Søg og du skal finde

Opsatsen

Før i tiden mente man, at råvildtets opsats havde til opgave at udskille kroppen for overflødige mineraler. Man havde også en teori om, at opsatsen i perioder virkede som varmeregulator.

I dag mener mange, at opsatsen nærmere bruges til at manifestere dyrets sociale rang, over for andet råvildt, hvilket jeg bestemt ikke er enig i. Dette ville nemlig kræve, at bukkene ved, hvor stor deres egen opsats er for at kunne sammenligne sig med andre bukke. Bukkene aner ikke, hvordan deres egen opsats ser ud, da de ikke går og spejler sig i skovsøer eller andre steder, hvor de kan se deres egen opsats. Da en toårig buk kan have en større opsats end en fireårig, må det være andre forhold, som gør sig gældende i forhold til dyrenes sociale rang. Her er det nærmere dominans, aggressivitet, sundhedstilstand og formentlig det vigtigste, nemlig livserfaring som gør sig gældende og afgør dyrets sociale rang, hvilket i øvrigt også gælder for gammelråerne.

Opsatsen bruges også til at markere territorier, eller nærmere hvor grænserne til territorierne skal være.

opsatseNormalt kan bukkene godt blive enige om revirgrænser blot ved at kigge på hinanden eller efter en kort kamp. Decideret voldsomme kampe forekommer, men langtfra hver gang to bukke mødes. Hvis to bukke mødes, og de begge mener, de er det stærkeste individ og vil hævde sin ret til territoriet, så går de i kamp – og i nogle få tilfælde er det med livet som indsats.

Som tidligere nævnt spiller opsatsens størrelse en mindre rolle i revirhævdelsen, da bukken jo aldrig har set sig selv i et spejl og derved ikke ved, hvor stor opsats der sidder på dens hoved i forhold til andre bukke. Derfor er det bukkens aggressionsniveau, udstråling, styrke, udholdenhed og livserfaring, som afgør tvistigheder.

Jeg har set en ældre buk, som lige havde kastet opsatsen, gå målrettet frem mod en anden stærk seksender, som stadig havde sin store opsats på hovedet. I denne tvist var der overhovedet ingen tvivl om, hvem der var stærkest, da bukken med den stærke opsats på hovedet, hurtigt forlod arenaen, endda i moderat tempo med bukken uden opsats gående bagved for at sikre, at bukken med opsats havde forstået budskabet. Det var én af de observationer af råvildtet, hvor jeg efterfølgende var sur på mig selv i flere dage, da jeg ikke var klar med kameraet.

Når bukkelammet sættes (bliver født) kan man ikke ved at kigge på hovedet fastslå, at det er et bukkelam. I løbet af sommeren og efteråret udvikler bukkelammet rosenstokke på pandebenet, som senere udgør en skeletudvækst (rosenstok), der virker som kontaktflade for den kommende opsats.

I nogle tilfælde kan bukkelammet sent i efteråret udvikle spinkle med dog synlige rosenstokke, som små buler i pandehuden. Ovenpå kan der dannes centimeterlange førstegangsstænger, også kaldet lammeopsats, som egentlig er en miniatureopsats, som kastes hen over vinteren.

Man bør ikke være i tvivl om, at det er en lammeopsats, da en lammeopsats ikke har rosenkranse.

I bukkelammets første vinter/forår, opsætter bukken sin første rigtige opsats.

Opsatsen er en udvækst af skelettet og består af ca. 60 % uorganiske og ca. 40 % organiske stoffer, hvor den vigtigste bestanddel er calcium.

Man kan ikke fastslå bukkens alder ud fra udseendet af dens opsats. Den første rigtige opsats, som bukken sætter op, kan være som knopbuk, spidsbuk, gaffelbuk eller seksender. Det kan også være, at bukken det første år sætter op som ulige gaffelbuk, ulige seksender, osv., eller endda som abnorm. Når dette er sagt, er det mest almindeligt, at årsbukke sætter op som spidsbukke, gaffelbukke eller små seksendere med begrænset tykkelse i stængerne.

I gode gevirår vil man have flere årsbukke, som sætter op som gaffel eller mindre seksendere, ligesom årsbukkene i dårlige gevirår, sætter mindre op, og man vil i dårlige gevirår se flere knopbukke på jagtterrænet.

Når bukke sætter sin opsats, er opsatsen først i bast, hvorefter bukken fejer basten af og årets færdige opsats er hermed en kendsgerning. Man finder sjældent den affejede bast, da bukken ofte æder denne.

Når bukkene kaster årets opsats i oktober til januar måned, er bukken klar til at opsætte en ny opsats. Den normale sæson, hvor bukkene kaster årets opsats, er i perioden 15. november til 15. december. Det er hændt, at voksne bukke har kastet så tidligt som den 1. oktober og så sent som den 15. januar. Det er ikke unormalt at se unge bukke bære opsats ind i januar måned. Der kan derfor ikke sættes endelige datoer for, hvornår bukkene kaster årets opsats.

Generelt kaster ældre bukke opsatsen før de yngre bukke, ligesom ældre bukke fejer opsatsen før de yngre bukke.

Hvor meget energi bukken bruger på at opsætte en ny opsats, er der delte meninger om, men det er sikkert, at hvis der ikke har været en god efterårsfedning året før i perioden efter brunsten og indtil årsskiftet, påvirker dette den nye opsats’ størrelse negativt. Hvis der derimod har været en god efterårsfedning, hvor bukken i skelettet via blodet har oplagret masser af calcium, fosfor og øvrige mineraler, vil dette påvirke den nye opsats’ størrelse positivt.

Som det fremgår af ovenstående, er den vigtigste periode for bukken - med hensyn til opsatsdannelsen og størrelsen på denne - det man kalder efterårsfedningen. Selvom dyrene har fået en god efterårsfedning, kan dette sagtens spoleres, så dyret ikke får det optimale ud af dette, hvis dyret f.eks. bliver stresset for meget over en periode.

Det tager tre-fire måneder fra opsatsen er kastet, til det er tid til at feje basten af den nyopsatte opsats.

Interessant er det, at man har påvist, at fejningen af opsatsen ikke er direkte sammenhængende med reviretableringen, da reviretableringen indledes et par uger før, bukken fejer opsatsen.

Væksthormonet prolaktin, der igen styres af nervecenter og dagens længde, sætter formentlig udviklingen af den nye opsats i gang umiddelbart efter, opsatsen er kastet i november/december. I starten vokser den nye opsats i bast langsomt, for herefter at vokse hurtigt og pludselig stoppe med at vokse. Man ved ikke præcist, hvad det er, der stopper væksten af opsatsen, men man ved, at væksthormonet prolaktin er stærkt reduceret, mens kønshormonet testosteron er øget væsentligt, når opsatsen stopper med at vokse.

Basten virker som en form for ”støbeskål”, som vokser kontinuerligt i størrelse, afhængig af ”presset” indefra.

Mens opsatsen vokser, sker der en forkalknings- og forbeningsproces, og samtidig med at rosenkransene tiltager i størrelse, tilføres der mindre blod til stængerne.

Til sidst tilføres kun blod gennem de store årer, og når opsatsen er færdigdannet, fejer bukken basten af.

Perlerne på stængerne dannes på grund af forkalkninger ved bristede blodårer/mindre blødninger, som opstår da blodets løbebaner vanskeliggøres af forkalkninger, specielt i stængernes nederste del.

Bukken fortsætter med at opsætte en ny opsats hvert år, og fra første til andet år udvikler opsatsen sig mest i vægtvolumen og størrelse, ligesom bukken normalt bærer den største opsats i fire-seksårsalderen.

Visuelt topper opsatsen nærmere de fire år end de seks år, men selvom opsatsen måske ser mindre ud som seksårig, vil den formentlig få flere CIC-point ved en opmåling, da den som regel både har øget sin vægt og volumen, og man skal huske på, at det primært er vægt og volumen, som giver de fleste point.

Netop vægten på kraniet og opsatsen og volumen på opsatsen vil i mange tilfælde være større hos en seksårig buk end hos en fireårig buk.

Ingen regel uden undtagelser, hvorfor der også findes få bukke, som topper som toårige, ligesom der også findes få bukke, som først topper som otteårige.

Mange mener, at en buk opsætter næsten den samme opsats hvert år, bare lidt større alt efter, hvor gammel bukken bliver, og derfor har de let ved at genkende bukkene år efter år. Denne påstand findes der intet bevis for, tværtimod. Mine erfaringer er også det stik modsatte, da jeg kan kende nogle få bukke år efter år, men et absolut flertal af bukkene kan jeg ikke genkende alene ud fra opsatsen. Da jeg hvert år har fotograferet bukkene, er det selvfølgelig lettere at genkende bukkene år efter år, men alligevel skal jeg i mange tilfælde ind og kigge på farverne på hovedet, sammenligne farvesammensætningen i ørene, bukkens adfærd og ståsteder, før jeg tør konkludere, at det er en buk, jeg kender fra tidligere år.

Man skal være opmærksom på, at nogle bukke kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet år – både i højde og tykkelse, farve, perler, stængernes stilling, sprosserne og vinklerne på disse. Bukkenes forskelligheder i opsatsen år efter år er én af de svære ting at forvalte i den moderne råvildtforvaltning.

For at gøre forvirringen total vil jeg lige nævne, at man på et revir i Tyskland, hvor man havde godt styr på bukkene, havde en pudsig oplevelse for nogle år siden. Man havde en god seksender, som man ofte så på det samme sted, når man kørte den daglige tur i skoven og kiggede på råvildtet. Man besluttede sig for at afskyde bukken, hvilket blev gjort uden det store besvær. Da man dagen efter bukken var afskudt kørte den daglige tur i skoven, var overraskelsen stor, da den buk, man havde afskudt dagen før, gik og essede i det samme område, som den hele tiden havde gjort. Konklusionen på historien var, at man havde haft to bukke med fuldstændig identisk opsats gående i det samme område.

Generelt hænger kropsvægten sammen med opsatsens størrelse, hvilket vil sige, at for at en buk kan sætte stort op, skal det også være et stort og sundt dyr. Når dette er sagt, bør det også nævnes, at nogle af de største bukketrofæer, der er nedlagt i verden, bekræfter undtagelsen, da disse har siddet på råbukke, som vejede omkring de 16-17 kg opbrækket.

{backbutton}

Udskriv Email