Søg og du skal finde

Genetik

De år, en buk opsætter en stor opsats, bliver den ikke afskudt grundet de gode genetiske anlæg. Når den samme buk året efter opsætter en dårligere opsats, bliver den vurderet og afskudt som avlsfordærver. Da vi i dag ved, at en buk kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet - både i højde, tykkelse, farve, stængernes stilling, sprosserne og vinklerne på disse - kan man undrende spørge sig selv om, i hvilket af årene var bukken repræsentativ for arveanlægget af opsatsen?

Der er ingen tvivl om, at de ”gode genetiske anlæg” skal være til stede, før en buk kan sætte op i medaljeklassen. Men alle medaljebukke er sat af hundyr, som vi intet aner om. Både han- og hundyrenes genetiske anlæg spiller en stor rolle, når lammet senere skal udvikle sig.

Hvornår ved man, om bukken har de ”gode genetiske anlæg” for at sætte op i medaljeklassen? Det første år kan man ikke se, om bukken senere ender som medaljebuk, hvorfor årsbukke som udgangspunkt ikke bør afskydes. En buks gode/dårlige genetiske anlæg kan ikke altid fastslås på årsdyrene, men hvornår så?

Hvis man vil finde ud af, om en buk har de ”gode genetiske anlæg” for at sætte en stor opsats, skal man give bukken chancen for at vise sine anlæg ved ikke at skyde den som årsdyr.

En buk skal have sat dårligt op i flere år, før vi med sikkerhed kan fastslå, at den ikke har de ønskede ”gode genetiske anlæg” for at sætte en stor opsats.

På den anden side har den nyeste forskning (fra Sverige) også fundet de gener, der koder for store opsatser. Det viser sig ved, at bukke med en særlig genkombination allerede som etårige har større opsats end jævnaldrende bukke. På tilsvarende vis ser det også ud til at være genbestemt, hvilke råer der er mest frugtbare. Men det passer jo ikke ind med det, at man skal kigge på kropsstørrelsen og ikke på opsatsen af årsdyrene. Vi må nok erkende, at vi ved alt for lidt om de genetiske anlæg blandt råvildtet, da vi som regel sammenligner med husdyrsbestande, hvor man over flere år kan ændre hornstørrelsen på geder og lign. Her holder man dyrene i fangenskab og kan derfor afkomsbedømme dyrene, ligesom man har styr på, hvilke dyr der parrer sig, hvilket vi ikke kan blandt råvildtet. Man må nok gå den sikre vej frem og først sørge for, at man har en sund råvildtstamme ved afskydning af alle syge og dårlige dyr. Når dette er gjort, skal man så vidt muligt forsøge at afskyde selektivt blandt handyrene og håbe på, at hundyrene også bidrager med noget godt i det videre avlsmateriale. Det er oplagt, at såfremt man har en stærk medaljebuk gående på reviret, skal man forsøge at få hans gener ind i avlen, selvom vi ikke ved, om præcis denne medaljebuk er stor i opsatsen grundet hans forældre, bedsteforældre eller oldeforældres gener – eller måske noget helt andet.

Jeg vil slutte dette kapitel om genetik med igen at stille spørgsmålet: “Da vi i dag ved, at en buk kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet år - både i højde, tykkelse, farve, stængernes stilling, sprosserne og vinklerne på disse - kan man undrende spørge sig selv om, i hvilket af årene var bukken repræsentativ for arveanlægget af opsatsen?”.

{backbutton}

Udskriv Email