Skip to main content

Kastestænger

Råvildtet kaster opsatsen i perioden fra 1. oktober til midten af januar.
Bukkene sætter en ny opsats op hvert år, og den periode, hvor bukkene kaster opsatsen, kalder man afkasttiden.

Hos kronvildtet siger man at det ofte er hjortens venstre stang, som er den stærkeste, men der er ikke dokumenteret en generel regel om, at venstre side er den stærkeste.
En ting er sikkert og det er at dette ikke gør sig gældende hos råvildtet.

Som hovedregel kaster ældre bukke før de yngre bukke. Man har en teori om, at de ældre bukke kaster tidligt for at kunne nå at opsætte en ny og større opsats end de yngre bukke, men dette er ikke dokumenteret.
Det ville heller ikke give nogen mening, da det ikke er opsatsens størrelse, der afgør, hvilken buk der er stærkest.

Hvor finder man kastestængerne?

At finde kastestænger i januar, februar og marts er utroligt spændende.
Hver kastestang har sin historie, og når man finder billeder frem af bukken, efter at man har fundet en kastestang, viser det med al tydelighed, at en kastestang ser meget mindre ud, når du står med den i hånden, end når den sidder på en prægtig buk.

Kastestængerne findes, hvor råvildtet opholder sig i efterårs- og vintermånederne, hvilket vil være i tætte tykninger af nåletræer eller andet, levende hegn, remiser og lignende.

Har du en grantykning, hvor du ved, at råvildtet opholder sig i efterårs- og vintermånederne, kan du med sikkerhed finde kastestænger der.

Er dit jagtrevir udelukkende bestående af løvtræer, gør det eftersøgningen af kastestænger noget mere besværlig.
Men stadig vil råvildtet opholde sig i bestemte områder i efterårs- og vintermånederne, hvorfor det også er de steder, man skal lede efter kastestængerne.

Kastestænger ved foderhusene

Ved de gamle foderhuse, jeg havde, fandt jeg mange kastestænger, da jeg satte en ramme med kraftigt net over foderkrybben i perioden fra 1. oktober til 15. december.
Når råvildtet kom til foderhuset for at æde og stødte deres trofæer mod det opsatte net, brækkede stængerne af, når de sad løse nok til det.
Når jeg kom ugen efter, lå der tit kastestænger i foderkrybben eller ved siden af på jorden.

En kastestang kan ligge mange år i jorden, før den går til, og det er altid svært at vurdere, hvor mange år en kastestang har ligget i naturen.
Hvis kastestangen findes om foråret, og der stadig sidder lidt hår eller hovedpels i forbindelse med rosenkransen og dennes underkant, er kastestangen ikke så gammel, dvs. fra sidste afkastperiode.
Er der ingen hår at finde på kastestangen, er kastestangen ældre, og alt efter årenes prægning og manglende farve kan man forsøge at vurdere alderen. Men det vil altid blive et gæt.

Det er også svært at vurdere, hvor gammel bukken, som har båret den fundne kastestang, er, da man jo ikke har bukken ved siden af.

Som hovedregel har toårige bukke lidt tykke og stumpe sprosser, hvorimod tre- og fireårige bukke har længere og spidse sprosser.

Der er også meninger om, at brudfladen mellem rosenstokken og kastestangens underside under rosenkransen giver en indikation af, om den stammer fra et ældre eller yngre dyr.

Kastestængerne findes omkring foderhusene, på veksler og i tætte kulturer, hvor råvildtet opholder sig.
Mange gange skal der et stød mod et træ eller andet til, før kastestangen falder af.
På de foderhuse, jeg til sidst benyttede, lavede jeg en forsøgsordning med et mindre udhæng, som skulle medvirke til, at der lå flere kastestænger ved foderhusene.

Jeg fik fremstillet et mindre udhæng, som jeg placerede ca. 30 cm over fodertruget.
Udhænget virkede godt og kan bestilles hos foderhusleverandøren Mejlskov Natur.

Sæt søgningen i system

Hvis man ikke er så heldig at finde kastestængerne ved foderhusene, kan man søge ”manuelt” ved at sætte søgningen i system.

Når man gør dette, skal man finde et midtpunkt i det område, man vil lede efter kastestænger i.
Herefter bevæger man sig rundt i en cirkel, som gøres større, for hver gang man har gået en runde.
Denne metode bruges også, når man leder efter kastestænger ved et foderhus.

Det er ligesom, når man leder efter rav ved stranden. Nogle mennesker finder aldrig rav, eller i hvert fald meget lidt, modsat andre, som næsten altid finder rav og gør det gang på gang.
Man taler om, at man har ”ravøjne” og det er lidt det samme med kastestænger.

Brug hunden til at finde kastestænger

Jeg hører desværre til de personer, som ikke har så let ved at finde kastestængerne i skovbunden, hvorfor jeg bruger en anden metode.
Som registreret schweisshundefører har jeg nogle år ældre hunde med stor eftersøgningserfaring, men som har svært ved at løbe et forløbskudt stykke råvildt op og fastholde det.
Til disse pensionerede schweisshunde er denne øvelse med at finde kastestænger som skabt for den gamle hund.

Men alle jagthunde, som kan bruge deres næse og arbejde koncentreret og roligt i et søg, kan uden de store problemer lære at finde kastestænger i skovbunden.

Det er underordnet, om kastestængerne er dækket af blade eller jord, da hunden meget nemt kan finde dem, hvis den har lært at søge målrettet efter disse kastestænger.
Vær sikker på, at når du engang har lært din hund at finde kastestænger, vil hunden elske øvelsen, og du vil finde mange flere kastestænger, end du havde drømt om.
Hunden skal selvfølgelig, inden man går i gang, beherske almindelige apporteringsøvelser.
Ligesom det er en forudsætning, at hunden kan søge koncentreret i et roligt tempo, og at hunden er så lydig, at du kan holde den omkring dig i det frie søg, før du begynder at bevæge dig ind i tykninger og lede efter kastestænger.

Man kan sagtens forestille sig, hvad der sker, hvis man slipper en unghund fuld af energi med en meget stor jagtlyst og et hurtigt søg ind i en grantykning, hvor der måske lige har stået råvildt.
Den energiske og jagtivrige unghund vil man formentlig ikke se meget til, efter at man har sluppet den løs i tykningen, men man vil kunne høre den halsende rundt i skoven, mens den driver med råvildtet.
Dette er direkte ødelæggende for den videre træning med jagthunden, hvorfor der er nogle krav til hundens temperament og lydighed, inden man slipper den løs i et søg efter kastestænger.

Til dem, som kunne være interesserede i at bruge deres hund til at finde kastestænger, kan jeg oplyse, at det er meget nemt at lære hunden denne øvelse.

Nedenfor følger en gennemgang af træningsmetoden – trin for trin.

Trin 1 – Hunden lærer at apportere kastestænger
Hunden skal forstå, at det er kastestænger, der skal apporteres, og ikke vildt.
Derfor apporteres de første par gange i et rimeligt åbent terræn.

Det er både færten af dig (på kastestængerne) og selve kastestangen, som hunden i første omgang kan lugte.
Samtidig med at hunden hele tiden har øjenkontakt med kastestangen, er denne øvelse meget let.
Øvelsen er en meget let apporteringsøvelse for den rutinerede og veldresserede jagthund.
Sørg for, at hunden er 100 % opmærksom på at få fat i kastestangen, inden den kastes.
Gør kastestangen interessant for hunden, således at du er sikker på, at hunden vil gøre alt i denne verden for at komme ud til kastestangen og apportere den til dig.

Hvis hunden er ”fræk” og knaldapporterer, så lad den gøre det, da det bare beviser, at hunden er tændt i situationen.
På kommandoen ”apport” løber hunden ud til kastestangen.
Hvis hunden snuser til kastestangen, roses hunden med en opmuntrende stemme og en blød kommando: ”Apport”.

Hunden vil komme ind med kastestangen til dig, og glem alt om en god aflevering, da dette kan bygges på senere.
Det er den glade apportering, vi vil fremme.

Trin 2 – Hunden skal selv finde kastestangen
Nu skal hunden finde og apportere kastestænger, uden at hunden ser, at kastestangen bliver kastet.
Området, man vælger, har andre interessante færtspor fra skovbunden.
Hunden sendes i et kort søg og burde hurtigt finde frem til kastestangen.
Hvis hunden bliver i tvivl, om den nu også skal apportere kastestangen, vil en opmuntrende ”apport”-kommando tit hjælpe hunden.

Nu er der pludselig andre færtforhold i en tæt skovbund end på den flade græsplæne.
Dette kan forvirre hunden, hvorfor man kan hjælpe hunden lidt.
Når hunden er tæt på kastestangen, opmuntrer vi den med lys stemme, samtidig med at vi giver kommandoen ”apport”.

Hunden apporterer kastestangen, og din begejstring, glæde og ros til hunden vil ingen ende tage.
Om din begejstring for hundens arbejde udløses i godbidder, jubelscener eller ligefrem et breakdancenummer, som er værdigt i ”Talent konkurrence”, er lige meget.
Bare hunden opfatter din glæde og samtidig synes, at det er sjovt og spændende at finde kastestænger.

Trin 3 – Kastestangen skjules under blade
Indtil videre har hunden, ud over at kunne lugte kastestængerne, også kunnet se disse, da de lå synligt fremme.
Nu ”gemmes” kastestangen under lidt blade, så hunden ikke på synet kan finde kastestangen, men kun kan lugte den og efterfølgende selv skal finde frem til kastestangen ved at fjerne bladene og apportere den.
Nu har hunden lært det grundlæggende, og det er så bare at gøre øvelsen sværere.

Trin 4 – Hunden lærer at søge efter kastestænger uden din fært
Nu lader du kastestængerne ligge udenfor i en-to uger i al slags vejr, så du fjerner din fært fra kastestængerne og undgår at berøre kastestængerne med dine bare hænder.
Efterfølgende arbejder du videre (iført plasthandsker) med at smide og gemme kastestængerne i skoven og begynder at gemme kastestænger i tykninger og lignende, hvor du ved, at råvildtet står i afkasttiden.

Nu skulle din hund være klar til at starte med at finde kastestænger til dig.

Vær opmærksom på, at hunden under den fortsatte træning ikke bare følger din fod hen til kastestangen.
Dette kan undgås, hvis du overtramper et område på f.eks. 10 × 10 meter, således at din fært er overalt, og hunden derfor ikke bare kan følge din fært fra det sted, hvor du har gået, og hen til kastestangen.

Husk også på, at denne øvelse med at bruge hunden til at finde kastestænger skal være lystbetonet, og at man ingen vegne kommer med tvang.

Når man er ude at lede efter kastestænger med hunden, er det jo ikke givet, at man altid finder noget.
Derfor bør man altid have en kastestang i lommen, som du en gang imellem kan smide, mens hunden søger – og selvfølgelig uden at hunden ser, at du kaster den.

På den måde opnår hunden altid succes og ros i hvert søg.

Undgå at forstyrre råvildtet

Det er en rigtig god idé at klappe i hænderne, inden man går ind i de tætte tykninger, så vildtet i tykningen kan høre dig.

Hvis man samtidig har muligheden for at have vinden i ryggen, inden man går ind i tykningen, har man givet råvildtet de optimale muligheder for at registrere ens tilstedeværelse, og i ro og mag kan råvildtet langsomt sive væk.

Overdriv ikke eftersøgningen efter kastestænger. Hvis du én gang i februar eller marts måned har søgt i en tykning, kommer der jo ikke flere kastestænger i dette område før næste år.
Vær opmærksom på, at man færdes i et område, hvor råvildtet er trygge, hvorfor man ikke skal forstyrre råvildtet mere end højest nødvendigt.