Søg og du skal finde

Knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Når hvalpen/unghunden uden problemer kan udrede et 3-4 timer gammelt og 3-400 meter langt spor, udlagt med færtsko (uden schweiss på klovene), begynder jeg at arbejde med forskellige former for "færtforvirringer" på sporet. Men det kræver at hvalpen/unghunden arbejder meget sikkert på et udlagt 3-4 timer gammelt og 3-400 meter langt spor. Jeg har endnu ikke præsenteret hvalpen/unghunden for vinkelrette knæk, eller andre sværheds-momenter på sporet, hvorfor sporene indtil nu har snoet sig rundt i skoven i store buer (ikke lige stræk).  
Jeg foretrækker at arbejde med de forskellige "færtforvirringer" som knæk, tilbagegange, stjerner, rundgange m.m., inden jeg lægger længde på sporene. Dette gør jeg fordi jeg i denne periode, arbejder med en hvalp/unghund, som har sværere ved at holde koncentrationen på de lange spor.
Hvis hvalpen eller unghunden ikke kan løse de forskellige former for "færtforvirringer" den udsættes for på et 400 meter langt spor, bliver det bestemt ikke bedre fordi du øger længden på sporet til 700 meter.

Når jeg lægger spor til mine schweisshunde, beslutter jeg hver gang før jeg lægger sporet, hvilken "færtforvirring" jeg vil arbejde med på dette spor. Jeg ved selvfølgelig hvad der er hundens stærke og svage sider, og arbejder derfor ikke så meget med hundens stærke sider. Derimod gør jeg meget ud af at arbejde med hundens svage sider, altså de "færtforvirringer" hvor hunden endnu ikke har knækket koden.

GRØFTER
Hvis jeg vil arbejde med hundens udredning af sporet ved og i grøfter, kræver det selvfølgelig et skovområde hvor grøfter forefindes. Du hehøver ikke et skovområde med mange grøfter, da du kan klare dig med én grøft. Dette kræver blot at du lægger sporet så det krydser denne grøft flere gange, forskellige steder.
Det er vigtigt at du lærer din hund at gå helt ned i bunden af grøfterne, da hunden ellers vil springer over grøften og forvente at sporet fortsætter på den anden side af grøften. Derfor går jeg altid helt ned i grøften, når jeg lægger et spor, (hvor jeg lægger en dråbe schweiss), og op igen af grøften på den modsatte ide (hvor jeg også lægger en dråbe schweiss).
Når hunden har forstået øvelsen, og hver gang den kommer til en grøft, går ned i grøften og op på den anden side, begynder jeg at gøre det lidt mere varieret. Nu er det kun ca. hver tredie gang jeg går ned og op af grøften. De andre gange begynder jeg, efter at være kommet ned i grøften, at lave et vinkelret knæk til højre eller venstre, for derefter at gå 10-20 meter nede i grøften, før jeg går op af den og fortsætter sporet.
Hunden har ingen problemer med at følge sporet ned i en grøft, da der som regel er fugtigt, og færten derfor står stærkt i grøften.
Inden du selv går ned i en grøft, vil jeg anbefale dig at tjekke grøftens bund. Du kan ikke umiddelbart se om der under bladene er meget mudret, eller der ligefrem står vand. Ikke fordi hunden ikke vil kunne løse sporsøget i vand eller mudder, men mere for at du undgår at side fast i grøften eller får en våd sok.
Det burde være en selvfølge, at du altid har en opladt mobiltelefon på dig, når du lægger spor. Udover at sidde fast i mudderet i en grøft, kan du jo også være meget uheldig, og falde og brække benet. Hvis dette sker når du befinder dig midt inde i en tætbevokset granskov, kan du selv regne ud hvor værdifuld din mobiltelefon vil være (forudsat at der er mobildækning).

KNÆK
De fleste som omtaler et knæk på sporet, mener et vinkelret knæk (90º), hvilket nok er fordi man prøvemæssigt bruger disse knæk ved de forskellige prøveafviklinger.
Et vinkelret knæk er normalt nemt for hunden at løse, og de gange et vinkeltret knæk bliver et problem for hunden, er det ofte fordi hundeføreren ubevidst har lært hunden, at løse et vinkelret knæk på den i min optik "forkerte" måde, nemlig ved at søge fremad.
Hvis du prøver at sætte dig ind i det sporarbejde du indtil nu har lavet med hunden, har vi lært hunden at følge et spor som hele tiden fortsætter fremad. Når hunden udreder sporet, vil den hele tiden, mens den bevæger sig fremad, møde den udlagte fært foran sig, hvilket er med til at drive hunden frem på sporet. Derfor er det helt naturligt for hunden, at når hunden pludselig går for langt i et knæk, vil den automatisk søge fremad, da den indtil nu har haft succes ved at gå fremad. 

KNÆK VED DEN "FORKERTE METODE"
Når hunden på træningssporet går for langt i et knæk, fortsætter den fremad for at finde færten igen (det har den jo lært i sporarbejdet). Da hundeførerer kender sporforløbet, lader han/hun ofte hunden gå ud over knækket, og stopper selv i knækket, mens hunden fortsat søger fremad i den 10 meter lange sporline. Da hundeføreren bliver stående i knækket, og hunden derved ikke kan komme videre fremad, begynder den, mens den stadig trækker, at søge ud til den ene side. Hvis knækket går til højre, og hunden ude i den stramme rem, søger mod højre, vil den på et eller andet tidspunkt (10 meter ude) komme ned og ramme sporet igen, og hundeføreren stopper med at holde hunden tilbage, og lader nu hunden følge sporet igen. Jeg kalder det, at man fører hunden rundt i knækket. Jo flere gange man lader hunden løse et vinkelret knæk på denne måde, desto sværere bliver det at lære hunden, at løse et knæk hvor man ikke selv har lagt sporet, altså spor hvor man ikke er bekendt med sporforløbet.   
Jeg vil fraråde dig at lære hunden at løse et vinkelret knæk ved den "forkerte metode". Der findes nemlig en metode at træne knæk på, som hunden forstår og endnu vigtigere kan bruge i andre færtforvirrings situationer som i tilbagegange, stjerner, stifinderfod m.fl.
Du kan lige så godt først som sidst lære din hund, at når den er gået af sporet, er der kun en vej frem, og det er tilbage. 
Det lyder måske lidt kompliceret, men det er det ikke. Hunden skal bare lære, at når den mister sporet, vil den ALDRIG støde på sporet længere fremme, dvs. hunden skal vende om og genoptage sporet.
narhunden


KNÆK VED DEN "RIGTIGE METODE!

Når jeg skal lære min hund at løse et knæk, starter jeg altid med at lave knækket som en pilespids. Hunden har aldrig tidligere været udsat for at skulle løse et knæk, da alle tidligere spor, er lagt med store bløde buer.
I stedet for et knæk på 90º, "bøjer" jeg knækket sammen til mellem 10º-20º, så det bliver en spids hunden kommer ud i.
spidseknaek
Når hunden kommer ud i spidsen, fortsætter den selvfølgelig ud i spidsen af knækket, hvorefter den vil søge fremad (som på det alm. spor). Jeg bliver stående i "spidsen", holder fast i den 10 meter lange sporline, og lader hunden søge ude foran mig, velvidende at den umuligt kan finde sporet. Det er her den store forskel er, da hunden på ingen måde kan få succes ved at søge fremad, og ud til siden. Hunden kan ikke, som i "knæk ved den forkerte metode", komme så langt ud til siden, at den rammer sporet igen, og derved bliver fejlindlært og får succes ved at søge fremad. 
Hvis hunden, når den er gået for langt og ikke selv søger tilbage, ikke tager øjenkontakt med dig, siger du hundens navn. Når hunden kigger på dig, gør du dig lille eller vender siden til, og går stille og roligt baglæns. Hvis du kan se at hunden begynder at søge tilbage mod dig, opfordrer du den til at søge sporet igen, og når den tager det "rigtige" spor op, roser du behersket hunden, og sporarbejdet fortsættes.
Lav så mange "spidse knæk" som muligt på dit spor, og hver gang gælder det om, at lære hunden at søge tilbage, når den ikke er på sporet.
Gentagelser og gode oplevelser er det som skal til, og når hunden langsomt begynder at forstå øvelsen, vil du opdage at hunden, når den går for langt i det spidse knæk, ligesom sætter farten ned, og ikke bare fortsætter med at søge fremad.. Hver gang hunden går ud over det "spidse knæk", er du klar til at hjælpe den tilbage, ved selv at gå tilbage. Hvis dit samarbejde med hunden er rigtig godt, og du er begyndt at rose hunden på sporet, når den gør de "rigtige" ting, vil du blive overrasket over, hvor hurtigt hunden får knækket koden. Når først hunden har lært at løse de spidste knæk, vil du blive overrasket over at se, hvor nemt og ubesværet hunden løser et alm. 90º (vinkelret) knæk.
Du har nu lært hunden en af de vigtigste ting i selve sporarbejdet, nemlig at når hunden mister sporet, er der kun én vej frem - og det er tilbage.

TILBAGEGANG
For at hunden skal kunne løse en tilbagegang, uden at bruge for meget energi, er det en kæmpe fordel, hvis hunden har lært at søge tilbage, som i det "spidse knæk", Knæk ved den "Rigtige metode" (læs ovenfor).
En tilbagegang er, når sporlæggeren (eller dyret) vender om (180º) og går tilbage i sit eget spor. Jeg anbefaler at du arbejder målrettet på at at lære hunden at løse de spidse knæk først, og samtidig har afprøvet at hunden har forstået øvelsen, før du går igang med at træne tilbagegang. 
Til at starte med laver du kun en tilbagegang på 2-3 meter, og når hunden løser denne opgave, øger du gradvist længden på tilbagegangen. Prøvemæssigt kommer du ikke udfor en tilbagegang som er længere end ca. 20 meter, men i virkelighedens verden vil du opleve at et anskudt/påkørt dyr, kan lave en tilbagegang som er betydelig længere (vi taler om +100 m.). Derfor skal du efter du er kommet i registret, selvfølgelig arbejde på de lange tilbagegange også.

Prøvemæssigt kommer du udfor en tilbagegang med stifinderfor, og hvis hunden ikke er sporlydig, kan du risikere at den fortsætter sporet ved at slå over på stifinderfoden. Derfor er det vigtigt at du har trænet hunden i at være så godt som sporlydig, før du begybder at arbejde med stifinderfoden. 
Træningsmæssigt træner jeg stifinderfoden ved, at jeg på et spor måske har planlagt at lave f.eks. 4-5 tilbagegange med stifinderfod. Når når jeg har besluttet hvor jeg vil lave en f.eks. 10 m. tilbagegang, markerer jeg hvor tilbagegangen starter (punkt 1). Herefter går jeg tilbagegangens længde (10 m.) fremad, og afmonterer mine færtsko og lader dem stå i skovbunden (punkt 2). Nu fortsætter jeg ca. 50 meter frem (uden færtsko) og laver efter de 50 meter en stor bue til en af siderne, så jeg ender med at komme vinkeltret ind til punkt 2 igen, hvor jeg tog færtskoene af. Her tager jeg færtskoene på igen, og går 10 meter tilbage i min egen fod, og knækker til én af siderne.
stifinderfod

skovveje traening kopiOvenstående billede er en illustration, som viser hvordan du kan og bør udfordre din hund når sporet kommer frem til en skovvej eller landevej. Ved punkt 1 laver du en tilbagegang, og ved punkt 2, går du ud på midten af vejen, følger den nogle meter, og går tilbage i skovstykket igen. Ved punkt 3 fortsætter du du blot skråt over vejen. Ovenstående sporforløb er meget identisk med virkeligheden, da det ikke er unormalt at dyret går frem til vejen, hvorefter det går tilbage (tilbagegang), for at finde et andet sted det kan krydse vejen sikkert.
Hvis du lærer din hund altid at gå vinkeltret (lige over) en vej, hver gang I møder en vej, kan dette give store problemer når I senere skal løse praktiske eftersøgninger. Det er vigtigt at du varierer dine vejoverførsler, da du ikke kan regne med at anskudte eller påkørte dyr krydser alle veje vinkeltret. Derfor er det oplagt at træne tilbagegange, når I kommer frem til en skovvej eller lign. Når hunden har knækket koden, "når der ingen fært er foran mig, skal jeg søge tilbage", vil du opleve at denne øvelse ikke er svær for hunden, men den skal blot have tid til at løse udfordringen.

STJERNER
En stjerne er når du stopper et sted i skoven, og det sted du står nu er midtpunktet i stjernen. Herefter laver du 5-6 ben, ud i forskellige retninger, hvor hvert ben er 15-20 meter lange.
En stjerne er blot 5-6 spidse knæk, og da hunden har lært at løse et spidst knæk, skal den blot lære at der kan være flere spidse knæk, det samme sted på sporet. Derfor skal hunden nu blot søge ud i ét af stjernens ben, og når færten stopper, skal den vende om, og forsøge om det bliver bedre ved det næste ben i stjernen osv. Afhængig af hvor udgangen i stjernen ligger, skal hunden ud og undersøge flere ben, inden den finder det rigtige ben, som fører ud af stjernen, og videre på sporet. 
Det er i princippet ligegyldigt i hvilket ben du fortsætter ud af stjernen, men hvis du lægger udgangen af stjernen, i direkte forlængelse at din indgang til midten af stjernen, sker der ofte det at hunden blot går direkte gennem stjernen og videre. Derfor anbefaler jeg at at udgangen af stjernen, altid lægges i ét af de bagudrettede ben. Til prøven i Schweissregistret vil udgangen enten ligge ligge i et af de bagudrettede ben, eller i et af de vinkelret vendende ben .
Når du arbejder i en stjerne, kan det godt som hundefører (som ikke kender sporforløbet) virke meget forvirrende. Giv dig derfor god tid til at løse en stjerne.
Nogle hunde løse stjernen ved at søge ud i alle benene, indtil udgangen findes, mens andre hunde søger efter udgangen i den ydre periferi (ydergrænsen af hele stjernen). Ikke to hunde er ens, og om hunden løser opgaven på den ene eller den anden måde er ligegyldigt, bare den løser opgaven. 
Hvis du som hundefører er til prøve eller på en praktisk eftersøgning, og kommer til en færtforvirring som en stjerne, rundgang eller andet, gør du klogt i lige at stoppe op og samle tankerne, i stedet for at lade hunden køre træt i den færtforvirring den arbejder med. Lad hunden få 5 minutters pause, lidt vand hvis det er varmt, og begynd så at ringe rundt på ydersiden af hele den færtforvirring som hunden forgæves har afbejdet på. På et eller andet tidspunkt, vil du i den 360º store cirkel, du går med hunden, krydse udgangen af færtforvirringen, og hunden vil forhåbentlig tage sporet op igen.

RUNDGANG
Rundgang er en færtforvirring, hvor man i stedet for at have lavet flere ben ud til siderne, blot går i cirkler, som gøres større og større. Hunden vil formentlig søge rundt og rundt, da den hele tiden kan lugte færten. På et tidspunkt vil hunden komme ud og gå på ydersiden af rundgangen, og når den krydser sporet som fører ud af rundgangen, er hunden på sporet igen. 
Som i udredningen af en stjerne er der ingen grund til at lade hunden køre træt i al den færtforvirring hunden møder inde i rundgangen. Derfor gør du klogt i lige at stoppe op og samle tankerne, i stedet for at lade hunden køre træt i den færtforvirring den arbejder med. Lad hunden få 5 minutters pause, som ved en en stjerne-færtforvirring, lidt vand hvis det er varmt, og begynd så at ringe rundt på ydersiden af hele den færtforvirring som hunden forgæves har afbejdet på. På et eller andet tidspunkt, vil du i den 360º store cirkel, du går med hunden, krydse udgangen af færtforvirringen, og hunden vil forhåbentlig tage sporet op igen.
Træningsmæssigt minder en rundgang en del om en stjerne, og hvis hunden har knækket koden, og ikke blot søger fremad når den mister færten, er en rundgang for hunden rimelig nem at løse.

VEKSLER
Når du lægger spor til hunden og støder på en veksel, bør du så vidt muligt følge den et stykke, og stille og roliget (i en lille vinkel) forlade vekslen igen. Marker tydeligt (ved en pind op af et træ) hvor du forlader vekslen, så du selv ved hvor sporet forlader vekslen. 
Vær opmærksom på at hunden sagtens kan fortsætte nogle meter af vekslen, inden den registrerer at den oprindelige fært er forsvundet. Hvis hunden fortsætter videre ud af vekslen, uden at vise tegn på at stoppe, skal du stoppe den når den er kommet ca. en linelængde videre ud af vekslen. Hunden bæres eller tages i halsbånden, og føres roligt uden noget skæld ud eller snak tilbage, hvor den sættes af ca. 10 meter fra hvor sporet forlader vekslen. Lad hunden sidde i nogle minutter, og sæt den igang igen. Denne gang går den formentlig den "rigtige" vej, men hvis den fortsætter af vekslen, må du igen have fat i hunden og føre den tilbage. Når hunden løser opgaven rigtigt, er det meget vigtigt at du behersket roser hunden, så den er klar over at den nu gør det "rigtige." Læs evt. mere om sporlydighed.

Udskriv Email