hunden vil følge sporet. Den erfarne reg. schweisshund stopper hurtigt med at gå på foden af dette dyr, mens den unge og uerfarne reg. schweisshund, endnu ikke er blevet helt fortrolig med at skelne mellem angstfært og den alm. fært et dyr altid vil afsætte. Derfor fortsætter den uerfarne på foden af dyret, selvom færten er skiftet fra angstfært til alm. individuel fært.

Jeg kan nævne et andet eksempel, hvor jeg tror at angstfærten eller mangel på samme, forhindrede at eftersøgningen endte som en positiv eftersøgning. Jeg bliver tilkaldt til en trafikeftersøgning sent om aftenen hvor rekvirenten holder og venter ude på stedet hvor han har påkørt et dyr. Rekvirenten mener det er et dådyr han har påkørt, og har set dyret løbe ud over marken og forsvinde i mørket. Jeg kører til stedet og kan med min skarpe håndlygte se øjnene fra et dyr som sidder flere hundrede meter ude på marken, i et skel tæt på en skov. Grundet den trafikerede vej og mørket, venter jeg med at gå igang med eftersøgningen til det bliver lyst, da jeg ikke vil slippe min hund til en evt. hetz så tæt på en vej, ligesom jeg vil have svært ved at skyde mod dyret med min riffel, grundet det flade terræn. Om morgenen tager jeg en schweisskollega med, som sættes af inde i skoven, hvis dyret skulle rejse sig og løbe ind i skoven. Her ville schweisskollegaen kunne afgive et sikkert skud mod dyret, hvis det kom forbi ham. Da jeg kommer frem og skal starte eftersøgningen op, kan jeg se at dyret ikke umiddelbart sidder med hovedet oppe, det sted hvor jeg kunne se øjnene aftenen før. Jeg håber på at det er forendt, eller blot har flyttet sig om på den anden side af skellet. 
Det jeg vil fortælle med denne historie er, at fra vejen hvor dyret blev påkørt, starter jeg min reg. schweisshund op på at spore dyret. Inden dette har jeg sikret at alle formalitete er udført, som opkald til politi m.m. Hunden sporer uden problemer ud over marken, og efter et par hundrede meter kommer jeg og hund frem til sårlejet. Der ligger intet schweiss i sårlejet, så der er umiddelbart ikke hul på dyret, som sagtens alligevel kan have nogle alvorlige indre blødninger. Jeg sætter hunden af, og ringer til kollegaen i skoven, og hører om han har set noget, hvilket han ikke har.
Kollegaen kommer ud til mig, og jeg forsøger at sætter min erfarne reg. schweisshund på sporet, men han søger og søger, bliver ved med at vende tilbage til sårlejet, for at tage foden op, men kan ikke komme videre. Jeg ligner et stort spørgsmålstegn, da dyret jo har rejst sig fra sårlejet, og er fortsat i en eller anden retning. Dyret kan jo ikke forsvinde ud i den blå luft, men det var de tegn, jeg kunne læse ud af min erfarne reg. schweisshunds forsøg på at finde sporet fra sårlejet og videre. En anden reg. schweisshund, også en meget erfaren hund, blev prøvet, og for at få en helhed i sporforløbet, startede den også op, præcis det sted ved vejen hvor dyret var blevet påkørt. Ingen problemer med sporet ud til sårlejet 200 meter ude på marken, men herefter kom den heller ikke længere, selvom den også ihærdigt forsøgte at skille de forskellige færte fra hinanden, vendte den hele tiden tilbage til sårlejet. Vi stoppede eftersøgningen, og kørte hjem meget frustreret over hvad der var sket.

Jeg var i mange år uforstående over, hvorfor to erfarne reg. schweisshund, ingen problemer havde med at følge sporet fra vejen og ud til sårlejet, men derfra ikke kunne komme videre. I dag mener jeg at have opklaret "mysteriet". Da dyret bliver påkørt, bliver det stresset, og afsætter angsfært fra hver klov, mens det flygter ud over marken. Herefter sætter dyret sig 200 meter ude på marken. Dyret har formentligt siddet i dette sårleje, indtil det blev lyst, hvor det har rejst sig, og søgt mod et sted hvor der var mere dække og mere sikkert at være. Fra dyret sætter sig i sårlejet på marken om aftenen, og indtil dyret ved solopgang rejser sig, er dyrets stressniveau faldet fra at være meget højt, til ingenting. Dette forklarer hvorfor hundene nemt kunne følge færten (angstfærten) fra dyret, og ud til sårlejet. Derfra er den fært hundene var startet op på, forsvundet efter sårlejet, da dyret, når det rejser sig fra sårlejet, ikke afsætter angstfært mere, men derimod en helt almindelig fært, som på ingen måde passer ind i det færtbillede, som hundene havde låst sig fast på, fra vejen og ud til sårlejet. Sporet fra sårlejet og videre, var blevet ændret til et andet færtbillede, og da de erfarne reg. schweisshunde, var meget sporlydige, slog de af gode grunde ikke over på den anden fært, som dyret havde afsat da det forlod sårlejet. 

Udskriv Email