Søg og du skal finde

Foderhustyper

Der findes flere forskellige slags foderhuse på markedet. Jeg har afprøvet mange slags, ligesom jeg også selv har forsøgt at bygge dem. Mit bud på de bedste foderhuse er de færdiglavede foderhuse lavet i 12/15 mm karosseriplade i træ, hvilket er det samme, som man laver trailere af. Foderhusene kan rumme ca. 140 liter og er både nemme at fylde foder i, ligesom én mand nemt kan flytte foderhusene efter behov. Til foderhuset har jeg fået fremstillet et lille udhæng med net, således at jeg kan finde kastestængerne ved foderhusene, når råvildtet kaster opsatsen. Foderhuset forhandles af Mejlskov Natur.

 

Kan det betale sig at bygge foderhuset selv?

Jeg har tidligere forsøgt selv at bygge foderhuse for at spare den omkostning, det er at købe dem færdiglavet.

Jeg tog målene fra en kammerat, som havde købt et færdiglavet foderhus og gik i gang. Det foderhus, jeg ville efterligne, var godt nok lavet i 12/15 mm karosseriplade i træ, men jeg var sikker på, den langt billigere almindelige trykimprægneret træplade sagtens kunne bruges. Herefter malede jeg foderhusene, og da jeg havde en god ven, som var VVS-mand, brændte han også tagpap på låget af foderhusene. Det tog selvfølgelig en evighed at bygge foderhuset eller rettere sagt foderhusene, men jeg var generelt godt tilfreds med resultatet. I materialer, som omfattede trykimprægnerede plader, maling, tagpap, skruer, søm og beslag til låget, sparede jeg ca. 300-400 kroner pr. foderhus. Jeg havde selvfølgelig ikke indregnet de mange timer, som jeg havde brugt på at bygge og male foderhuset samt den tid det tog at brænde tagpap på lågene.

De foderhuse jeg havde bygget, holdt desværre kun i to år. Efter to år erfarede jeg, at de af mig så omhyggeligt byggede foderhuse ikke kunne holde fugten ude (selvom de var malet med vejrbestandig maling), hvorfor kraftfoderet i foderhusene blev fugtigt. Efter ovenstående oplevelse blev alle foderhuse udskiftet og nye færdiglavede foderhuse blev fremover bestilt hos Mejlskov Natur.

{backbutton}

Udskriv Email