Søg og du skal finde

Afskydning af bukke

Afskydningen af bukke burde være overstået i bukkejagten, men det kan være, at én bestemt buk snød en, hvorfor denne kan jages efter den 1. oktober. Men bukkejagt om efteråret er og bliver aldrig det samme som at jage sommerbukke. Efter brunsten i august måned færdes mange bukke i det skjulte, og taler vi om ældre bukke (fire-seks år), ses de meget sjældent i løbet af efteråret eller hen over vinteren, hvorefter de dukker op igen i marts/april måned. Har man bukke, som kan gå ind under kategorien ”dårlige dyr”, bør disse også afskydes.

Har man set bukke, som har været meget længe om at feje basten af opsatsen, dvs. to-tre uger eller længere, er der som regel noget galt med dem, hvorfor de også bør afskydes – uanset trofæstørrelsen.

Jeg er bekendt med et sted, hvor man fra bukkejagtens start i maj måned havde en høj og pæn seksender gående. Desværre havde den snabelsko, hvorefter en buejæger fik lov at afskyde bukken med bue og pil. Desværre kom bukken på intet tidspunkt tæt nok på buejægeren, som derfor heller ikke fik sendt en pil gennem bukken. Pludselig blev det den 15. juli, og bukkejagten sluttede. Resultatet blev, at den samme buk med snabelsko beslog op til flere forskellige hundyr i den efterfølgende brunst, og derved videregav sine dårlige gener (snabelsko) til andre. Dette er ingen kritik af buejægeren, som virkelig forsøgte at komme tæt på bukken, men uden held. Men det et eksempel på meget useriøs råvildtforvaltning, da den ansvarlige for jagten det pågældende sted skulle have sikret, at bukken med snabelsko aldrig nogensinde fik muligheden for at beslå flere hundyr, efter det var besluttet, at den skulle afskydes.

{backbutton}

Udskriv Email