Søg og du skal finde

Vurdering af opsatsens tykkelse

Jeg har tidligere haft meget svært ved at vurdere, om en bukkeopsats, som sad på en levende buk, og som f.eks. stod 100 meter væk fra mig, nu også havde den tykkelse i opsatsen, der er nødvendig for at kunne betegnes som en medaljebuk.

Alle bukkejægere er før eller siden blevet “skuffet” over trofæets ringe størrelse, når de stod ved den forendte buk, da opsatsen jo så meget større ud i kikkerten, inden man afgav skuddet. Bukke med meget høje opsatser, stort udlæg eller lange sprosser får som regel opsatsen til at se større ud, end den i virkeligheden er. Som hovedregel vil en bukkeopsats altid virke mindre, når man kommer frem til den forendte buk.

For at undgå denne skuffelse - og endnu vigtigere, for at få afskudt de “rigtige” bukke - findes der en meget nem og simpel metode til at vurdere opsatsens tykkelse, før du beslutter, om bukken skal afskydes eller gemmes.

Jeg bruger ét måleredskab til at vurdere opsatsens tykkelse. Måleredskabet er allerede placeret på bukken - nemlig bukkens øje. Et bukkeøje har stort set samme størrelse på en toårsbuk som en seksårsbuk. Jo yngre bukken er, jo mere “runde” virker øjnene, mens øjnene på de ældre bukke bliver mere smalle og trækkes mere ud på siden af kraniet. Men bukkeøjets vandrette diameter (fra forkant til bagkant af øjenhulen) er stort set den samme på unge som gamle bukke, hvorfor jeg bruger dette som måleparameter.

For at en moden buk kan betegnes som lovende eller som medaljebuk, skal bredden på middelstangen, over rosenkransene, være mindst ligeså bred (eller bredere) end bukkeøjets vandrette diameter (fra forkant til bagkant af øjenhulen).

Man skal også huske på, at der er en tendens til at yngre bukke, der godt nok har massen i opsatsen, dog ikke altid har vægten med sig, hvorfor man også bliver nødt til at skele til alderen på bukken, før den afskydes. Er det en ældre buk, der er tale om, skal man ikke være bange for, at den ikke også har den optimale vægt med sig.

I denne forbindelse vil jeg gerne slå fast, at det ikke er en selvfølge, at en buk skal afskydes, bare fordi den er i medaljeklassen. Jeg kan sagtens forstå de jægere, som afskyder en medaljebuk, men hvis det er muligt, og man har areal nok, bør man tænke flere år frem og bevare de gode gener, man har i sit jagtområde. Bukken er formentlig også medaljebuk næste år, ligesom den også kan nå at beslå lidt flere råer, inden man vælger at afskyde den.

 

Vurdering af bastbukke

At vurdere en buks opsatsstørrelse er svært. Men at vurdere en buks opsatsstørrelse i bast - er end ikke muligt.

Man kan nemlig ikke se, om opsatsen er tyk, grundet store perler eller andre fremspring, som basten ligger uden på.

Det eneste, man kan regne med, er højden på opsatsen fratrukket basttykkelsen. Man bliver nødt til at vente, til bukken har fejet, før man kan vurdere den. Men man kan selvfølgelig altid fornemme, hvor det bærer hen ad, hvilket gør de daglige observationer endnu mere spændende, indtil de store bukke har fejet.

{backbutton}

Udskriv Email