Søg og du skal finde

Sporlydighed

SELVSTÆNDIGHEDEN
I en schweisshund SKAL der være en tilpas selvstændighed, hvilket på ingen måde skal tolkes som ulydighed.
Hunden skal i dagligdagen forstå og adlyde kommandoer som sit/dæk, og komme hver gang på kald eller fløjte. Det sidste (altså hjemkald) skal man ikke forvente på en hetz, hvor dyret er rejst fra sit sårleje, og hunden er sluppet fri og lige i hælene på et flygtende anskudt/påkørt dyr.
En stor sporlyst kombineret med høj jagtlyst og selvstændighed, udelukker muligheden for at stoppe hunden midt i en hetz, hvilket både er godt og skidt. Det gode er, at hunden holder hårdt på i en hetz, og mister hunden dyret af syne, fortsætter hunden efter dyret, blot ved at følge den friske fært af det flygtende dyr. Jo mere selvstændighed, jagtlyst og sporlyst, desto længere vil hunden følge et flygtende dyr under en hetz. Ulempen ved dette er, at man som schweisshundefører skal overveje, hvornår man skal slippe hunden til hetz, efter dyret er rejst fra sit sårleje. Da man ikke altid kan forudsige hvilken flugtrute et anskudt/påkørt dyr vælger, kan man risikere at dyret, efter hunden er sluppet til hetz, sætter kursen direkte mod en stærkt trafikeret vej. Af samme årsag vælger samtlige schweisshundeførere at vente med at slippe hunden til hetz, hvis han/hun eftersøger et dyr tæt på en stærkt trafikeret hovedvej, selvom dyret er rejst fra sit sårleje. Man sporer blot videre i rem, indtil man kan se man ikke længere er tæt på, eller på vej mod stærkt trafikerede veje. 

LYDIGHED / SPORLYDIGHED
Begrebet "sporlydighed" er for mange et fremmedord, men hvis man arbejder på at komme i registret, skal man være meget opmærksom på at træne denne sporlydighed. Årsagen er, at sporet til både anlægsprøver og for den sags skyld også egnethedsprøver, bevidst lægges i områder hvor man er sikker på, at der er meget afledningsfært på hvert spor. Dette er langfra sikkert på de sporprøver som afvikles i specialklubberne, som oftes lægges i høj bøgeskov med gode oversigtsforhold. her er risikoen for at møde én eller flere friske afledningsfærte meget mindre.
Som uddannet schweissdommer, har jeg set hunde som går et fantastisk spor, lige indtil de møder frisk afledningsfært. Denne afledningsfært på sporene er fristende for hundene at gå på, og jo friskere færten er, desto mere fristende er den for hunden. Man kan i disse situationer ikke bebrejde hunden, hvis føreren ikke har trænet sporlydighed med hunden.

HVORDAN TRÆNES SPORLYDIGHED
For det første kræver det hunden generelt er lydig og hunden ved, at du som hundefører stiller krav til den, samtidig med at hunden elsker at udføre det du sætter den til. Jeg træner fra hunden er hvalp, at der er noget som hedder en Nej-kommando. Når hvalpen/hunden får en Nej-kommando, betyder det; "Stop omgående det du er igang med".
Denne Nej-kommando bruger jeg meget i lydighedstræningen, og når hvalpen er kommet over sin første kønsmodning, og hundens jagtinstinkter for alvor vågner, er det på tide at implementere sporlydigheden i selve sportræningen. Hvis hunden kender betydningen af Nej-kommandoen, føler jeg det er nemmere at kommunikere med hunden, når den skal igang med sporlydigheden.
Når man skal korrigere sin hund på sporet, er det utroligt vigtigt at man ikke råber højlydt, og helt udelukket er det, at man straffer hunden ved at tage hårdt fat i den. De hundeførere som mister tålmodigheden og straffer hunden hårdt på sporet, risikerer en unødig konflikt og deraf manglende tillid til hundeføreren. Hunden kan blive sat mange måneder bagud i træningen, og måske aldrig komme igang igen.
Man skal kende sin hund, og vide hvor meget den kan tåle af irettesættelser / "negative reaktioner" fra hundeføreren. Dette er afhængig af race, alder m.m.
Det er sikkert som amen i kirken, at hvis du råber af én af de "røde hunde" på sporet, eller tager hårdt fat i den mens du skælder den ud, skal du forberede dig på, at hvis du vil ud til enden af sporet, kommer du selv til at gå sporet. Den "røde hund" går ikke spor en meter mere.
En velfungerende driftstærk og mentalt stærk Ruhåret Hønsehund, tåler flere "negative reaktioner" fra hundeføreren på sporet, end de "røde hunde".
En metode som mange har gode erfaringer med, er at bære hunden tilbage på sporet, hvis den skifter fra sporfærten over på en afledningsfært, da voksne hunde under udredningen af et spor, ikke synes det er særlig rart at blive båret. Hvis man har en stor Ruhåret Hønsehund, eller en tung Retriever, er metoden med at bære hunden tilbage på sporet ikke en mulighed. I stedet for at bære hunden tilbage på sporet, går man bestemt ud til hunden, siger ikke noget til den, men tager den i halsbåndet, og fører den stille og roligt tilbage på sporet, hvor den sættes af ca. 5-10 meter før afledningsfærten krydser sporet. Når hunden har siddet i et kort øjeblik, starter du igen igen hunden op, med et lidt mere bestemt "søg sporet...".
Når du irettesætter hunden på sporet, eller i andre trænings-situationer, er det vigtigt at du ikke hører efter de hundefolk som taler om hård straf i træningen, da tiden for mange år siden, er vokset fra de gamle "Carl Tabel metoder" - og heldigvis for det. Ved træning af hunde i dag, kommen man meget længere med motivation og lystbetonet træning, kombineret med korrektioner, så hunden altid synes det er "sjovt" at træne. Den gamle "kadaver-dicilin" kan vi i dag ikke bruge til noget som helst.

Jeg træner ud fra den pædagogik, at tydeligt tilkendegive hvad det er jeg vil have hunden til at gøre, og samtidig tydeligt tilkendegive hvad den IKKE skal gøre. Dvs. at jeg prøver at gøre øvelsen så sort/hvid som muligt for hunden, hvor "hvid" er det jeg vil have den til at gøre, og "sort" er det den ikke skal gøre. Ved at gøre en øvelse "sort" eller "hvid", har hunden nemmere ved at skelne mellem det "rigtige" og det "forkerte".
Du behøver ikke at lægge lange spor, for at træne sporlydighed, men kan ligesom ved markeringsøvelser, hetzen m.m., træne sporlydighed som en selvstændig diciplin sideløbende med det egentlige sporarbejde. Jeg træner "aflednings-øvelserne" som nedenfor beskrevet, mens andre gør det på en helt anden måde. Ingen af træningsmåderne er mere rigtig en den anden, da der ikke findes en facitliste.

  • Du tager dine spor med færtsko (med klove uden schweiss), og lægger 2-3 spor, hvor længden på hvert spor ikke behøver at være længere end 100-150 meter.
  • Du skal ikke på disse spor lave anden færtforvirring som stjerne, rundgang, spidse knæk eller lign., da det er sporlydigheden vi skal arbejde med.
  • For enden af hvert spor, lægger du det hunden synes er bedst (mad, skind eller andet).
  • Umiddelbart inden du starter hunde op på sporet, trækker du en anden klov, et skind, død fasan, hare eller lign. efter dig i en snor, og krydser alle de lagte spor med den nye og stærkere fært (se illustrationen nedenfor).
  • De steder du krydser det oprindelige spor med afledningsfærten markeres tydeligt, så du ikke er i tvivl om, hvor afledningsfærten ligger, når du går umiddelbart efter går sporet med hunden.

Om sporet ligger 1 time, 5 timer, eller natten over, er selvfølgelig afhængig af hvor langt hunden er i sportræningen. 
sporlydighedmafledningDu har selvfølgelig ved hvert spor, lavet et anskudssted som hunden selv skal søge op.
Jeg synes det er en fordel hvis man kommunikerer med hunden mens den arbejder, og specielt når hunden er på sporet. Derfor siger jeg med jævne mellemrum "dygtiggg...", når jeg er sikker på at hunden er på sporet, mens andre vælger ikke at sige noget. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.
Når du nærmer dig den tydelige markering, hvor du ved at afledningsfærten krydser sporet, skal du være opmærksom på hundens reaktion. Husk på at det er dig som hundefører der fremprovokerer en fejl, for at kunne lære hunden at afledningsfært ikke fører noget godt med sig. Derfor vil hunden de første gange reagere på afledningsfærten, og slå over på denne fært. 
Når hunden rammer den friske afledningsfært, vil hunden selvfølgelig slå over på denne. Når den gør dette, lader hunden komme en halv- og max. en hel linelængde ud, før du giver hunden en Nej-kommando, som betyder "Stop omgående det du er igang med". Gå herefter ud til hunden, bær den eller tag den i halsbåndet , og før den stille og roligt tilbage til sporet. Sæt hunden af ca. 5-10 meter før afledningsfærten krydser sporet, og lad hunden sidde et kort øjeblik, inden den igen sættes på sporet, med kommandoen "Søg sporet...". Med irettesættelsen frisk i hukommelsen, ved hunden godt at den ikke må slå over på afledningsfærten, hvorfor hunden godt kan blive lidt utryg når den igen kan lugte den fristende afledningsfært. Dette sker fordi hunden ikke helt har forstået øvelsen endnu Sker dette hjælper du hunden videre, og lige så snart den er forbi den krydsende afledningsfært, er det vigtigt at hunden roses, så den ikke er i tvivl om at det den lige har udført, er det "rigtige", altså detdu vil have den til at gøre.
Det er muligt at du skal bære eller hente hunden tilbage til spore, de første par gange den møder den af dig udlagte afledningsfært på sporet, men hunden lærer hurtigt at den "kunstige afledningsfært", ikke er interessant og derved ikke skal følges. 
Hvis du efter et par vellykkedet træninger på "afledningsfært" tror, at hunden fremadrettet aldrig vil slå over på en afledningsfært under udredningen af et spor - tager du grusomt fejl. At holde hunden fra at slå over på en afledningsfært, er en evig kamp gennem hundens mange år i registret. Jo ældre og mere rutineret hunden bliver til de praktiske eftersøgninger, desto bedre bliver hunden til at ignorere en afledningsfært.
Jo bedre du som hundefører, formår at "forklare" hunden, at den ikke må gå på afledningsfært, desto hurtigere lærer hunden at ignorere afledningsfærten. Dette er meget forenklet sagt, da andre faktoraer som bla. hundens jagtlyst, selvfølgelig har en stor indvirkning på hundens opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert, når den på sporet møder en frisk afledningsfært.
Jo større jagtlyst din hund har, desto vigtigere er det, at du i din kommunikation med hunden er nem at forstå, og derved formår at lære hunden hvad som er "rigtigt" og "forkert". 

Formålet med disse kunstige "afledningsfærts-øvelser" på de korte spor er, at det på sigt skal være nemmere for hunden at forstå en irettesættelse, på de almindelige spor du selv lægger. På disse spor vil der i større eller mindre mænger altid være afledningsfært, selvfølgelig afhængig af ståtid, terræn og vildttæthed.
Når hunden har forstået, og udfører "afledningsfærts-øvelserne" korrekt på de korte spor, skal dette implementeres i de noget længere spor du selv lægger til hunden. På disse spor ved du nogenlunde hvor sporet ligger, men ikke hvornår, eller hvor hunden støder på en afledningsfært. Når en afledningsfært krydser det spor hunden er ved at udrede, bør du tydeligt kunne se det på hundens reaktion og adfærd, og handle derefter.

hunden kan nemt skelne

Udskriv Email