Søg og du skal finde

Lyde og kropssprog

Da råvildtet ikke kan kommunikere med hinanden via tale som vi mennesker, bruges udover dufte også lyde og kropssprog. En smælden bruges f.eks. for at gøre en listende ræv på brakmarken opmærksom på, at den er afsløret, ligesom bukkene også kan bruge denne smælden til at orientere andre bukke om deres tilstedeværelse i perioden, hvor pladsbukkene etablerer deres revirer. Her er det smartest, hvis det er pladsbukken, som gør dette, da man sagtens kan forstille sig, hvordan en pladsbuk vil reagere, hvis den hørte en lavere rangerende buk, pludselig begyndte at spille med musklerne midt i hans territorium – ja, det ville hurtigt tage en ende, da pladsbukken ikke ville være lang tid om at finde den mindre buk og hurtigt få jaget den over i et andet kirkesogn.

Hundyr og deres lam går meget tæt sammen i perioden, efter de er sat, og i mange måneder frem. I denne periode foregår deres indbyrdes kommunikation både med lyde, dufte og kropskontakt. Lydene er sagte og kan kun høres, hvis man er tæt på, hvorimod et lams kalden på sin moder tydeligt kan høres i skoven. Hundyrets bånd og kropskontakt med lammene umiddelbart efter, lammene er sat, ved at slikke og nusse dem hele tiden, er meget stemningsfuldt  at se på. I denne situation kan jeg sagtens sidde og blive sentimental og overveje, hvorfor vi egentlig går på jagt efter råvildtet. Denne følelse kan godt hænge lidt ved - lige indtil jeg igen får øje på en buk.

Kropssproget bukkene imellem er også spændende at observere. Årsagen til, at der ikke hver gang to bukke mødes, opstår et slagsmål mellem disse, er, at kropssproget mellem de to bukke, som begge puster sig op, mens de står overfor hinanden, i de fleste tilfælde afgør, hvilken af bukkene der er den ”stærkeste”. Den stærkeste buk behøver ikke at være den med den største opsats, hvorimod det er alder, dominans, råstyrke, kampånd og livserfaringer, som afgør dysten.

Man kan tit observere, hvordan to jævnbyrdige bukke går langs en usynlig afgrænsning på et brakstykke, side om side, uden at komme op at slås, men blot laver små ubetydelige udfald mod hinanden. Det virker som om, de begge går og ”taler” sammen og bliver enige om, at de har hvert deres territorium på hver side af den usynlige grænse. Efter at de to bukke har gået frem og tilbage flere gange, går begge bukke væk fra hinanden, som om de er blevet helt enige om den usynlige grænse uden nogen af dem har tabt terræn.

Man kan også observere, hvordan en yngre buk kan stille sig op og forsøge at imponere pladsbukken. Mange gange vil en selvsikker pladsbuk i første omgang ignorere truslen, men hvis den yngre buk fortsætter sin truende adfærd, vil pladsbukken bare gå langsomt frem mod den yngre buk med hovedet højt løftet. Den yngre buk, som tydeligt kender styrkeforholdet, vil enten stikke af, mens tid er, eller gå baglæns med sænket hoved. Hvis den yngre buk ikke straks holder op med den truende adfærd over for pladsbukken, ja, så har den også selv bedt om en regulær røvfuld. Pladsbukken vil jagte den meget langt for at give ren besked, så den ikke foreløbig udfordrer pladsbukken igen.

{backbutton}

Udskriv Email