Søg og du skal finde

Få flere bregner på reviret

Ørnebregnen (Pteridium aquilinum) er vores hjemlige bregne. Den kan blive fra en halv til to meter høj og trives bedst i skovklima (mikroklima) med fugt. Da planten er lyskrævende, ses den derfor kun langs veje og skovbryn i den lukkede højskov.

Alle, der færdes i naturen, har set, hvor godt et dække bregnerne giver, ikke kun til fuglevildtet, men bestemt også til råvildtet.

Så hvorfor ikke udnytte dette og få bregner på jagtreviret? Men hvordan får man bregner på ens revir, hvis de ikke er der i forvejen? Og hvordan kan man udvide allerede eksisterende områder med bregner?

En bregne blomstrer ikke og sætter derfor ikke frø, da bregnen er en karplante, som formerer sig ved hjælp af sporer og nogle også ved hjælp af udløbere.

De fleste bregner kræver et miljø, hvor der er en del fugtighed i jorden – i hvert fald en stor del af året. Nogle bregner lever i vand, men de fleste hører til på/i fugtige eller let fugtige skove og enge. Bregner vokser gerne i forbindelse med delvist omsat organisk materiale, f.eks. halvrådne træstammer.

Bregner formeres lettest ved deling af rodknolde, som man kan grave op de steder, de findes i skoven, men man kan også selv sporeformere.

De støvsmå sporer indeholdes i sporehusene, og i løbet af juni-august modnes sporene. Når de modne sporer rammer jorden, vil de spire og danne en lille forkim. Forkimen er udstyret med sæd i et sædhus og æg i et æghus. Når forkimen bliver fugtig, vil sædcellen flyde over til ægget, og der vil ske en befrugtning. En helt anden proces, end når vi har med frø at gøre.

En meget enkel måde, vi jægere kan sporeformere på, er i juli måned at komme i gang med leen eller en buskrydder og lægge de store bregner ned. Herefter samler man det hele sammen og læsser det på en trailer. Hvis man vil gøre det rigtig godt, går man i gang med spaden og opgraver også bregnernes rodnet. Disse hakkes i mindre stykker og læsser også på traileren. Det sted, hvor man vil etablere de nye bregner, er det en god idé, hvis man tre-fire uger før har sprøjtet arealer med RoundUp. Herefter fordeles det ituhakket rodnet jævnt over skovbunden og dækkes med jord. Ovenpå fordeles bregnebladene evt. sammen med lidt muldjord. Der vil så efterhånden komme forkim og senere små mangeløvsplanter.

Året efter skulle du så gerne have etableret bregner de steder i skoven, hvor du har udført ovenstående proces. Fremover passer bregnerne sig selv år efter år.

Udskriv Email