Søg og du skal finde

Medaljebukke - 12 punkts reglen

Jeg vil nedenfor forsøge at gengive den ”opskrift”, jeg har brugt til at lave en råvildtforvaltning med henblik på at høste medaljetrofæer. Jeg har delt punkterne op i 12 delpunkter, som på hver sin måde påvirker det endelige resultat. Der findes desværre - eller måske heldigvis - ikke en kort og detaljeret opskrift på, hvordan man laver medaljebukke. Modsat hvad mange tror, er det ikke svært at lave medaljebukke, og der er heller ikke noget hokus pokus i det. Men der er nogle omstændigheder, som skal være i orden, før det kan lade sig gøre. Ønsker man at lave store bukke, skal man først lave en plan for, hvordan man vil forvalte råvildtet med henblik på at lave store bukke og efterfølgende følge den.

Resultatet bliver, at man i et par år ikke får afskudt mange bukke, men kun får afskudt dårlige bukke, hundyr og lam, da man i begyndelsen skal arbejde målrette på, gennem en fornuftig råvildtforvaltning, at få etableret en kernesund råvildtbestand samtidig med, at man skåner de gode og lovende bukke, så de kan blive ældre. Hvis råvildtbestanden ikke har været på toppen, vil det første resultat blive, at gennemsnitsvægten på dyrene vil stige med et par kilo.

Mange kritikere af projektet har sagt og siger stadig, at jeg kun har kunnet lave medaljebukke, fordi jagtreviret på ca. 400 hektar var delvist indhegnet. Jeg vil give dem ret i, at jeg ikke kunne have det store antal medaljebukke gående, som jeg havde, hvis det ikke var for indhegningen, men dermed ikke sagt, at et jagthegn er det eneste, der kræves for at lave medaljebukke – der skal meget mere til. Når jeg skriver, reviret var delvist indhegnet, er det fordi, meget råvildt forlod jagtreviret og blev selvfølgelig nedlagt af andre jægere. Flere veje fører gennem jagtreviret, og her kunne råvildtet vandre ud og ind, hvilket de også gjorde. Men det er klart, at de store lovende medaljebukke generelt blev holdt inde på jagtreviret, specielt når de jagtede med de andre bukke og nærmede sig nabogrænser – og her havde jagthegnet sin fulde effekt. Dette beviser i sig selv, at alderen er en meget vigtig faktor, når man vil lave medaljebukke. De bedste bukke, man har bevaret gennem den selektive afskydning, skal have muligheden for at blive fire-seks år gamle eller ældre, før de blev afskudt. Hvis jeg havde gemt en lovende treårsbuk, som måske allerede havde sat op som medaljebuk, og planen var at give ham nogle flere år på bagen, før han blev afskudt, er det næsten garanteret, at såfremt denne buk kom ud til naboer eller andre, ville de selvfølgelig skyde ham – og hvorfor skulle de ikke gøre det. Det er klart, at har man kun 25 hektar jagtrevir, er det nok lidt naivt at tro, at bare fordi man skåner de lovende bukke, afskyder naboerne dem ikke. Derfor er det en nødvendighed, at have et større jagtrevir til rådighed, hvis man vil gemme bukkene med henblik på at lave medaljebukke. Hvis man ikke selv er så heldig at have jagtretten på flere hundrede hektar, bør man i stedet forsøge at lave naboaftaler om en fælles råvildtforvaltning for alle de naboer, som man kan få med i en sådan ordning. Jo flere jordbesiddere, jo større areal kan inddrages i aftalen og jo flere store bukke kan med årene høstes, med den rette råvildtforvaltning. Dvs. at man skal have gode naboaftaler om jagten på råvildtet med så mange jordbesiddere som muligt og deraf flere hektar, eller selv have rådighed over et jagtrevir på flere hundrede hektar.

Da jeg stoppede som skytte i starten af 2010, havde jeg ca. 25 medaljebukke stående på reviret. Havde de 400 hektar ikke været delvist indhegnet, havde jeg måske kun haft fem-seks medaljebukke gående inde i terrænet – men medaljebukke havde der med garanti været.

Den fornemmeste opgave, som vi jægere og råvildtforvaltere har på et terræn med råvildt, skal altid være at sikre, at hele råvildtbestanden består at sunde og stærke dyr. Intet andet må komme forud for dette, hvorefter det kun er små tiltag, som skal til for også at få store bukke (medaljebukke) på reviret.

 

1. Stiv pegefinger

Ja, stiv pegefinger siger sig selv. Vær indstillet på at investere i fremtiden og kun afskyde dårlige hundyr/lam og dårlige bukke i et par år, mens de lovende bukke bliver ældre. En buk er først færdig udvokset når den er to og et halvt til tre år gammel. Indtil bukken er færdig udvokset bruges den indtagne føde til at danne skelet og krop. Først i treårsalderen og derefter, kan man forvente at bukken skal kunne opsætte en opsats i medaljeklassen. Allerede efter to år vil du se resultaterne, såfremt råvildtforvaltningen ellers er udført korrekt.

 

2. Sunde dyr

Uanset om man vil have store bukke eller blot have en god råvildtjagt på jagtreviret, burde det være en selvfølge, at råvildtbestanden består af sunde dyr, hvilket den heldigvis også gør de fleste steder. Hvis man tror, at man kan springe dette punkt over - med at opbygge en sund råvildtbestand - og så kan afskyde medaljebukke i fremtiden, tager man grusomt fejl.

Når vi jægere har valgt at blande os i naturens gang, har vi også en forpligtelse til at forvalte råvildtet efter bedste evne og afskyde alle dårlige og små dyr. Dette er svært nok i sig selv på bukkesiden, men specielt reguleringen af efterårsdyrene er meget svær. Fodrer man råvildtet, er reguleringen endnu sværere, da man skal være meget skarp i sin vurdering af, om et dyr er dårligt eller sundt, da nogle dyr måske kun overlever vinteren, fordi de bliver fodret. Disse dyr, skal man sikre sig, bliver afskudt hvert år, så de ikke mere har mulighed for at påvirke avlsmaterialet i fremtiden i negativ retning. Her gælder reglen stadig, at man hellere må afskyde ét godt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt.

Det er en forudsætning, at råvildtstammen består af sunde dyr, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at høste medaljebukke – år efter år.

 

3. Vælg afskydningsmodel,
som tilgodeser store bukke

Man skal vælge en afskydningsplan, som netop tilgodeser store bukke/medaljebukke. Den selektive afskydning er meget vigtig, således at bukke, som ikke kan bringe noget godt videre i den eksisterende bestand, afskydes. De bukke, som tydeligt viser, at de har potentialet til at blive medaljebukke, skal man værne om. Man skal ikke afskyde årsbukke, medmindre de er meget små af krop, uanset hvordan den sætter op som årsdyr. Mange afskyder i dag små spidsbukke som årsdyr, fordi de har en lille opsats. Dette er også en god ide, hvis dyret samtidigt er meget lille af krop eller vægt. Hvis årsdyrene er store af krop, skal man ikke afskyde dem, uanset om den sat op som knopbuk. Ingen og absolut ingen kan på en årsbuk forudsige, hvordan den opsatsmæssigt ser ud, når den er fire-seks år gammel. Ved at lade årsbukke med stor kroppe få et år mere, vil man for det første have flere bukke at vælge imellem året efter, ligesom den knopbuk eller lille spidsbuk nu får mulighed for at vise, om den kan sætte bedre op end første år. Knopbukke er ikke territoriehævdende og får ikke beslået nogle råer, så det skader ikke at give de største af krop ét år mere. Det er tidligere sket, at en mærket knopbuk blev kørt ned som fire-årig – her havde den en opsats i medaljeklassen. Som sagt gælder det om at have mange bukke at vælge imellem, da alle bukke ikke bliver medaljebukke.

Hvis afskydningsmodellen er dén, som bliver brugt de fleste steder i dag, hvor over halvdelen af de bukke, som bliver afskudt er etårsdyr eller toårsdyr, er der uhyggeligt langt til målet.

 

4. God udvikling gennem
ungdommen

God udvikling gennem ungdommen gælder både bukkene og hundyrene. Mange glemmer hundyrenes indflydelse på de store bukke, men man skal huske på, at enhver medaljebuk på et eller andet tidspunkt er startet som foster inde i maven på et hundyr. Som jeg har nævnt flere gange, er det vigtigt, at råvildtbestanden består af sunde dyr, som gennem opvæksten ikke har levet et stresset liv (pga. stort jagtryk) eller haft alvorlige sygdomme, som præger deres udvikling. Man skal bestræbe sig på, at dyr, som ikke har haft en god udvikling gennem ungdommen, bliver afskudt.

  

5. God efterårsfedning

Efterårsfedningen er en meget vigtig faktor i moderne råvildtforvaltning. Hvis man fodrer, har man større mulighed for at præge efterårsfedningen i en positiv retning, hvilket vil sige, at man via fodringen kan sikre, at dyrene får opbygget de ressourcer, som er nødvendige for at opsætte en stor opsats året efter.

Hvis man forestiller sig to forskellige revirer. På det ene revir fodres med kraftfoder, mens man på det andet revir ikke fodrer råvildtet. Hvis vi får et langt efterår samt en hård vinter, vil de bukke på det revir, hvor der ikke bliver fodret, have sværere ved at opbygge de ressourcer på krop og i skelet, som skal hjælpe dem gennem den hårde vinter, samt være med til at opsætte en stor opsats hos bukkene. På hundyrssiden resorberer hundyret måske det ene eller begge lam for selv at klare sig gennem den hårde vinter. På det andet revir, hvor der er rigeligt med kraftfoder hele tiden, vil dyrene allerede i efteråret æde kraftigt af foderet, ligesom de gennem vinteren også vil æde kraftigt heraf, hvilket resulterer i, at når vinteren er overstået, vil bukkene kunne sætte stort op, da de gennem efterårsfedningen har oplagret calcium, fosfor og øvrige mineraler i skelettet via blodet. Hundyrene har gjort det samme og har ingen problemer med at danne skelet til fostrene, som først begynder at vokse omkring årsskiftet.

Derfor er efterårsfedningen vigtig i enhver råvildtforvaltning. Man behøver selvfølgelig ikke at fodre med kraftfoder for at sikre, at råvildtet kommer i god kondition ind i og igennem vinteren, da mindre kan gøre det. Bare man sørger for, der er rigeligt med vildtagre og gerne af forskellige slags, som råvildtet fortrækker på alle tider af året, samt en råvildtforvaltning, som tilgodeser råvildtet (lavt jagttryk osv.), er man kommet langt hen ad vejen.

 

6. Den nødvendige ro
(tætte kulturer)

Den nødvendige ro behøver ikke at være det samme som et lavt jagttryk. Det, der menes, er, at råvildtet skal kunne søge hen i nogle større, tætte kulturer af gran eller andet, hvor de i ro og mag kan stå uforstyrret en hel dag, selvom der er jagt eller andre aktiviteter i gang på reviret. Har man et jagtrevir, hvor der i midten af skoven f.eks. er et større område med tre-fire meter høje graner eller anden kultur, der ikke er tyndet ud i (og derfor meget tæt), vil dette være det ideelle område, hvor råvildtet kan søge hen, når de fornemmer uro på området. Jo mere åben skoven er, des mere er det nødvendigt med flere tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge hen og stille sig, når der er uro i skoven.

På det revir, jeg forvaltede som skytte, havde vi flere meget tætte kulturer, som gjorde, at råvildtet let kunne komme i skjul og stå i sikkerhed, når der blev drevet jagt i skoven. Specielt én af de tætte kulturer i én af skovene bestående af tætstående sitkagraner, kun ca. 300 meter lang og 50 meter bred, var én af de tætte skovkulturer, som jeg tog på fasanjagter i i december måned. Selvom jeg vidste, at der stod meget råvildt i denne såt, var jeg nogle gange nødt til at slutte dagen af med denne skovsåt, hvor fasanerne søgte hen til nattesædet en time før lukketid. En fantastisk skovsåt, hvor man kunne skyde mellem 100 og 200 fasaner, hvilket var en rigtig god afslutning på en jagtdag, men det er en helt anden historie. I denne skovsåt talte vi på én jagtdag 75 stykker råvildt løbe ud på den ene side af såten samt 75 stykker råvildt på den anden side af såten. I alt stod der 150 dyr inde i denne såt, dvs. på kun 50 x 300 meter. Her var noget af revirets råvildt altså søgt hen, da de fornemmede, at der var uro i skoven.

Jo højere jagttryk, jo mere nødvendigt er det at have mange tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge hen.

 

7. Lavt jagttryk

Formålet med et lavt jagttryk er, at råvildtet stresses mindre. Jagttrykket stresser råvildtet mere, end de fleste kan forestille sig, og man skal huske på, at selvom man evt. ikke afskyder råvildt på fasanjagterne, ved råvildtet ikke dette. Menneskefært i skoven, kørsel af flere biler i skoven, larm i skoven, skuddene i skoven, løse hunde og mennesker, som bevæger sig uden for skovvejene, er alt sammen det, der stresser råvildtet, og altså ikke om man jager fasaner eller råvildt. Råvildtet høster nogle erfaringer gennem livet. Bl.a. når jagthornets smukke toner blæser til samling, ved råvildtet allerede, hvad der skal ske, og det begynder at stresse.

For selv at få syn for sagen sad jeg for mange år siden i november måned på et revir, hvor der var meget råvildt. Jeg sad og kiggede ud over et skovet område, hvor der stadig lå toppe og væltede stammer, og på dette stykke gik der fire-fem stykker råvildt stille og roligt og nippede til resterne af det grønne i skovbunden. Da jagthornet langt væk blæste til samling, skal jeg love for, at der skete noget med råvildtet. De dyr, som stod og essede, løb forvirret rundt på stykket, mens flere rådyr kom springende over stykket i alle retninger. Jeg vil tro, at jeg så omkring 40 stykker råvildt inden for de første minutter, som løb forvirret og tydeligt stresset i alle retninger. Disse dyr var udmærket klar over, hvad lyden af dette jagthorn betød, hvorfor de blev vildt stressede over, hvad der ville følge efter.

 

8. Ingen parasitangreb

Det er oplagt, at dyrene ikke skal være angrebet af indvolds eller udvortes parasitter i et omfang, som bringer dyrene i en dårlig sundhedstilstand.

 

9. Ingen kvæstelser fra slags-
mål, påkørsler eller andet

Dyr med kvæstelser fra påkørsler eller slagsmål bør man afskyde, da bukkene formentlig aldrig vil opsætte et medaljetrofæ, ligesom det også er gældende for hundyrene, at de ikke har de optimale muligheder for at opfostre sunde lam, hvis de har et handicap af en eller anden form fra tidligere påkørsel eller andet.

 

10. Ingen dårlig påvirkning
fra miljø- eller vejrforhold

Hvis dyrene har levet en meget stresset tilværelse, evt. grundet et alt for stort jagttryk eller løse hunde, som jagter i skoven på alle tidspunkter af året eller døgnet, vil denne miljøpåvirkning helt klart påvirke opsatsens størrelse på bukkene pga. det stressede liv. Hvis efterårsfedningen ikke har været god, grundet manglende fødemuligheder (ingen vildtagre), eller manglende fodring med kraftfoder, kan dette i kombination med et langt efterår og en hård vinter, også påvirke opsatsdannelsen hos bukkene i negativ retning.

 

11. Gode genetiske anlæg

Der er ingen tvivl om, at et bukkelam bla skal have gode genetiske anlæg for at kunne opsætte en stor opsats, og disse gener skal den have fra både fra moder- og faderdyret. Der er ingen, der siger, at fordi bukken det første år ikke sætter godt op, er det ensbetydende med, at den aldrig vil sætte stort op. Jeg er meget uenig, når jeg hører nogen udtale, at de afskyder alle bukke, de ser, fordi bukkene ikke har de gode genetiske anlæg for at sætte stort op. Argumentet er et ganske udmærket alibi for fortsat at kunne afskyde alle de bukke, man ser, men er næppe sandt i alle tilfælde. De, der påstår, at deres råvildtstamme ikke har de gode genetiske anlæg for, at bukkene kan sætte store opsatser, har i de fleste tilfælde ikke prøvet at lade bukkene få en moden alder – hvilket vil sige fire-seks år gamle. Før man kan konkludere, at råvildtstammen ikke har de genetiske anlæg for store opsatser, bør man have afskudt selektivt i flere år med henblik på at lave store opsatser, og herefter stadig have små og dårlige opsatser på bukkene i aldersgruppen fire til syv år.

Med risiko for at forskere og andre lærde personer i råvildtkredse vil ryste på hovedet af min påstand, vil jeg indtil det modsatte er bevist holde fast i, at langt det meste af råvildtet i Danmark har gode genetiske anlæg for at kunne sætte store opsatser. Desværre får bukkene aldrig muligheden for at bevise dette grundet en forkert råvildtforvaltning og specielt en forkert afskydning. Så længe størstedelen af bukkene på de fleste revirer er under to år gamle, når de afskydes, hvordan havde man så forstillet sig, at man kunne høste medaljebukke?

 

12. Godt gevirår i
afskudsåret

Begreberne, gode og dårlige gevirår kan ikke fornægtes. I dårlige gevirår opsætter bukkene generelt mindre opsatser på landsplan, ligesom bukkene i gode gevirår generelt set opsætter større opsatser. Dette kan direkte aflæses ud af den årlige Top 10 i bladet JÆGER, som Danmarks Jægerforbund administrerer. Ingen er i tvivl, om at jagtåret 2009 var et godt gevirår, ligesom 2007 og 2008 var et mindre godt gevirår, og 2006 var et godt gevirår osv.

Som beskrevet andet steds i denne bog skal man afskyde bukkene skånsomt i de dårlige gevirår, mens man i de gode gevirår kan tillade sig at høste lidt fra toppen af.

Når de store medaljebukke skal afskydes, skal det være i de gode gevirår.

{backbutton}

Udskriv Email