Netnatur skriver at en ny hjemmeside er kommet på nettet. Hjemmesiden hedder Bukkeopsats.dk, og her kan man opmåle sin råbuk's pointsum meget nøjagtig, blot man har et målebånd til rådighed.
Dette kan gøres ved at benytte, et i Danmark sjældent benyttet opmålingssytem, nemlig det Amerikanske opmålingssystem SCI (Safari Club International).
Der hænger ikke ret mange bukkeopsatser hos danske jægere, som er opmålt efter en SCI opmåling. De er stort set alle opmålt efter det velkendte Europæiske opmålingssystem CIC (The International Council for Game and Wildlife Conservation), hvor vægten og volumen af bukketrofæer, har den største indflydelse på det endelige point sum.
Et opmålingssytem baseret på kun målbare ting, og ikke noget skøn, kan man kun bifalde. Men er det Amerikanske SCI opmålingssystem det optimale..? Og hvorfor skal vi gå bort fra det Europæiske CIC opmålingssystem, da vi jo er bosiddende i Europa..? Og kan man smmanligne opmålinger fra SCI med CIC..?
Raavildt.dk vil objektivt prøve at beskrive forskellen på SCI's opmålingssystem, i forhold til CIC's opmålingssystem. Men først lidt fakta om hjemmesiden Bukkeopsats.dk:
- Bukkeopsats.dk profileres rigtig godt på Netnatur, som skamroser den nye hjemmeside, og fremhæver den som et rigtig godt tiltag.
Netnatur er hamrende inhabile i denne vurdering, da Bukkeopsats.dk er oprettet, og styres 100% af Netnatur v/ Michael Sand, hvilket desværre ikke fremgår af Netnaturs positive omtale af hjemmesiden, eller på Bukkeopsats.dk.
- På den flot opsatte hjemmeside, kunne man måske få det intryk, at Bukkeopsats.dk har noget med SCI at gøre. Fakta er at Bukkeopsats.dk intet har med SCI at gøre, men er et 100% "Netnatur produkt" som så mange andre gode tiltag.
Hvis man virkelig havde et ønske om at SCI's opmålingsmetode skulle slå igennem i Danmark, tror jeg at man var kommet meget længere ved at indgå et samarbejde med SCI om dette, i stedet for at køre et sololøb.
Man kunne let få den tanke at Bukkeopsats.dk, kun er oprettet for at få flere besøgende ind på Netnaturs hjemmeside, hvilket jeg som ejer af Raavildt.dk har fuld forståelse for - men så burde man kalde en spade, for en spade, og ikke give besøgende på Netnatur eller Bukkeopsats.dk det indtryk, at de besøger en hjemmeside som intet har med Netnatur at gøre.
SCI opmålingen har et par rigtige gode ting, modsat CIC opmålingen. Det er som tidligere nævnt, at SCI opmålingen kun er baseret på målbare ting, og der ikke er nogle skøn i opmålingen, som naturligvis kan og vil give lidt variation i det endelige opmålingsresultat, afhængig af hvem som foretager opmålingen. Dette problem er man fri for ved en SCI opmåling.
En anden god ting er at man selv hjemme på køkkenbordet, med et målebånd med rimelig sikkerhed, kan måle sig frem til de SCI point, som bukkeopsatsen senere kan få ved en officiel SCI opmåling. Modsat CIC opmålingen som udover et skøn, også indeholder en vægtangivelse, ligesom volumen også skal måles, er det klart at en SCI opmåling for mange er lettere at håndtere.
Når dette er sagt, bør det nævnes at en forhåndsopmåling på køkkenbordet i CIC regi, med lidt øvelse/erfaring kan komme meget tæt på resultatet, hvis man bruger 0,25 reglen.
Ovenståede var de gode ting ved en SCI opmåling, men der er også nogle ulemper ved SCI:
For at få registreret sin opmåling (udført af godkendte SCI opmålere), kræver dette medlemskab af SCI, hvilket formentlig vil forhindre mange i at få registreret sin opmåling på en "rigtig" officiel SCI rekordliste.
På Bukkejagt.dk omregnes tommer (inch) til cm. Jeg formoder man har brugt US inch/tommer (2,540005 cm.) og ikke UK inch/tommer (2,53998), for slet ikke at tale om DK inch/tommer (2,613 cm.).
For at opnå en Bronzemedalje i SCI regi, skal opsatsen i år (2012) opnå mindst 36 inch. Sølv er 45 4/8 inch., mens Guld er 51 1/8 inch (riffel og hagl).
Den store ulempe ved SCI's opmålingsmetode er, at man teoretisk kan have fået nok point det ene år, til at opfylde betingelserne til en Guldmedalje. Det efterfølgende år kan den samme bukkeopsats i teorien kun have nok point til et kunne få en Bronzemedalje, hvis den blev opmålt igen. Men SCI har besluttet at er der én gang tildelt Guld eller Sølv til en bukkeopsats, vil den altid have betegnelsen Sølv eller Guld, selvom den året efter kun ville have kunnet opnå point til en Bronzemedalje.
Årsagen til denne forskellighed i om en bukkeopsats er Guld, sølv eller Bronze, ligger i at man hvert år tager alle opmålte bukke over den mindste grænse, nemlig 36 inch (Bronze). Hvis man eks. har 120 bukkeopsatser fra 36 inch og opefter, vil de nederste 40 bukke (33,33%) opnå betegnelsen Bronze. De midterste 40 bukke (33,33%) vil opnå betegnelsen Sølv, mens de 40 øverste (33,33%) vil opnå betegnelsen Guld.
Året efter har man måske 240 bukke fra 36 inch og opefter. Så gør man det samme igen. De nederste 80 bukke (33,33%) opnå betegnelsen Bronze. De midterste 80 bukke (33,33%) vil opnå betegnelsen Sølv, mens de 80 øverste (33,33%) vil opnå betegnelsen Guld, osv.
Kort og godt inddeler man alle bukkene fra 36 inch og opefter, i 3 lag (antalsmæssigt). Da der findes gode og dårlige gevirår, kan man komme ud for, at den bukkeopsats som det ene år får en guldmedalje, pointmæssigt får lige så mange point som en senere (eller tidligere) bukkeopsat, men blot med den forskel at den "kun" har opnået en bronzemedalje. Dette er meget misvisende og ikke specielt tiltalende.
At sammenlige en guldmedalje opnået i SCI contra en guldmedalje opnået i CIC er meningsløst, da resultatet vil være meget visvisende. Mange vestjyske bukke vil i SCI regi kunne opnå en medaljestatus, mens de i CIC regi, ofte vil ligge under 100 CIC point, da de som hovedregel ikke vejer ret meget, eller har en passende vægtfylde. En medaljebuk er noget specielt, og man kunne frygte at "respekten" omkring medaljebukkene vil falde, hvis det bliver sådan at alle og enhver nemt kan nedlægge en sådan (opmålt i SCI regi).
Jager man med bue, er det "nemt" at skyde medaljebukke i SCI regi, da der ikke er ret mange opmålinger. En buk på "kun" 325 gram, opnåede en guldmedalje, og blev endda placeret på alle tiders ”Top Ti” med et resultat på 43 6/8 inch. Havde den samme bukkeopsats været opmålt i CIC regi, ville den have fået under 100 CIC point.
Trofæjagten er kommet for at blive, og der er ingen tvivl om at trofæjagten er ødelæggende for råvildtforvaltningen i Danmark. Jeg vil gå så langt at påstå at trofæjagt er ødelæggende for al jagt i verden, da trofæjagten kun skeler til store trofæer, og for de flestes arters vedkommende drejer det sig om handyrenes trofæer. Dette giver en skæv kønsfordeling, som ikke er sundt for nogle bestande.
Bukkeopsats.dk, som ejes af Netnatur, sætter desværre igen fokus på trofæjagten, som Netnatur jo netop i samråd med Nordisk Safari Klub i Danmark, har kørt en intensiv, og positiv kampagne imod, da trofæjagten frister svage sjæle til at springe over hvor gærdet er lavest, med dyrene som gidsler.
Netnatur skriver at fortsætter udviklingen, vil man om kort tid have den absolut største database for SCI opmålte bukke..! Hvad er det lige man kan bruge dette til - absolut intet.
En hjemmeside omhandlende råvildtets sundhedstilstand, nærmere bestemt køn, anslået alder, vægt, pelstilstand, snabelsko eller ej, diarre eller ej, o.lign., er oplysninger som virkelig kan bruges til noget, i den videre råvildtforvaltning. Nå ja, RÅVILDTFORVALTNING - men det er jo ikke så interessant som SCI bukkene på Bukkeopsat.dk.









