Mange bukkejægere taler om råvildtforvaltning – men alt for ofte bliver det ved ordene.
Ser man på udviklingen i det danske råvildtudbytte, er der ikke meget der tyder på, at en målrettet og bæredygtig råvildtforvaltning praktiseres i tilstrækkeligt omfang.
Det kan lyde som en hård konklusion, men god råvildtforvaltning handler ikke om, hvad vi siger, vi gør. Den skal kunne ses på den bestand, vi efterlader, og på udviklingen over en længere årrække.
Efter min opfattelse er råvildtsygen ikke nødvendigvis et afsluttet kapitel. Problemer vil fortsat kunne opstå lokalt, hvor bestandstætheden bliver for høj, bestandssammensætningen er uhensigtsmæssig, og hvor dyrenes generelle sundhedstilstand er utilfredsstillende.
Samtidig betyder milde vintre, gode fødemuligheder og nogle steder fodring, at flere svage og dårlige dyr kan overleve, end det ellers ville være tilfældet. Disse dyr får dermed også mulighed for at sætte afkom og føre deres genetiske egenskaber videre.
Jægerne bør derfor have langt større fokus på at få svage og dårlige dyr ud af bestanden frem for gennem fodring og manglende selektiv afskydning at give dem bedre muligheder for at overleve og reproducere sig.
Efter min opfattelse har vi jægere ikke i tilstrækkelig grad taget konsekvensen af denne udvikling. Interessen har fortsat i alt for høj grad været rettet mod bukke og trofæer, hvor indsatsen i stedet burde have været koncentreret om at opbygge og bevare en bestand bestående af sunde og stærke dyr.
For i sidste ende er det ikke antallet af dyr på reviret, der viser sundhedstilstanden i en bestand.
Bæredygtig forvaltning
Begreber som bestandstæthed, bestandssammensætning og bæreevne bør efter min opfattelse være grundlæggende viden for enhver jæger, der ønsker at kalde sig råvildtforvalter.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at kende jagttiderne. Man bør også have et nogenlunde kendskab til, hvor mange dyr reviret kan bære, hvordan bestanden er sammensat, og hvilke dyr der bør afskydes – og mindst lige så vigtigt: hvilke dyr der bør have lov til at blive gående.
Vildtudbyttestatistikken viser, hvordan det registrerede jagtudbytte af råvildt steg gennem årtier, indtil udviklingen vendte omkring 2009.
Men vildtudbyttestatistikken fortæller ikke i sig selv, hvor stor den danske råvildtbestand er.
Men når resultaterne efter flere års indberetninger opdeles på bukke, hundyr og lam, får vi et langt mere interessant billede af, hvordan vi jægere prioriterer vores afskydning.
Og når disse opgørelser kommer fra et flertal af danske jægere, finder vi formentlig et af de helt store problemer i den danske råvildtforvaltning - nemlig det faktum at vi interesserer os for meget for bukkene og for lidt for resten af bestanden.
Når en uforholdsmæssig stor del af jagtudbyttet består af bukke, samtidig med at den levende bestand mange steder består af væsentligt flere hundyr end handyr, hænger afskydningen efter min opfattelse ganske enkelt ikke sammen med ønsket om en sund og mere naturligt sammensat råvildtbestand.
Råvildtforvaltning handler ikke kun om, hvilke bukke vi vælger at skyde eller lade gå. Den handler om hele bestanden – bukke, råer og lam.
Skæv kønsfordeling
Statistik kan fortolkes forskelligt, men nogle tal bør efter min opfattelse få alarmklokkerne til at ringe hos enhver jæger, der interesserer sig seriøst for råvildtforvaltning.
Efter råvildtsygen på Fyn stod de fynske jægere over for den store opgave at genopbygge en bestand bestående af sunde og stærke dyr.
Alligevel viste vildtudbyttestatistikken eksempelvis, at der i 2017/18 blev nedlagt omkring 2,5 gange så mange han- som hundyr på Fyn.
Det kan naturligvis have flere forklaringer. En af dem kan være, at man bevidst har skånet produktive, sunde hundyr og samtidig afskudt en større andel svage eller dårlige bukke.
Men hvis den skæve afskydning primært skyldes, at bukkejagten fortsat prioriteres højere end forvaltningen af den samlede bestand, mener jeg, at det er et tydeligt tegn på, at vi ikke har lært tilstrækkeligt af tidligere tiders råvildtforvaltning.
Ser vi på Danmark som ét stort revir, bliver problemstillingen efter min opfattelse endnu tydeligere.
Når omkring 50-60 % af de nedlagte dyr er handyr, samtidig med at den levende bestand mange steder kan være så skævt sammensat som omkring én buk for hver seks hundyr, hænger afskydningen ganske enkelt ikke sammen med den bestand, vi ønsker at opbygge og bevare.
Havde vi en bestandssammensætning på 1:1 – altså omtrent lige mange han- og hundyr, kunne en tilsvarende høj afskydning af bukke bedre forsvares forvaltningsmæssigt, vel vidende at en kønsfordeling på 1:1 ikke er nødvendigt, da råvildtet har et pollygamt parringssysten (hvor en buk beslår flere hunner i samme sæson).
Men når hundyrene er markant i overtal, er det min opfattelse, at en fortsat meget høj afskydning af bukke er med til at fastholde eller ligefrem forværre den skæve kønsfordeling.
Det er netop her, forskellen mellem bukkejagt og råvildtforvaltning bliver tydelig: Bukkejagt handler om bukkene - råvildtforvaltning handler om hele bestanden.
Tag ansvar
Vi jægere har selv et stort ansvar for den råvildtbestand, vi jager på. Vi kan ikke på den ene side kalde os vildtforvaltere og på den anden side fralægge os ansvaret for konsekvenserne af vores egen afskydning.
Det er nemt at pege på Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet, myndighederne eller andre organisationer, når udviklingen går den forkerte vej.
Men efter min opfattelse begynder ansvaret først og fremmest hos os selv – ude på det enkelte revir.
Det betyder naturligvis ikke, at den enkelte jæger gør noget forkert ved at nedlægge en buk inden for den gældende jagttid. Men der er stor forskel på, hvad vi må skyde, og hvad vi ud fra et forvaltningsmæssigt synspunkt bør skyde.
En råvildtbestand kollapser ikke, fordi der på et enkelt revir bliver nedlagt en ung og sund buk, som forvaltningsmæssigt med fordel kunne have fået nogle år mere. Problemet opstår, når den samme tankegang praktiseres år efter år på tusindvis af danske revirer. Så får den enkelte jægers beslutning pludselig betydning for det samlede billede.
Vi skal derfor væk fra tankegangen om, at et dyr nødvendigvis skal skydes, blot fordi jagttiden giver os mulighed for det.
Nogle gange består god råvildtforvaltning netop i at lade være med at trykke på aftrækkeren og i stedet for tænke langsigtet.
Jagttid er ikke det samme som skydepligt
Hvor mange stykker råvildt?
Vil man forvalte råvildtet seriøst, begynder arbejdet længe før, man beslutter, hvilket dyr der skal nedlægges.
Først og fremmest skal man forsøge at danne sig et så realistisk billede af bestanden som muligt.
Hvor mange dyr står der på reviret sommer og vinter? Hvor mange er bukke, råer og lam? Hvordan er køns- og aldersfordelingen? Hvordan er dyrenes kropsvægt og generelle sundhedstilstand? Og ikke mindst: Hvor mange dyr kan reviret reelt bære?
Kan man ikke svare nogenlunde på disse spørgsmål, har man efter min opfattelse heller ikke det nødvendige grundlag for at udarbejde en målrettet og bæredygtig afskydningsplan.
Der findes forskellige modeller for, hvor stor en del af råvildtbestanden der bør afskydes. Et eksempel er at afskyde omkring en tredjedel af efterårsbestanden fordelt med 30 % bukke, 50 % lam og 20 % råer.
Problemet med sådanne standardmodeller er, at de tager udgangspunkt i en bestand med en fornuftig køns- og aldersfordeling og en tilfredsstillende sundhedstilstand. Men har man ikke en sådan bestand, giver det efter min opfattelse heller ikke mening ukritisk at følge en fast procentfordeling.
Afskydningen skal i stedet tage udgangspunkt i den bestand, man rent faktisk har stående på reviret, og i det mål, man ønsker at nå med sin forvaltning.
Hvad kan vi gøre fremadrettet?
Hvis vi vil forvalte råvildtet på den måde, jeg anbefaler, skal vi forvalte hele bestanden – ikke kun bukkene.
Vi hører ofte bukkejægere fortælle, at de lod to eller tre mindre bukke passere, inden de nedlagde den buk, de ønskede.
Det kan være ganske fornuftig og selektiv bukkeafskydning, men det er ikke i sig selv råvildtforvaltning.
Hvis den samme interesse og disciplin ikke er til stede i efterårs- og vintermånederne, når der skal tages stilling til lam, hundyr samt svage og dårlige dyr, er vi ikke kommet ret meget længere.
Så taler vi stadig mere om råvildtforvaltning, end vi praktiserer den.
På et revir med en dårlig eller ubalanceret bestand anbefaler jeg derfor, at man i første omgang fjerner fokus fra trofæerne og i stedet koncentrerer sig om at opbygge en bestand bestående af sunde og stærke dyr med en god kropsvægt.
En god råvildtbestand afspejles efter min opfattelse hverken af antallet af dyr på reviret eller størrelsen på den største buk, der er blevet nedlagt.
Det afgørende er bestandens samlede kvalitet og sundhedstilstand.
Jeg vil langt hellere have 50 sunde og stærke dyr med en god kropsvægt end 100 dyr, hvor en stor del er små, svage eller i dårlig kondition.
Al råvildt med snabelsko, alvorlige pelsproblemer, lav kropsvægt i forhold til alder eller andre tydelige tegn på dårlig kondition, bør i gældende jagttid, uanset størrelsen på bukkenes opsats, afskydes.
Oprydning
Har man en bestand med mange svage og dårlige dyr og samtidig en meget skæv kønsfordeling, mener jeg, at man først og fremmest skal rydde op i bestanden.
Svage og dårlige dyr bør afskydes, uanset om der er tale om lam, råer eller bukke. Samtidig skal der arbejdes målrettet på at forbedre forholdet mellem han- og hundyr.
Har man eksempelvis en kønsfordeling omkring 1:6, kan den hurtigste vej efter min opfattelse være at øge afskydningen af hundyr markant og samtidig reducere afskydningen af sunde bukke. I nogle tilfælde kan det ligefrem være nødvendigt helt at undlade at skyde sunde bukke i en periode.
Svage og dårlige bukke bør naturligvis fortsat afskydes.
Min erfaring er, at man med en konsekvent og målrettet indsats over omkring tre år kan ændre en dårlig eller middelmådig bestand markant og opbygge en bestand med en langt større andel sunde og stærke dyr.
Det betyder ikke, at arbejdet derefter er afsluttet. Der vil altid forekomme svage og dårlige dyr i en bestand, og derfor skal den selektive afskydning fortsætte.
Først når bestanden er bragt i en tilfredsstillende balance med sunde og stærke dyr og en mere hensigtsmæssig køns- og aldersfordeling, mener jeg, at det giver mening at begynde at tilpasse afskydningen efter andre målsætninger – eksempelvis om man ønsker en større årlig bukkeafskydning eller vil arbejde målrettet mod ældre bukke med større opsatser.
Stiv pegefinger
For den inkarnerede bukke- og trofæjæger er der én disciplin, som ofte viser sig vanskeligere end alle de andre - for hvis man vil have store bukketrofæer og derved også ældre bukke på reviret, må man også give bukkene en mulighed for at nå en alder, hvor de kan vise deres potentiale.
Min målsætning har gennem mange år været, at sunde og lovende bukke så vidt muligt skal have mulighed for at nå 4-5-årsalderen, før der for alvor fokuseres på størrelsen af deres opsats.
Et godt fødegrundlag, ro på reviret, et begrænset jagttryk og en sund råvildtbestand er alle vigtige elementer. Men ingen af delene kan skabe gamle bukke, hvis de konsekvent bliver nedlagt som unge.
Vil man have ældre og større bukke på reviret, er der derfor ingen vej udenom: Nogle af de unge og lovende bukke skal ganske enkelt have lov til at gå videre.
Det lyder enkelt, men i praksis er det måske en af de vanskeligste discipliner i hele råvildtforvaltningen.
Hvor mange stykker råvildt?
Vil man forvalte råvildtet seriøst, begynder arbejdet længe før, man beslutter, hvilket dyr der skal nedlægges.
Først og fremmest skal man forsøge at danne sig et så realistisk billede af bestanden som muligt.
Hvor mange dyr står der på reviret sommer og vinter? Hvor mange er bukke, råer og lam? Hvordan er køns- og aldersfordelingen? Hvordan er dyrenes kropsvægt og generelle sundhedstilstand? Og ikke mindst: Hvor mange dyr kan reviret reelt bære?
Kan man ikke svare nogenlunde på disse spørgsmål, har man efter min opfattelse heller ikke det nødvendige grundlag for at udarbejde en målrettet og bæredygtig afskydningsplan.
Der findes forskellige modeller for, hvor stor en del af råvildtbestanden der bør afskydes. Et eksempel er at afskyde omkring en tredjedel af efterårsbestanden fordelt med 30 % bukke, 50 % lam og 20 % råer.
Problemet med sådanne standardmodeller er, at de tager udgangspunkt i en bestand med en fornuftig køns- og aldersfordeling og en tilfredsstillende sundhedstilstand. Men har man ikke en sådan bestand, giver det efter min opfattelse heller ikke mening ukritisk at følge en fast procentfordeling.
Afskydningen skal i stedet tage udgangspunkt i den bestand, man rent faktisk har stående på reviret, og i det mål, man ønsker at nå med sin forvaltning.
Hvad kan vi gøre fremadrettet?
Hvis vi vil forvalte råvildtet på den måde, jeg anbefaler, skal vi forvalte hele bestanden – ikke kun bukkene.
Vi hører ofte bukkejægere fortælle, at de lod to eller tre mindre bukke passere, inden de nedlagde den buk, de ønskede.
Det kan være ganske fornuftig og selektiv bukkeafskydning, men det er ikke i sig selv råvildtforvaltning.
Hvis den samme interesse og disciplin ikke er til stede i efterårs- og vintermånederne, når der skal tages stilling til lam, hundyr samt svage og dårlige dyr, er vi ikke kommet ret meget længere.
Så taler vi stadig mere om råvildtforvaltning, end vi praktiserer den.
På et revir med en dårlig eller ubalanceret bestand anbefaler jeg derfor, at man i første omgang fjerner fokus fra trofæerne og i stedet koncentrerer sig om at opbygge en bestand bestående af sunde og stærke dyr med en god kropsvægt.
En god råvildtbestand afspejles efter min opfattelse hverken af antallet af dyr på reviret eller størrelsen på den største buk, der er blevet nedlagt.
Det afgørende er bestandens samlede kvalitet og sundhedstilstand.
Jeg vil langt hellere have 50 sunde og stærke dyr med en god kropsvægt end 100 dyr, hvor en stor del er små, svage eller i dårlig kondition.
Al råvildt med snabelsko, alvorlige pelsproblemer, lav kropsvægt i forhold til alder eller andre tydelige tegn på dårlig kondition, bør i gældende jagttid, uanset størrelsen på bukkenes opsats, afskydes.
Oprydning
Har man en bestand med mange svage og dårlige dyr og samtidig en meget skæv kønsfordeling, mener jeg, at man først og fremmest skal rydde op i bestanden.
Svage og dårlige dyr bør afskydes, uanset om der er tale om lam, råer eller bukke. Samtidig skal der arbejdes målrettet på at forbedre forholdet mellem han- og hundyr.
Har man eksempelvis en kønsfordeling omkring 1:6, kan den hurtigste vej efter min opfattelse være at øge afskydningen af hundyr markant og samtidig reducere afskydningen af sunde bukke. I nogle tilfælde kan det ligefrem være nødvendigt helt at undlade at skyde sunde bukke i en periode.
Svage og dårlige bukke bør naturligvis fortsat afskydes.
Min erfaring er, at man med en konsekvent og målrettet indsats over omkring tre år kan ændre en dårlig eller middelmådig bestand markant og opbygge en bestand med en langt større andel sunde og stærke dyr.
Det betyder ikke, at arbejdet derefter er afsluttet. Der vil altid forekomme svage og dårlige dyr i en bestand, og derfor skal den selektive afskydning fortsætte.
Først når bestanden er bragt i en tilfredsstillende balance med sunde og stærke dyr og en mere hensigtsmæssig køns- og aldersfordeling, mener jeg, at det giver mening at begynde at tilpasse afskydningen efter andre målsætninger – eksempelvis om man ønsker en større årlig bukkeafskydning eller vil arbejde målrettet mod ældre bukke med større opsatser.
