Søg og du skal finde

VILDSKARPHEDEN - Skal ligge dybt i den reg. schweisshund

vildtskarphed

Velvidende at begrebet VILDTSKARPHED hos nogle er et tabu, deler jeg i denne artikel min personlige mening om nødvendigheden af vildtskarpheden hos de reg. Schweisshunde...!

Hvad er vildtskarphed og i hvilken grad af vildtskarphed skal hunde som bruges til praktiske eftersøgninger besidde? Er nogle hunderacer mere vildtskarpe end andre racer? Kan man optræne en hund uden en nedarvet vildtskarphed, så den på sigt bliver vildtskarp? Er byttedrift og vildtskarphed det samme? Er nye potentielle hundeførere til registret bekendt med, at deres hunde skal være vildtskarpe? Hvis jeg vil være sikker på at min næste hund bliver vildtskarp, hvad skal jeg så holde øje med osv.?
Der kan stilles mange spørgsmål i forhold til hundens vildtskarphed eller mangel på samme, hvorfor jeg i denne artikel, med afsæt i egne erfaringer gennem bla. 20 år som reg. schweisshundefører, vil forsøge at sætte fokus på vildtskarpheden, selvom den hos nogle er et tabu.

Jeg lægger hårdt for land, så ingen er i tvivl om hvad jeg mener, og jeg hverken tror eller håber at der findes personer der ved lidt om praktiske eftersøgninger, som er uenig i nedenstående udsagn.

En hund som skal bruges til praktiske eftersøgninger
- SKAL være vildtskarp

Man kan altid diskutere hvor vildtskarpe vores eftersøgningshunde skal være, hvorfor jeg tager udgangspunkt i hundens vildtskarphed, i forhold til den mindste hjorteart vi har i Danmark - nemlig råvildtet.
For at vildtskarpheden skal komme til udtryk, er det vigtigt at hunden er mentalt sund, og både besidder selvstændighed og mod. Hunde med et medfødt dårligt nervesystem, eller hunde som har et dårligt nervesystem grundet et dårligt miljø, er og bliver aldrig vildtskarpe. I hvert fald ikke i en sådan grad, at de kan bruges til praktiske eftersøgninger, på dyr som ikke ligger forendt.
Mange er desværre af den overbevisning, at såfremt en sporhund kan udrede lange og gamle spor, er den pr. automatik særdeles egnet som schweisshund. Dem som er af den overbevisning, er tydeligvis ikke bekendt med, at den reg. schweisshund skal beherske to discipliner.

vildtskarphed1

Selvom denne artikel ikke omhandler sporarbejdet, kan jeg ikke lade være med at skrive et par linjer om dette. Uanset om en hund skal bruges som politihund, narkohund, sporhund, schweisshund, blindehund, servicehund eller blot familiehund, skal den være mentalt sund.
Hvis hunden ikke er mentalt sund, vil den ikke fungere i det miljø den til daglig kommer til at færdes i.
I forhold til spor- og schweissarbejdet bør en mentalt sund hund, med gode spormæssige anlæg og den ”rigtige” træning, kunne bestå en Kvalifikations-test eller en Egnetheds-prøve i Schweiss- registret, uden de store problemer, når hunden er mellem 1-2 år gammel.
Mentalt sunde hunde som ikke formår dette, kan være hunde der af forskellige årsager er senere mentalt udviklede, hvilket kan skyldes flere ting.
De fleste hunde kan trænes op til at blive fortrinlige sporhunde og nemt udrede 3t/400m, 20t/400m eller andre anlægsprøver.
Ved videre seriøs træning kan flere af disse sporhunde også udrede ældre og sværere spor som 20t/1000m, 40t/1000m eller andre svære sporprøver.
Man skal blot være opmærksom på, at blot fordi en hund er en god sporhund, er det ikke sikkert at den besidder de evner, som kræves hvis den skal virke som reg. schweisshund.

vildtskarphed2

Når jeg i denne artikel skriver om vores hundes vildtskarphed overfor klovvildt, tager jeg som nævnt udgangspunkt i hvordan vildtskarpheden kommer til udtryk, når hunden slippes til hetz efter vores mindste hjorteart i Danmark, nemlig råvildtet.
Hvis en hund ikke er tilstrækkelig vildtskarp overfor et flygtende og anskudt/påkørt stykke råvildt, kan enhver regne ud at hunden ikke bliver mere vildtskarp, når hunden senere bliver sluppet til hetz efter dåvildt eller kronvildt - tværtimod.
Jeg har aldrig set det, men har hørt historier om, at nogle hunde stiller råvildtet i stedet for at bide sig fast i dyret og stoppe dets flugt. Hvis disse hunde findes, er jeg ikke i tvivl om at de mangler både mod og vildtskarphed, og efter min mening derved er uegnede som reg. schweisshunde.
Det er muligt at en sådan hund kan stille en waidskudt buk, som ikke orker at løbe grundet stor smerte, eller at hunden lige maner sig op til at nappe lidt i en flygtende bagløbsskudt buk, som grundet smerte og et stort blodtab ikke orker at løbe specielt hurtigt.

Et rådyr lader sig normalt ikke stille, og hvis det sker, er det meget sygt

Råvildtet er et byttedyr, og vil som udgangspunkt altid forsøge at slippe væk fra en hetzende hund ved at flygte. Jeg ved godt at råvildtet kan finde på at smide sig på jorden og trygge for at slippe af med den hetzende hund, men når rådyret har ”snydt” den hetzende hund, fortsætter den flugten.

Hvad er vildtskarphed?

En hund som ikke er vildtskarp, kan man ikke ”optræne” til at blive dette, da vildtskarpheden er en nedarvet og derved medfødt egenskab. Sagt på en anden måde, hvis hunden ikke er mentalt sund fra fødslen, og ikke har gennemgået en sund sociale prægning i hvalpe og unghundetiden, vil vildtskarpheden aldrig komme til udtryk, selvom hunden måske avlsmæssigt besidder en tilpas vildtskarphed.
Hunde med et dårligt nervesystem, som f.eks. skudrædde eller skudfølsomme hunde, vil aldrig blive tilstrækkelig vildtskarpe, og det uanset om det dårlige nervesystem er medfødt eller resultatet af et dårligt miljø.
Fordi hunden bliver aktiveret i sin byttedrift, og i trygge omgivelser vil jage og bide sig fast i et skind man leger med ude på græsplænen, er dette ikke ensbetydende med at hunden også er vildtskarp.
Hunden som vil bide i skindet på græsplænen, er for det første i trygge omgivelser, derudover er hunden tryg ved personen som trækker i skindet, hvorfor dette ikke kan tolkes som om at hunden også er vildtskarp, da momenterne ”mod” og ”selvstændighed” ikke er med i denne øvelse.
Fordi hunden snuser eller tør at nappe forsigtigt til et dødt rådyr man præsenterer for hunden på græsplænen, er dette heller ikke ensbetydende med at hunden også er vildtskarp. Hunden er tryg ved omgivelserne, tryg ved personen som står ved siden af hunden, hvorfor det ikke kræver meget ”mod” at nappe eller bide i det døde dyr.
For at hunden skal optræde ”modigt”, og turde at bide sig fast i, og fastholde eller stoppe det flygtende rådyr, måske 1 km. væk fra hundeføreren, kræver udover en nedarvet vildtskarphed en god psyke (læs: mod) hos hunden.

Hvad er en tilpas vildtskarphed?

Hunde skal besidde en tilpas vildtskarphed, og til spørgsmålet om hvor meget en tilpas vildtskarphed er, vil mit bud være.

vildtskarphed3

Når jeg skriver at hunden efter min mening skal kunne hetze og stoppe et anskudt rådyr, mener jeg ikke et smertelidende waidskudte rådyr, eller et rådyr med et kølleskud eller andre alvorlige anskydninger. Nej hunden skal kunne hetze og stoppe et lavt forløbsskudt rådyr, som løber lige så hurtigt på tre som fire ben.
Nogle racer og individer er det man kan kalde ekstrem vildtskarpe. Uden at denne artikel skal omhandle de forskellige racer, er det ingen hemmelighed, at den Ruhårede Hønsehund (og specielt de tyske linjer) er kendt for at være meget vildtskarpe. Nogle af disse hunde er så vildtskarpe, at de efter at have stoppet dyrets flugt, går så hårdt til rådyret, at det ofte er forendt når hundeføreren via sit pejl finder frem til hund og rådyr.
En sådan ekstrem vildtskarphed er ikke nødvendig hos den reg. schweisshund, men hunden skal som minimum, kunne hetze og effektivt stoppe et lavt forløbsskudt rådyr.
Mine erfaringer er, at jo mere vildtskarp, modig og selvstændig hunden er, desto kortere bliver hetzene. Hvis det flygtende rådyr er meget mobilt, vil den vildtskarpe hund holde på for fuld skrue, hvilket betyder at den hetzer rådyret meget langt, men til gengæld også får fat i de tynde anskydninger.

Avlen

I forbindelse med vildtskarpheden skal man være opmærksom på, at man avlsmæssigt i nogle racer arbejder seriøst og målrettet på, at bevare eller endda at forbedre vildtskarpheden, mens man i avlen hos andre racer ikke prioriterer vildtskarpheden særlig højt.
Der findes i dag ikke en prøveform i Danmark, hvor man i forbindelse med et kunstigt udlagt spor kan konstatere eller teste, om en hund er i besiddelse af en større eller mindre grad af vildtskarphed.
Da man ikke får kendskab til hundens vildtskarphed, før hunden får muligheden for at bevise det på en praktisk eftersøgning, er det meget vigtigt at man, når man skal vælge race eller individ, kigger på avlen som ligger bag ens hvalp.
Hvis hunden på sigt skal bruges til praktiske eftersøgninger, skal man være meget nøje i udvælgelse af race eller individ, og kun købe hvalpe efter racer og individer, som gennem flere generationer har bevist, at de som minimum besidder det jeg kalder en tilpas vildtskarphed.

Kvalifikations-testen / Egnetheds-prøven contra "Manddomsprøven"

På kvalifikations-testen og på egnetheds-prøven har man i forlængelse af sporet lavet en kunstig hetz. På denne kunstige hetz får man kun vished for, om hunden tør forlade føreren og tage kontakt til det i forvejen udlagte døde dyr. Denne kunstige hetz afslører ikke om hunden også har modet til at hetze den forløbsskudte buk over flere kirkesogne, for til sidst at få stoppet dyrets videre flugt. Til gengæld får man på denne kunstige hetz bevis for, om hunden tør at forlade hundeføreren, og selvstændigt følge det kunstigt udlagte spor. Hunde som ikke tør dette, tør selvfølgelig heller ikke at gå skridtet videre, ved at løbe et flygtende forløbsskudt rådyr op, og få stoppet dets flugt.
Det er først efter hunden har været på en praktisk eftersøgning, med en hetz efter et flygtende lavt forløbsskudt rådyr (eller lign.), at man kan få vished for om hunden har tilstrækkelig mod, sporvilje og selvstændighed – læs vildtskarphed.
Når den dag kommer, og den kommer hurtigt, efter man er gået i gang med de praktiske eftersøgninger i Schweiss-registret, skal hunden bestå det, jeg kalder ”manddomsprøven”. I hundens første sæson som registerhund, vil resultatet af ens research omkring avlen og udvælgelse af hunderace og individ, fremstå klart og tydeligt.
Min nuværende hund i registret, er et eksempel på en hund, hvor jeg er opdrætterne bag denne hund meget taknemlig. Fordi disse opdrættere i deres avl, blandt andre gode egenskaber, har prioriteret vildtskarpheden meget højt, kunne min hunde bestå det jeg kalder ”manddomsprøven”, på én af hundens første eftersøgninger som reg. schweisshund.

vildtskarphed4

Den afbillede buk, med et “strejfskud” på hals og skulder, blev i en af de første dage i bukkejagten anskudt, da den stod i kanten af en kornmark. Ifølge jægeren tegnede bukken tydeligt og sprang hurtigt ind i skoven.
Jægeren fandt lidt schweiss og hår i anskudsstedet, og mente at dyret lå forendt inde i skoven. Jægeren ledte selv, og da bukken ikke lå forendt lige indenfor i skoven, blev en ikke-registreret hund sat på sporet. Denne hund fandt ikke dyret, som jægeren stadig mente måtte ligge død et eller andet sted.
Jeg blev tilkaldt og havde lige fået en ny hund i registret. Denne 15 mdr. gamle ruhåret Hønsehund blev sat til at søge, og efter at den havde markeret hår og lidt schweiss, gik den stille og roligt i gang med at spore bukken. Bukken blev sporet ca. 150 meter, hvorefter dyret sprang med høj fart ca. 30 meter foran hunden. Hunden så ikke dyret rejse og flygte, og jeg var i tvivl om det var det ”rigtige” dyr. Fremme ved sårlejet var der ingen tvivl, der lå schweiss, og den unge hund blev sluppet til hetz. Bukken var udenfor synsvidde, hvorfor den unge hund, støttende til den friske fært, i højt tempo optog forfølgelsen. Efter et halvt minut kunne jeg høre hunden halse et par gange, hvorefter hunden blev tavs. Jeg kunne se på pejlet at hunden rodede lidt rundt i et begrænset område ved en grusvej i skoven flere hundrede meter væk. På pejlet kunne jeg nu se at hunden fortsatte forfølgelse på den anden side af skovvejen. Efter endnu lidt tid kunne rekvirenten høre et dyr skrige et par gange (jeg hørte ikke noget), hvorefter alt blev stille.
Jeg kunne se på pejlet at hunden ikke bevægede sig mere, og håbede selvfølgelig på at hunden havde fat i dyret.
Hunden havde sporet dyret, hetzet dyret og fået stoppet dyrets flugt, og da jeg efter noget tid via pejlet fandt frem til hunden, lå han ved siden af dyret – som var affanget.
Denne opgave er på ingen måde svær at løse for en erfaren reg. schweisshund, men for min unge 15. mdr. gamle hund, var det på denne dag, han bestod sin “Manddoms-Hetz-Prøve”.
Hvis jeg skal give et råd til en ny potentiel hundefører til registret, vil det være at han/hun skal bruge den fornødne tid på at finde den ”rigtige” opdrætter, som kan levere den ”rigtige” hund. Med det mener jeg en opdrætter som avler mentalt og fysisk sunde hunde, og som er bevidst om vildtskarphedens nødvendighed, da denne SKAL være tilstede hos enhver reg. schweisshund.

Udskriv E-mail