Søg og du skal finde

Ros og ris på sporet

KOMMUNIKERE MED HUNDEN
Skal man kommunikere med sin hund mens den udredder et sporforløb, eller skal man tie helt stille, så længe hunden arbejder på sporet...?
Svaret på spørgsmålet er i min optik hverken et ja eller nej, da dette afhænger af hundens alder, føreforhold m.m. Den kommunikation jeg taler om er ros, og i meget sjældne træningstilfæde en irettesættelse (ikke at forveksle med straf).
Hvalpe tåler som hovedregel ikke at man "roser" dem for meget på sporet, da dette ofte fjerner hvalpens fokus og koncentration fra sporarbejdet. Jeg vælger derfor ikke at sige noget til hvalpen, så længe hvalpen arbejder koncentreret på at udrede et sporforløb. Når hvalpen er blevet ældre, og har fattet hvad det hele drejer sig om, dvs. at hvalpen er motiveret og arbejder målrette på at udrede et sporforløb, begynder jeg så småt at rose hunden behersket, når hunden gør noget rigtigt. Et eksempel kunne være, at hunden måske er flere meter væk fra sporet, og arbejder ihærdigt på at finde sporet igen. På et tidspunkt krydser hunden ind over sporet, og tager det omgående op. Her roser jeg omgående hunden med et behersket "ja, det var godt". Jeg kommunikerer meget med mine schweisshunde, når vi sammen skal udrede et sporforløb. Det gør jeg fordi jeg i optræningsfasen, har lært hunden at den får "ros" når den gør noget godt på sporet, hvor den kunne have valgt en anden løsning. Derved bliver det også meget nemmere for hunden at forstå, når jeg behersket siger "NEJ" til den på sporet, når den evt. vælger at skifte fra den udlagte fært, over på en anden afledningsfært på sporet. Sker dette husker jeg selvfølgelig omgående at "rose" hunden, når den igen tager den udlagte fært op igen. Dvs. at jeg under udredningen af et spor (jeg selv har lagt), kan kommunikere med hunden undervejs, hvilket jeg mener øger samarbejdet mellem hund og fører.

Når jeg begynder at træne sporlydighed (læs om sporlydighed HER), går jeg bevidst ind og lægger en frisk afledningsfært ind over overnatningssporet (umiddelbart inden sporet skal gåes), med henblik på at hunden skal lave en fejl. Årsagen til at jeg fremprovokerer en "fejl" er, at jeg gerne vil kunne reagere og "irettesætte" hunden, i det øjeblik den skifter over på den udlagte afledningsfært. Jeg straffer på ingen måde hunden, men irettesæter den, for at fremhæve vigtigheden af at holde den fært, hunden er i gang med at udredde. 
En irettesættelse på sporet, er en rolig og behersket indgriben i hundens arbejde, når den gør noget vi ikke vil have den til, og må aldrig kunne forveksles med en decideret straf.

For at en irettesættelse skal kunne forstås og efterleves af hunden, kræver det at hunden er lydig i dagligdagen, og derved har den fornødne respekt for dig som flokfører. Det betyder selvfølgelig også, at grundlydigheden skal være gennemarbejdet, før jeg begynder at forlange at hunden skal rette sig efter en irettesættelse på sporet. For dem som ikke er klar over det, er respekt ikke det samme som, at hunden er bange for dig.
Hvis hunden ikke er lydig i dagligdagen, er det næsten umuligt at irettesætte hunden på et træningsspor. Hunden ser absolut ingen ide i at efterkomme, hvad du vil have den til at gøre under sporarbejdet, hvis den ikke har respekt for dig som flokfører. Hvis hunden er fuldstændig ligeglad med hvad du mener og siger, kan du være sikker på at hunden vil slå over på en afledningsfært, hvis hunden synes det på dagen er mere spændende.
Lydigheden skal aldrig trænes i forbindelse med sporarbejdet men som seperate øvelser. Hunden skal ikke opdrages som en cirkushund, men til hver en tid forstå og efterkomme kommandoerne som sit og dæk, og skal selvfølgelig komme hver eneste gang du kalder på hunden.

jo større jagtlyst
KOMBINATION AF "ROS" OG "RIS" OG LYDIGHED
Endelig kommer jeg frem til det jeg vil sige om lydighed ros og ris. Når hunden er lydig i dagligdagen, vil den ikke have svært ved at forstå og efterkomme en behersket irettesættelse som et  "nej", fra dig, når hunden går af på en frisk afledningsfært. Når hunden vender om, og stopper med at gå videre på afledningsfærten, roses hunden med et behersket "ja, det var godt", og når hunden rammer sporet igen og omgående tager det op, belønnes hunden endnu engang med ros fra dig som "ja, det var godt". 

Det er den måde jeg kommunikerer med mine schweisshunde i træningen, på prøver og i det praktiske eftersøgningsarbejde. Uanset hvilken form for spor jeg går med min hund, vil hunden altid, når den markerer en dråbe schweiss eller lign., omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden påviser et anskudssted eller sårleje, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden arbejder med at udrede en stor stjerne eller rundgang, og til sidst finder udgangen fra denne færtforvirring, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden af en eller anden grund mister sporet, følger jeg med, mens hunden ihærdigt forsøger at finde sporet igen. Når hunden krydser sporet, og tydeligt tager det op, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig, osv. 
Da alt hundearbejde handler om at gøre tingene sorte eller hvide, hvor det sorte er det vi ikke vil have hunden skal gøre (læs NEJ), mens det hvide er det vi vil have hunden til at gøre (læs "ja, det var godt" ), kan vi med disse simple virkemidler, kommunikere med hunden på vej ud af sporet. 

Overnstående er ikke noget hunden lærer på en enkelt dag eller en uge, men når hunden har lært det, bliver sporarbejdet meget nemmere for ekvipagen (hunden og dig) , når du gående bagved i den 10 meter lange schweissline, med et "ja, det var godt", kan rose hunden hver gang hunden gør noget "rigtigt", og et behersket "nej", hver gang den gør noget "forkert".

Udskriv Email