Når vi går på riffeljagt efter hjortevildt, bør én grundregel være afgørende: Vi skal ikke kun skulle afgive et dræbende skud – men vi skal kunne gøre det hver gang. Derfor er spørgsmålet, hvor bør riffelkuglen placeres i dyrekroppen.
Dette sted opnås bedst ved at sigte efter det område, der giver størst mulig margin, hvis kuglen ikke rammer præcist som tiltænkt.
Med andre ord: Sigter du midt på bladet, kan skuddet stadig være dræbende, selv om kuglen rammer 6-8 cm til højre, venstre, over eller under sigtepunktet.
CNS skuddet
Som aktiv registreret schweisshundefører med mere end 25 års erfaring fra praktiske eftersøgninger blev jeg overrasket over den manglende faglige indsigt, da jeg læste en artikel, der klart anbefalede jægere at fravælge det velkendte bladskud og i stedet placere riffelkuglen i dyrets centralnervesystem.
Denne placering skulle naturligvis have et navn, der kunne matche bladskuddet. Derfor blev den kaldt et CNS-skud, hvor CNS står for centralnervesystemet.
Artiklen var ledsaget af en illustration, der viste, hvor CNS-kuglen skulle placeres. Den afslørede et træfpunkt, som i modsætning til bladskuddet var meget lille.
Det lille træfpunkt, hvor CNS skuddet skal placeres, kan rammes af ganske få riffeljægere. Det er typisk riffeljægere, der hvert år affyrer hundredvis af skud på skydebanen. Men selv meget dygtige skytter kan indimellem miste præcisionen i et skud. Sker det ved et CNS-skud eller et halsskud, kan følgerne for dyret blive katastrofale.
Jeg er ikke uenig i, at et præcist placeret CNS-skud kan få dyret til at falde øjeblikkeligt til jorden - stendødt som ramt af lynet - forudsat at skytten kan holde riflen og trådkorset helt roligt i skudøjeblikket.
Men at opfordre riffeljægere til at fravælge det sikre og dræbende bladskud til fordel for et meget lille træfområde, hvor selv en mindre afvigelse kan føre til en alvorlig anskydning, er efter min opfattelse ikke i vildtets tarv.
Præcision
Det er én ting at kunne skyde hul i hul fra liggende stilling eller med fast anlæg i en skydebænk eller en fem-benet Viperflex på skydebanen.
Praktisk bukkejagt er noget andet. Her er en liggende skydestilling sjældent mulig, og skytten sidder eller står ikke altid optimalt, når skuddet skal afgives.
Ventetiden, fra bukken viser sig, til et forsvarligt skud kan afgives, kan desuden være stressende. Spændingsniveauet stiger, måske kommer bukkefeberen snigende. Disse faktorer sker ikke på skydebanen, men sker de på praktisk jagt gavner de på ingen måde præcisionen i skuddet.
Derfor vil jeg på det kraftigste advare den almindelige riffeljæger mod at forsøge at sætte et risikabelt CNS-skud i dyrekroppen som erstatning for det sikre og dræbende skud midt på bladet.
På ovenstående tegning kan man med al tydelighed se, hvor lille træfområdet for CNS-skuddet er, modsat det sikre og dræbende bladskud (gult område).
Påstanden om, at et CNS-skud ikke medfører risiko for tapskud, holder ikke. Risikoen stiger tværtimod, jo højere riffelkuglen placeres i dyret – altså jo tættere træfpunktet ligger på ryglinjen.
Rammer kuglen blot 6-8 cm for højt under et forsøg på et CNS-skud, kan resultatet blive et tapskud. Rammer den 6-8 cm for langt fremme, kan det føre til en alvorlig anskydning i bringen.
Havde man i stedet sigtet midt på bladet, ville et træf 6-8 cm højere end tiltænkt som regel være en høj bladkugle med samme øjeblikkelige virkning som et CNS-skud.
Træffer kuglen i samme situation 6-8 cm til højre, venstre eller lavere end planlagt, vil skuddet fortsat være dræbende.
Som registreret schweisshundefører gennem mere end 25 år, har jeg set skadevirkningen af mange riffelskud, der ikke ramte dyret som tiltænkt.
I stedet for at gennemgå de mange anskydninger, jeg har været kaldt ud til, vil jeg nævne én jagtsituation, hvor riffeljægeren var mig selv – og hvor jeg er glad for, at jeg holdt mig til det sikre dræbende bladskud.
Skuddet
Da jeg fik mulighed for at skyde en af Berleburgs store brunsthjorte, trænede jeg dette år mere på riffelbanen end normalt. Jeg havde derfor afgivet hundredvis af skud på både 100 og 200 meter. Den regelmæssige træning betød, at jeg populært sagt kunne samle skuddene inden for en tokrone på 100 meter.
På Berleburg får man dog ikke lov til at skyde til kronvildt uden først at dokumentere sine skydefærdigheder. Jeg måtte derfor afgive et par kontrolskud på en dertil indrettet skydebane.
På en skive godt 100 meter ude i terrænet placerede jeg to skud præcist i den sorte plet og skudhullerne rørte hinanden.
På Berleburg gør man en stor indsats for at forebygge anskydninger. Derfor gennemgås parolen nøje før hver pürsch.
- Dyret skal stå stille og have hele bredsiden vendt mod mig.
- Der må ikke skydes på for langt hold – maksimalt 150 meter.
- Skuddet skal placeres midt på bladet – hverken højt eller lavt. Halsskud og andre risikable skud er udelukket.
- Der må først skydes, når skytten klart giver tilladelse.
Efter flere dages forgæves forsøg kom vi endelig på skudhold af en imponerende kronhjort i guldmedaljeklassen. Hjorten var hele tiden i bevægelse og brølede dybt for at tiltrække hindernes opmærksomhed.
Jeg sad godt på en skråning med fast anlæg og havde hjorten i trådkorset, da den endelig stoppede. Skytten gav dog ikke tilladelse til skud, fordi hjorten stod lidt over 200 meter ude.
Først da hjorten kom tættere på og stillede sig med hele bredsiden mod mig, fik jeg tilladelsen til at skyde.
Fast anlæg
Skydestillingen med fast anlæg var stadig god, og jeg havde åndedrættet under kontrol. Jeg placerede trådkorset midt på bladet og lod roligt skuddet gå.
Jeg var overbevist om, at skuddet sad præcist, hvor jeg havde sigtet. Kronhjorten gik ned i knaldet som ramt af lynet. Det er dog ikke det normale skudtegn, når en adrenalinfyldt brunsthjort træffes midt på bladet.
Jeg repeterede hurtigt og var klar til et opfølgende skud, men det blev ikke nødvendigt. Hjorten blev liggende stendød midt på brunstpladsen.
Da vi kom frem, viste det sig, at kuglen sad 8-10 cm højere, end jeg havde sigtet. Hvorfor den ikke ramte præcist som tiltænkt, ved jeg stadig ikke.
Havde jeg i stedet forsøgt et CNS-skud, ville resultatet efter alt at dømme have været en tapskuds-anskydning.
Da jeg også skulle skyde muflon på turen, afgav jeg straks efter jeg havde skudt kronhjorten et par kontrolskud. De sad præcist, hvor jeg sigtede, hvilket gav stof til eftertanke.
Netop denne oplevelse – og især den faktiske kugleplacering i forhold til hvor jeg sigtede – er grunden til, at jeg anbefaler alle at placere kuglen midt på bladet. Ikke højt eller lavt, men midt på bladet.
Jagtscenen, hvor jeg skyder den store medaljehjort, har jeg siden set mange gange, da den indgår i Hunters Video-film ”Jagt på Berleburg”.
Overlever hjortevildtet et tapskud
Påstanden om, at de fleste dyr overlever et tapskud, kan ikke besvares entydigt.
Om dyret overlever, afhænger blandt andet af placering, sårdybde, årstid, temperatur, dyrets almene tilstand og dets mulighed for selv at holde såret rent.
Min erfaring som schweisshundefører er, at hvis dyret får ro til at sætte sig og stadig er påvirket af skuddet, er der en god chance for at vi senere opspore og overraske det i sårlejet.
Rejses dyret derimod fra sårlejet, afhænger chancen for en vellykket hetz af, hvor meget dyret har restitueret sig. Er det kommet sig tilstrækkeligt, kan hunden ikke løbe det op.
Tapskud er derfor ikke en anskydningstype, der eftersøgningsmæssigt giver en høj succesrate. Og selv om vi ikke finder det tapskudte dyr i et sårleje, betyder det ikke nødvendigvis, at dyret overlever.
Når riffelkuglen ikke træffer, hvor man sigter
En erfaren riffelskytte, jeg kender, havde i mange år haft succes med det for nogle populære halsskud.
Hver gang emnet kom op, forsøgte jeg at få ham til at opgive den skudplacering. Men hans tillid til egne skydefærdigheder var urokkelig – indtil den dag, hvor kuglen ikke ramte præcist, hvor han sigtede.
I stedet for at ramme dyret midt på halsen sad kuglen af uforklarlige årsager 5-6 cm til højre og 5-6 cm over hvor han havde planlagt at skuddet skulle sidde. Da dyret stod med hovedet drejet mod højre, resulterede det i et kæbeskud. Dyret faldt til jorden, rejste sig hurtigt igen og løb slingrende væk.
Dyret blev naturligvis eftersøgt, men uden man fik kontakt til dyret. En uge senere fandt jægeren det tilfældigt forendt ved en vanding i skoven, ca. 800 meter fra anskudsstedet.
Uden mulighed for at æde eller drikke havde dyret levet i flere dage med en alvorlig kæbeanskydning, der endte i en smertefuld død.
Efter den oplevelse besluttede jægeren, at han aldrig igen ville forsøge et halsskud på hjortevildt.
Efter den oplevelse besluttede jægeren, at han aldrig igen ville forsøge et halsskud på hjortevildt.
De forskellige bladskud
Et bladskud er, når riffelkuglen træffer inden for et større område på hjortevildtets krop, som er omkranset af ribben og dækker hjerte og lunger.
Selvom dyret med et skud på bladet kan flygte over en kortere afstand, er det et absolut dræbende skud, som intet hjortevildt overlever.
Midt på bladet
Rammer riffelkuglen midt på bladet, altså i centrum af det store træfpunkt, har man afgivet et dræbende skud. Om dyret forender efter en kort flugt, eller om dyret går ned i knaldet, afhænger af dyrets stressniveau i skudøjeblikket samt af kaliber og kuglevalg.
Det lave bladskud
Fordi hjertet sidder lavt i hjortevildtets brystkasse, anbefaler jeg ikke at sigte direkte efter hjertet.
Et træf i hjertet dræber hurtigt, men rammer kuglen 8-10 cm lavere end tiltænkt, kan resultatet blive en forløbsanskydning.
Pas derfor på med det lave bladskud (i hjertet), da risikoen for en forløbsanskydning kan blive aktuel, hvis riffelkuglen træffer 8-10 cm lavere end tiltænkt.
Ved forløbsanskydninger på råvildt afhænger eftersøgningens succes ofte af jægerens adfærd efter skuddet.
Hvis den registrerede schweisshund rejser dyret fra det første sårleje, ligger succesraten typisk over 80 %.
Har jægeren selv ledt efter dyret og rejst det fra sårlejet, falder succesraten til omkring 20 %.
Forskellen mellem de cirka 80 % og 20 % skyldes altså primært jægerens adfærd efter skuddet. Vær samtidig opmærksom på, at hjortevildt med en forløbsanskydning kan tegne som ved en god bladkugle.
Kan du ikke finde rigeligt schweiss på anskudsstedet og i dyrets flugtretning – som om det var hældt ud af en colaflaske – bør du ikke selv lede efter dyret. Kontakt i stedet den nærmeste registrerede schweisshundefører.
Det høje bladskud
Det høje bladskud er, som navnet indikerer, når riffelkuglen rammer højt på det store træfområde, vi kalder bladet. Dyret vil ofte tordne til jorden, fordi det rammer tæt på dyrets centralnervesystem, paradoksalt med samme virkning som CNS-skuddet.
Jeg vil fraråde, at man bevidst går efter det høje bladskud, da man ligesom ved CNS-skuddet befinder sig i det øvre træfområde og derfor kan risikere et tapskud.
Fakta om bladkugler, flugtafstande og forblødning
Hjortevildt, der flygter efter et dræbende bladskud, har ofte en flugtafstand på 20-40 meter. Ved rene lungeskud kan afstanden dog være længere, og nogle jægere oplever, at kobberammunition i visse tilfælde kan give en længere flugtrute, før dyret forender.
Flugtafstanden varierer fra dyr til dyr og afhænger især af dyrets stressniveau i skudøjeblikket. Som hovedregel gælder, at jo større hjortevildt der er tale om, desto længere kan flugtafstanden blive.
Hjortevildt, der nedlægges på jagt, ender ofte som fødevarer, og derfor har forblødningen betydning. Det er en af grundene til, at man på slagteriet skærer ind til hovedpulsåren, straks efter et kreatur er aflivet med boltpistol.
Når et dyr rammes på bladet og ikke forender øjeblikkeligt, vil det ofte flygte kort, mens blodet hurtigt forlader kroppen. Når hjertet ikke længere kan pumpe blod og ilt til hjernen, forender dyret. Denne forblødning bidrager til en bedre kødkvalitet.
Når dyret står med bredsiden til, følger du bagsiden af forbenet op, placerer trådkorset midt på kroppen og lader roligt skuddet gå.
Vejen til det sikre, dræbende skud
For at kunne afgive et dræbende skud til et stykke hjortevildt hver gang, kræver det fire ting.
- Træning, træning og atter træning på riffelbanen. Ikke kun liggende, men også knælende, stående og på skydestok.
- Afgiv kun skuddet, når dyret står helt frit og med hele bredsiden vendt mod dig.
- Hav styr på dit åndedræt.
- Bestræb dig på at placere riffelkuglen midt på bladet. Hverken for højt, for lavt, til højre eller til venstre, men midt på bladet.