Søg og du skal finde

Race, hvalp og opdrætter

HUNDERACER
Hvis man har et ønske om at kunne blive optaget i det Danske Schweisshunderegister, er det ikke ligegyldigt hvilken hunderace man anskaffer sig.
Der er nemlig flere ting man skal have med i sine overvejelser. Selvom både beagler, gravhunde samt andre små racer kan være glimrende sporhunde, får de meget svært ved at blive optaget i schweissregistret grundet deres beskedne størrelser.
Det er ikke nok at hunden kan blive rigtig god til at gå spor, da det også er et krav at den som race og individ, skal kunne stoppe et flygtende anskudt eller trafikskadet stykke råvildt. Hvis hunden ikke har styrken, modet eller viljen til dette, er den i min optik uegnet til praktiske eftersøgningsopgaver. 
Hvis man f.eks. tager en race som en Tysk Jagtterrie, er der ingen som er i tvivl om at denne race om nogen har modet og viljen, men alene grundet racens størrelse er den pt. ikke repræsenteret i schweissregistret.
Hvis man tager en hunderace som en gravhund, er der ingen tvivl om at racen er god til at gå spor, og de fleste linier i avlen besidder både mod og vilje, men enhver ved at gravhunden ikke har evnen til at løbe en forløbsskudt buk op og få stoppet dens flugt.
Fejlagtigt tror mange at bare de har en hund som er god til at hetze, er den pr. automatik egnet som schweisshund til praktisk eftersøgningsarbejde. Dette er bestemt ikke korrekt, da man skal huske på, at alt praktisk schweissarbejde handler om remarbejde, remarbejde og atter remarbejde. Derfor skal hunderacen og det enkelte individ, udover at have styrken, modet og viljen til at holde hårdt på i en lang hetz, også være i besiddelse af de evner, som gør den til en unik sporhund.
I sidste ende er det suverænt Schweisshunderegistret (læs Naturstyrelsen), som bestemmer hvilke hunderacer og hunde man vil have i registret. 

I registret bruges retrievere (primært Labradors), de kontinentale hunde (primært Ruhåret Hønsehund), ligesom dem vi kalder de røde hunde (Bayersk Bjergschweisshund og Hannoveransk Schweisshund).
Jeg skal ikke begynde at anbefale nogle racer frem for andre. Jeg har selv haft 3 forskellige racer i registret, Labrador, Bayersk Bjergschweisshund og Ruhåret Hønsehund, og man kan ikke sammenligne disse racer med hinanden, da hver race har fordele og ulemper.
Derimod skal man være opmærksom på, at de nævnte hunderacer også er populære hunde som udstillingshunde og som alm. familiehunde. Derfor er det vigtigt at man sætter sig ind i tingene og kigger sig grundigt om, inden man bestiller en hvalp hos en opdrætter. Fordi man f.eks. bestiller en hvalp efter en Labrador, Ruhåret Hønsehund, Bayersk Bjergschweisshund eller en Hannoveransk Schweisshund, er det på ingen måde sikkert, at hvalpen med tiden kan blive en god schweisshund. Hvis du ikke stiller krav til opdrætteren, de avlslinier som ligger bag, og samtidig gør alt hvad du kan, for at udvælge en hvalp med de "rigtige" anlæg (mentalt sund, udpræget sporlyst samt et roligt sind), risikerer du at købe det jeg kalder en "Look-alike". En hund som man tror bliver en god schweisshund, men som i virkeligheden er ubrugelig som til praktisk eftersøgning. 
Jeg siger ikke at du ikke kan stole på alle opdrættere, men det er ingen hemmelighed at der findes opdrættere, som er blinde overfor forældredyrenes mangler. Jeg har altid studset over, når jeg ser en opdrætter udbyde hvalpe til salg, og opdager at den samme opdrætter tilfældigvis også er ejer af hanhunden. Det er muligt at det i nogle få tilfælde er den bedste hanhund til denne parring, men jeg ville ikke selv tage chancen og købe en hvalp et sådan sted. Vær derfor omhyggelig, og brug gerne meget tid i din research omkring forældredyr og linierne bag disse.
Er du i tvivl om hvad du skal kigge efter, vil jeg klart anbefale dig at kontakte nogle af de lokale schweisshundeførere, som arbejder med den hunderace du er interesseret i. Du kan på Schweiss.dk finde de enkelte hundeførere i dit område, og se hvilken hunderace de er registreret med (ved at klikke på hundeførerens navn, eller du kan klikke på dette link: https://schweiss.dk/hundeforere?postnr=&kommune=All&by=&region=8

Retrievere
rexRetrieverne, hvoraf jeg kun har erfaring med labradoren, er formentlig den nemmeste hund at arbejde med. Hvis man ikke har den store erfaring med at arbejde med jagthunde, og specielt schweisshunde, vil jeg klart anbefale at man anskaffer sig en labradorhvalp.
Da hunden i registret skal bruges til praktisk eftersøgning, er det vigtigt at du er sikker på, at forældredyrene og linierne bag hvalpen er skarpe overfor hårvildt. Uanset hvor godt du kan få en labrador til at udrede et sporforløb, er det langfra sikkert at hvalpen når den bliver voksen, også er i besiddelse af den nødvendige "skarphed" overfor hårvildt. Man har i avlen med labradoren, bevidst avlet på hunde som ikke er skarpe overfor hårvildt, da racens primært i jagtkredse bruges som apportør. Heldigvis findes der stadig linier indenfor racen, hvor man har bevaret skarpheden overfor hårvildt. Det er disse linier man skal have hvalp efter, og jeg vil derfor anbefale at du bruger den nødvendige tid, på at undersøge forældredyrenes skarphed, og de avlslinier som ligger bag.
Fordelen ved labradoren er at den er meget behagesyg, og for hver en pris vil gøre sin ejer tilfreds. Den er også ekstrem madglad, og med en madskål for enden af sporet, går den gerne gennem ild og vand. Hos nogle kunne man måske ønske sig lidt mere selvstændighed, hvilket kan komme til udtryk på en meget lang hetz, men man kan jo ikke få det hele.

De kontinentale hunde
Bismark lungeskud webDe kontinentale hunde, hvoraf jeg kun har erfaring med de Ruhåret Hønsehunde, er ikke specielt nemme at arbejde med. Disse hunde er formentlig de mest alsidige jagthunde man kan få, uanset hvilken jagtform man dyrker. Dette kan selvfølgelig give nogle problemer i træningen af schweisshunden, da man i schweisshunde-arbejdet skal have 100% fokus på næse- og sporarbejdet.
Hvis denne hunderace skal blive en rigtig god schweisshund i registret, kræves det at den specialiseres til opgaven. Hvis man tror man kan bruge den Ruhårede Hønsehund som alm. jagthund, og deltage på markprøver, fuldbrugsprøver m.m , og samtidig forvente at man får en fantastisk schweisshund ud af den, tager man fejl.
Selvom den Ruhåret Hønsehund i dag er en meget omgængelig, kærlig og trofast familiehund, kræver den stadig en fast og konsekvent fører, som ved hvad han/hun har med at gøre. Selvom schweissarbejdet har fokus på hundens evne til at følge en fært, er det et must at den Ruhårede Hønshund gennemgår en grunddressur, og aldrig bliver i tvivl om hvem som er flokføreren. Når man får "tæmmet" den Ruhåret Hønsehund, så den prioriterer sporarbejdet højere end alle dens andre kvaliteter, får man en fantastisk schweisshund. Skarpheden overfor hårvildt ligger dybt i denne race, og med de "rigtige" anlæg, og den rette selvstændighed i hunden, får man en hund som på en hetz ikke giver op, før den går død af udmattelse.
De to sidste Ruhårede Hønsehunde jeg har haft i registret, har været rene tyske hunde, hvor forældredyrene alle uden undtagelse er tyske hunde. De har begge været rigtig gode, omgængelige, og kærlige familiehunde, men når det kommer til selve eftersøgningsarbejdet og specielt deres skaphed overfor hårvildt, kan man ikke forestille sig at disse hunde i dagligdagen har kunnet fungere som omgængelige og kærlige familiehunde. 

Bayersk Bjergschweisshund og Hannoveransk Schweisshund
flapøreAf de "røde hunde" har jeg kun erfaring med Bayersk Bjergschweisshund. Jeg kan derfor også fastslå, at hvis man tror at de "røde hunde" (Bayersk Bjergschweisshund og Hannoveransk Schweisshund) er nemmere at arbejde med, blot fordi de er specielt fremavlet til schweissarbejdet gennem mere end 100 års seriøst avsarbejde, tager man grusomt fejl.
De er de eneste hunderacer jeg kender til, som kan blive "tøsefornærmet", og faktisk nægte at gå et træningsspor, hvis man f.eks. har "skældt" den lidt for meget ud. De er helt deres egen, og har som nævnt en meget speciel psyke, som man virkelig skal sætte sig ind i. Hvis man har arbejdet med den Ruhåret Hønsehund i flere år, og pludselig skal til at træne en af de røde hunde, skal man som hundefører virkelig være omstillingsparet.
Hvis man evner at omgås og behandle disse racer på den "rigtige" måde, er der ingen tvivl om at man får en schweisshund, som kan følge et spor efter et anskudt dyr længere end nogen anden hunderace. Dette skyldes deres rolige måde at arbejde på, hvor de ikke "stresser" og ligesom mestrer at økonomisere med kræfterne, uden det går ud over effektiviteten.
Derfor er disse "røde hunde" fortrinlige, og de bedste til eftersøgninger af då- og kronvildt, hvis flugtafstande kan komme op på rigtig mange kilometer, modsat råvildtet, som normalt har en rimelig kort flugtafstand.
De "røde hundes" evne til at markere en enkelt lille schweissdråbe på sporet er helt fantastisk, og ligger grundet 100 års seriøst avlsarbede så dybt i dem. En evne som enhver reg. schweisshundefører med en hvilken som helst anden race, misunder dem. 
Endelig skal man være meget opmærksom på, at specielt ved disse røde hunde kan der være meget stor forskel på hundende. Ikke bare på størrelserne men bestemt også på de medfødte anlæg. Dette er afhængig af om man køber en hvalp gennem den tyske forening, eller udenfor denne forening. Både den Bayerske Bjergschweisshund og Hannoveransk Schweisshund har hver deres egen forening i Tyskland. I disse foreninger har man gennem 100 år udført et misundelsesværdigt stykke avlsarbejde, hvor man kun har parret de bedste af de bedste hunde med hinanden, direkte styret af den tyske forening. Man har også kun "lavet" det antal hvalpe, som man var sikker på at kunne afsætte året efter.
For at kunne købe én af disse hvalpe (i den tyske forening), skal man opfylde flere kriterier, hvor man bla. i Danmark skal være reg. Schweisshundefører for at komme i betragtning til en hvalp, hvilket udelukke alle ikke-registrerede schweisshundeførere i at købe disse hvalpe. 
En godsejer i Danmark forsøgte for mange år siden at købe en Bayersk Bjergschweisshund gennem den tyske forening. I sin ansøgning til den tyske forening, skrev godsejeren bla. at prisen var underordnet, da han bare ville have fat i én af disse hvalpe. Svaret fra den tyske forening til godsejeren lød nogenlunde som her: "Tak for din henvendelse - når og hvis du en dag bliver reg. schweisshundefører i Danmark, er du velkommen til at henvende dig igen".
Da både den Bayersk Bjergschweisshund og den Hannoveransk Schweisshund er smukke og udtryksfulde hunde, er der desværre nogle som avler disse hunderacer udenfor de tyske foreninger. Som alle ved kan seriøst avl ødelægges ved blot én enkelt forkert parring, hvorfor forskellen på en hvalp fra den tyske forening, og en hvalp fra en tilfældig opdrætter udenfor foreningen, kan være som dag og nat.
Det er selvfølgelig muligt at kunne få fat i en hvalp udenfor den tyske forening, som har bevaret de gode anlæg, men det kræver at dem som fortsætter avlen udenfor den tyske forening, går op i, og prioriterer schweissarbejdet højere end noget andet. Derudover skal de også vide en masse om avl og opdræt. Husk på at disse opdrættere (udenfor den tyske forening) skal finde egnede hunde til en parring som IKKE er registreret i den tyske forening, da disse hunde kun må parres med andre hunde i samme forening. 
Hvis jeg skal rådgive en potentiel ansøger til Schweiss-registret, vil jeg til enhver tid fraråde at han/hun køber en Bayersk Bjergschweisshund eller en Hannoveransk Schweisshund af den simple årsag, at man som ikke-registreret schweisshundefører, er udelukket fra at købe en hvalp gennem de tyske foreninger, og derfor afskåret fra at få fat i de "bedste" hvalpe. 
Jeg har selv haft en Bayersk Bjergschweisshund fra den tyske forening, og denne hund var lige så skarp som en Ruhåret Hønsehund. Jeg har derimod også set og hørt om Bayersk Bjergschweisshunde og Hannoveransk Schweisshunde, udenfor den tyske forening, som var fortrinlige sporhunde, men når det kom til skarpheden overfor et flygtende anskudt stykke råvildt, kneb det med modet (læs: skarpheden). Hundene valgte at løbe ved siden af rådyret mens de halsede, og havde ikke modet til at bide sig fast i dyret og fastholde det.
Hunde som ikke kan stoppe et flygtende stykke råvildt, er i min optik uegnet til praktisk eftersøgning, og derfor ubrugelige i Schweiss-registret.

HAN ELLER TÆVE
Om du vælger en han- eller tævehvalp har absolut ingen indflydelse på hundens brugsmæssige kvaliteter. Tæver med de "rigtige" anlæg, er hverken dårligere eller bedre en hanhunde på en praktisk eftersøgning, og heller ikke selvom tæven er i løbetid. 
Hvis du har hund i forvejen, vil jeg anbefale dig at få en hvalp af samme køn, da du derved slipper for problemer ved løbetid osv. Hvis du selv på et senere tidspunkt har et ønske om at lave et hvalpekuld, skal du selvfølgelig anskaffe dig en tævehvalp. Selvom jeg har lavet flere hvalpekuld gennem årene, må jeg nok indrømme, at jeg er på "brugersiden". Dvs. at når jeg skal anskaffe mig en hvalp, som jeg stiller meget store brugsmæssige krav til, vælger jeg at købe hvalp hos de seriøse opdrættere, som gennem mange år kan dokumentere gode resultater. Her tænker jeg ikke på eksteriøret (udstilling), men udelukkende på brugsmæssige resultater opdrætteren/kennelen er kendt for.
Inden for de fleste racer som bruges i schweissregistret, kan man sige at tæverne er lidt "blødere" i sind. Nogle vil mene de er lidt nemmere at arbejde med, mens andre vil påstå at de er lidt sværere at arbejde med. Om tæverne er nemmere eller sværere at arbejde med, er afhængig af førerens temperament og forståelse for træning af hunde. 
Hanhunde har ry for generelt at være mere mentalt "hårde", og tåler derfor lidt mere skæd ud, end en "blød" tæve. Dette er mere udbredt hos nogle racer end hos andre, og kan også være forskelligt fra individ til individ.
Hos labradoren, som generelt er en blid hund, er forskellen på han- og tævehunde ikke så markant, som den kan være blandt de Ruhårede hønsehunde. Hos de Bayerske Bjergschweisshunde skal man være forberedt på en lidt blid hund, som ikke tåler samme hårdhændet behandlig som de de Ruhårede hønsehunde, hvilket specielt kan være gældende på tævesiden. Tager man derimod en Hannoveransk Schweisshund (fra Veriein Hirschmann), kan nogle af hanhundende være nogle rene djævle, og da jeg har kendskab til nogle af disse hanhunde, kan jeg oplyse at disse hanhunde skal man ikke spøge med. 
Om man skal bestille en han- eller tævehvalp, er helt afhængig af hvilken race man vil anskaffe sig, og specielt hvordan ens eget temperament og indsigt og forståelse for hundeadfærd er.
Inden man træffer sit endelig valg, vil jeg klart anbefale at man kontakter flere af de reg. Schweisshundeførere, som har den hunderace man er interesseret i. Her kan man få mere info om de forskelligheder den enkelte schweisshundefører har af erfaring på området. 

hvalpe jjHVALP
Der er er ingen tvivl om, at jo tidligere en hund bliver præget for de forskellige færte, og jo før man starter søge- og sporarbejdet op, desto bedre bliver slutresultat. Det kræver selvfølgelig at man ved hvad man har med at gøre, og ikke laver for mange fejl.
Det er derfor oplagt at starte med at anskaffe sig en hvalp med de rette anlæg (medfødte anlæg). Hvis du har mulighed for selv at vælge din fremtidige schweisshund ud blandt flere hvalpe, er der flere ting du skal holde oje med. 
Det er vigtigt at du får udvalgt den bedste hvalp til formålet, og hvis du evt. er førstevælger, vil jeg fraråde dig at tage den dominante hvalp. Denne hvalp har travlt med at vise at den er den stærkeste, og ved knurren og andre ubrugelige tendenser, viser den at det er den som bestemmer over madskålen, legetøj m.m. Denne dominans kan man i sporarbejdet ikke bruge til noget som helst, men derimod kan den give problemer med andre hunde m.m. Hvalpe som undgår dig, eller er bange for at tage kontakt til dig, eller er bange for høje lyde skal du også gå udenom.
Opdrætteren kender hvalpene bedst, da han/hun har fulgt hvalpene i mange uger, hvorfor det er helt naturligt at spørge ind til hvalpenes adfærd, i forhold til hvad du skal bruge hvalpen til.
Der findes et hav af forskellige test man kan lave med hvalpene inden de er 8 uger gamle, hvilket du skal benytte dig af. 
Der er specielt 3 ting du skal have fokus på ved udvælgelsen af din hvalp.

1.  Hvalpen skal være mentalt sund.
2.  Hvalpen skal have en udpræget sporlyst.
3.  Hvalpen skal være rolig.

Hvalpen skal selvfølgelig være bygget ordentlig og ikke have nogle fysiske skavanker. Om den er sort, hvid, ternet eller stribet, har ingen indvirkning på dens sporlige kvaliteter, men selvfølgelig skal du også selv kunne holde ud at kigge på hvalpen. Jo flere betingelser du sætter til dens udseende, desto mere begrænser du udvalget.
Du skal planlægge hvalpens hjemkomst, og sørge for at have tid til hvalpen når den kommer til dens nye hjem.
Det er for hvalpen en meget stor omvæltning at forlade den trygge flok, hvorfor man skal udnytte situationen og være sammen med hvalpen så meget som muligt. Jeg vil anbefale at man planlægger lidt ferie, i forbindelse med at hvalpen skal afhentes hos opdrætteren.
sove med hvalpSelvom en 8-ugershvalp sover meget, skal man bestræbe sig på at være sammen med hvalpen, i så mange timer i døgnet som muligt, ja helst hele døgnet.
For mit vedkommende planlægger jeg altid ferie i forbindelse med, at der kommer en ny hvalp i huset. Jeg tilbringer al min tid med hvalpen 24/7, og jeg vælger at hvalpen sover i samme seng som jeg. De bindinger du får til hvalpen fra første dag du henter den, er uerstattelige i hvalpens videre uddannelsesforløb.
Hvis du i familien har en anden hund, er det meget vigtigt at du og hvalpen dagligt, har så meget alenetid sammen som overhovedet muligt. Hvis hvalpen kun kender til forskellige situationer i opvæksten, hvor den kan "gemme" sig bag den ældre hund i familien, får du en usikker og uselvstændig hund ud af hvalpen, hvilket langfra er gode betingelser, hvis man vil lave en schweisshund.
Det sundeste for hvalpen vil altid være, hvis den i en familie er det man kan kalde en "enehund", lige som et enebarn.

OPDRÆTTEREN
opdrætterenUanset hvilken hunderace du vælger, skal du ikke gå på kompromis med kvaliteten.
Der findes opdrættere, og så findes der "meget seriøse" opdrættere, som har hundens brugsmæssige kvaliteter som første prioritet. Hvis opdrætteren har hundens eksteriør som første prioritet, går opdrætteren ofte på kompromis med andet.
Det er de "meget seriøse" opdrættere du skal kontakte, da du her har de bedste chancer for at få en rigtig god hvalp, som opfylder dine krav til dens brugsegenskaber. Derned ikke sagt at en alm. opdrætter ikke kan levere gode hvalpe, det kan de sagtens, men der er bare for langt imellem de hvalpe, som senere bliver rigtig gode schweisshunde.
De gode hvalpe hos de seriøse opdrættere, er ofte solgt inden hvalpene bliver født. Derfor skal du gennem grundig research finde frem til disse opdrættere, og efterfølgende kontakte dem.
Det er muligt at der er ventetid, men husk på at du skal have hunden i 10-12 år, og du allerede nu stiller nogle krav til hundens medfødte egenskaber. Disse hunde hænger ikke på træerne, og tro mig, det er ventetiden værd at vente på den "rigtige" hvalp.
Kontakt evt. nogle schweisshundeførere, og hør om de har kendskab til nogle hvalpekuld, eller kommende hvalpekuld, hvorfra de evt. selv ville vælge deres næste hvalp. Selvom ventetiden kan føles lang, kan de godt betale sig at vente f.eks. et år på den "rigtige" hvalp.

En hvalp udvikler sig ikke til at blive en god schweisshund, hvis du ikke tager ansvaret på dine skuldre. 
Jeg husker en episode da jeg købte én af mine tidligere schweisshunde som hvalp. Opdrætteren og jeg havde testet den hvalp jeg skulle have efter alle kunstens regler, og jeg var ikke i tvivl om at jeg med opdrætterens hjælp, havde udvalgt den bedste hvap i kuldet. Da hvalpen blev 8 uger gammel, og jeg kom for at hente min nye hvalp, løftede opdrætteren hvalpen op, lagde den i mine arme og sagde; 
"Kim, her er en mental sund hvalp, den er rolig og har en udpræget sporlyst -  NU ER RESTEN OP TIL DIG".
Få ord som siger alt om hvem der har ansvaret for, at en hund får muligheden for at udvikle dens potentiale som spor- eller schweisshund.

TRÆNING
100 numreDet svære ved at træne en hvalp, unghund eller en voksen hund, er at få formidlet det vi vil have hunden til at gøre, på en måde så hunden forstår hvordan øvelsen skal udføres. Jo færre konflikter hund og fører får under en indlæring, desto bedre vil resultat blive i hele indlæringsfasen.
Meget forenklet kan man sige, at hvis vi i teorien antager, at hvert af de 100 numre i tabellen til højre på siden, beskriver én bestemt måde at lære hunden én øvelse, f.eks. det at kunne og ville fastholde den fært hunden er startet op på.
Kunsten indenfor alle former for træningsforløb af hunde, er at kunne "læse hunden", så man får trykket på den "rigtige" knap første gang.  
I teorien kan man også sige, at jo længere væk du er fra den "rigtige" knap, desto mere konflikt opstår der mellem dig og hunden, og konflikter i træningen skal man så vidt muligt undgå. 
Mange laver den fejl når man starter en ny hvalp op i et træningsforløb, er at man tilbøjelig til at sammenligne de indlæringsmetoder man havde succes med på den gamle hund. I mange tilfælde kan de "gamle" indlæringsmetoder bruges, men ofte skal man en lille omvej for at nå det samme resultet. Groft sagt kan man teoretisk sige, at den træningsmetode for f.eks. ro på sporet, som lå under tast nr. 57 på den gamle hund, måske ligger under tast 66 på den nye hund. Hvis man bare altid vidste hvilken tast man skal trykke på ved hver øvelse, ville oplæring af en ny hund være meget nemt. 

PUBERTETEN / KØNSMODNING
Hunde med gode anlæg er meget nemme at få til at følge en udlagt fært. Sporene laves længere, ståtiden øges og man øger de mange færtforvirringer som udlægges på sporet. Alt går efter bogen, og som tidligere nævnt, er det muligt at hunden nemt kan bestå en prøve med et 400m/20 timers spor, når hvalpen er 4 måneder gammel. Den gode udvikling fortsætter, og man bliver hver gang overrasket over hvor meget denne hvalp kan løse af svære sporingsopgaver.
Men når hvalpen begynder at blive kønsmoden (nogle kalder det puberteten), i en alder af 7-10 måneder, virker det som om at hunden pludselig har glemt alt det den har lært på de mange spor den har fuldført. Hvalpen kan ikke skille færtene ad, og søger forviret rundt på selv nemme spor, uden at kunne finde og fastholde færten. Når dette sker, er der ingen tvivl om at hunden er ved at starte op på en kønsmodnings-periode, hvor hanhunden så småt begynder lette ben, mens tævernes første løbetid er på trapperne.
I denne periode kører hormonerne rundt i hovedet på hvalpen, og det er vigtigt at man ikke presser hunden i denne periode. Hunden vil gerne gå spor, hvilket ses ved at hunden ihærdigt forsøger at holde færten, men resultatet bliver at hunden ikke kan holde færten, hvorfor sporarbejdet bliver meget forvirrende og rodet at se på. Hunden er så meget ude af balance, at den umuligt kan udredde et spor uden hjælp fra føreren. 
Når mine unge hunde er kommet i den periode, og jeg tror at den er ovre perioden, men faktisk ikke er det, stopper jeg ikke sporarbejdet med hunden. Jeg forsøger at belønne hunden for dens store søgelyst og gå-på-mod, ved at hjælpe den frem til enden af sporet. I sådanne tilfælde belønnes hunden ikke for dens sporarbejde, men for dens søgelyst, gå-på-mod og specielt det at den ikke gav op. 
Mange gode schweisshunde er blevet ødelagt af føreren i denne periode, fordi føreren ikke var klar over hvorfor hunden ikke kunne fastholde færten, og derfor både har presset hunden for meget, og endda skældt den ud (eller det som er værre).
Det bedste man kan gøre, er at stoppe med at gå spor i denne periode, og beskæftige hunden med andre øvelser, som den kan magte. Hunden har på ingen måde glemt det den tidligere har lært i forbindelse med sporarbejdet, og det gælder om at komme igennem kønsmodnings-perioden uden konflikter. Efterhånden som kønsmodningsperioden aftager, vil man kunne se det på de spor man en gang imellem lægger, og når perioden er ovre, kan man igen lægge mere på sportræningen, ligesom man bliver bevidst om - at hunden absolut intet har glemt.
Men det er MEGET vigtigt, at man har indsigt i hundens psyke, og ikke presser hunden under sporarbejdet i kønsmodnings-perioden

Udskriv Email