Søg og du skal finde

NYHEDER

På Raavildt.dk kan du blive opdateret på de sidste nyheder, omhandlende årstidsbestemte informationer vedr. råvildtet, råvildtforvaltningen og andet som på en eller anden måde kan linkes til råvildt og råvildtjagt i Danmark, ligesom vi selvfølgelig også holder øje med, hvad der sker med råvildtet udenfor Danmarks grænser.
Alt hvad der er skrevet om schweisstræning, praktiske eftersøgninger, anskudssteder m.m., er i privat regi og har intet med Naturstyrelsen eller Schweissregistret at gøre.
Alle tidligere udgivet nyheder, vil du altid kunne læse HER

Hvornår er det en "gældende" sprosse

Diskutionen om hvornår en sprosse på råvildtets opsats, tæller som en sprosse, har foregået i årtier.
Vi har alle hørt det gamle udsagn om at der skal kunne hænge et jagthorn, kikkert eller andet på sprossen, før den kan tælle med som en sprosse på opsatsen - men hvad er egentlig det rigtige svar..?

Hvis vi kigger på CIC's opmålingsregler, skal en sprosse være minimum 2,5 cm. lang, før den kan tælle med som en sprosse i opmålingen. Dette er iøvrigt også gældende for andre hjortearter end råvildtet. Dette betyder at såfremt en sprosse er eks. 1,5 cm. lang, tæller den ikke med som en sprosse, da den er under 2,5 cm. lang.
Men selvom sprossen på råbukken kun er 1,5 cm. lang, tæller den aligevel indirekte med, da den har indflydelse på det samlede pointsum på opmålingsskemaet. Den tæller godt nok ikke som en "selvstændig" sprosse, i.h.t. CIC's regler, men har indflydelse på den samlede vægt af trofæet samt den opmålte volume, som begge er faktorer som påvirker det endelige opmålingsresultat. Groft sagt kan man sige at selvom en sprosse kun er 0,5 cm. lang, vil den via vægt og volume have en inflydelse på det endelige opmålingsresultat.

Hvis vi kigger på SCI's opmålingsregler, et opmålingssystem som bruges meget uden for europa, hvor opmålingen ikke skeler til vægt og volume, men udelukkende målbare ting med et målebånd, er der umiddelbart ikke et mindstemål på en sprosselængde.
I.h.t. SCI's opmålingsregler, vil en målbar sprosse på eks. 0,5 centimeter / 5 millimeter, kunne tælle med i det samlede opmålingsresultat. 

Der er derfor ikke noget "rigtigt" og endegyldigt svar på hvor lang en sprosse skal være på bukkeopsatsen, for at den gælder som en sprosse. Nogle vil mene det er ligegyldigt information/viden, men i de jagtkonsortier hvor man eks. kun må afskyde seksendere, kan der opstå meget stor uenighed om den afskudte buk er en seksender eller en ulige seksender, hvis én af øjen- eller bagsprosserne er mindre en eks. 2,5 cm. lang

For at undgå uenighed i de forskellige jagtkonsortier, vil jeg anbefale alle jagtkonsortier til at lave deres "egne regler" for hvornår en sprosse skal tælle med som sprosse eller ej. Om man vil sætte længden på sprossen til 1,0 cm. 1,5 cm., 2,0 cm., 2,5 cm. eller 3,0 cm. bør man derfor have på det rene i de enkelte jagtkonsortier, da der som ovenfor nævnt ikke findes en facitliste. 

Udskriv E-mail