Søg og du skal finde

Opbygning af en foderplads

Skal du opsætte et foderhus eller en anden form for foderplads til råvildtet, skal du tage højde for nedenstående ting.

 

● Det er ikke tilfældigt, hvor man opsætter et foderhus. Foderhuset skal stå, hvor råvildtet holder til i dag- og nattetimerne.

 

● Råvildtet skal kunne komme til og fra foderhuset i skjul, hvilket vil sige, at vejen frem til foderhuset skal foregå gennem tætte graner eller anden tæt bevoksning.

 

● Råvildtet skal kunne stå uforstyrret ved foderhuset og æde på alle tider af døgnet.

 

● Foderhuset skal opstilles, så krybben vender modsat den normale vindretning på stedet, så slagregn eller snebyger ikke falder ned i foderkrybben og gør foderet fugtigt/vådt.

 

● Placér foderhuset højt, så det ikke står i en lavning, hvor der i de våde perioder af året kan stå vand.

 

● Stil foderhusets fire ben på en mursten eller andet, så træbenene ikke står og suger fugt.

 

● Pas på ikke at få lagt for meget under de fire ben, så lammene ikke kan nå foderkrybben i sommerperioden, hvor gammelråen bringer dem med til foderhuset.

 

● Stil et 20-30 cm højt stød ved siden af foderhuset, og placér en sliksten ovenpå. Det er vigtigt, at råvildtet kan slikke direkte på stenen i løbet af året, når de har behov for dette.

 

● Tænk på at placere foderhuset et sted, så du senere nemt kan placere et vildtkamera på et træ til observation af råvildtet fem-syv meter væk.

 

● Opsæt foderhuset om sommeren (juli måned), så råvildtet kan nå at blive fortrolig med foderhuset, inden efterårsfedningen begynder fra august måned.

Næste 2 sider, er en billedserie af opbygningen af en foderplads til råvildtet.

{backbutton}

Udskriv Email