Søg og du skal finde

NYHEDER

På Raavildt.dk kan du blive opdateret på de sidste nyheder, omhandlende årstidsbestemte informationer vedr. råvildtet, råvildtforvaltningen og andet som på en eller anden måde kan linkes til råvildt og råvildtjagt i Danmark, ligesom vi selvfølgelig også holder øje med, hvad der sker med råvildtet udenfor Danmarks grænser.
Alt hvad der er skrevet om schweisstræning, praktiske eftersøgninger, anskudssteder m.m., er i privat regi og har intet med Naturstyrelsen eller Schweissregistret at gøre.
Alle tidligere udgivet nyheder, vil du altid kunne læse HER

Sliksten - har de nogen effekt?

bastbukVi sætter alle nye sliksten op hvert år, eller hvert andet år, efter regnen har opløst slikstenen - men har disse sliksten overhovedet nogen positiv effekt på råvildtet, eller lader vi jægere os lokke af en smart markedsføring...? Dette spørgsmål har Raavildt.dk sat sig for at undersøge.

Når undersøgelserne engang er færdig med undersøgelserne (om ca. 1 år), håber vi på at kunne frigive informationer om hvad en sliksten skal indeholde, for at den har en positiv effekt på råvildtet's sundhed og opsatsdannelse.

Men først lidt fakta om sliksten:

  • Der findes flere producenter af sliksten.
  • Der sælges rigtig mange sliksten på årsplan uden nogen form for dokumenteret effekt.
  • Der findes sliksten til husdyr bla. heste, kreaturer, får og også til råvildt, sikavildt, dåvildt og kronvildt.
  • På varedeklarationen kan man læse at en sliksten er sammensat af NaCi, Mg, Mn, Zn, Cu, Fe, Se, mineralske sporelementer m.m., hvilket vi almindelige jægere ikke fatter en pind af.
  • En sliksten koster ca. kr. 100,-.

Jeg har som så mange andre observeret (via vildtkameraer) at råvildtet slikker på udsatte sliksten, men kun i begrænset mængde. Jeg kan ikke dokumentere at råvildtet slikker mere på slikstenene i perioden januar til juni, eller i perioden juli til december.

Sliksten til bla. heste, kreaturer og får har været helt almindeligt brugt i rigtig mange år. Men husdyr lever også på et afgrænset område, og ikke på den frie vildtbane, hvorfor de er afhængig af hvilken føde der serveres for dem, ligesom de også er afhængig af hvilken afgrøde de skal græsse på, hvilket indebærer at de ikke selv kan vælge deres fødevalg.

Råvildtet er modsat husdyrene et "vildt" dyr, og har langt større muligheder for at vælge deres fødevalg end husdyrene. Og tro mig råvildtet er meget bevidst om hvad de kan lide at æde, og har selvfølgelig også en genetisk nedarvet evne til at vurdere hvad kroppen har brug for. Det samme er sådan set også gældende for husdyrene, men ikraft af at de er "indespærret", er de frataget muligheden for selv at finde den bedst egnede føde.

Jeg påstår ikke at sliksten er usunde for råvildtet, og bruger dem også selv, men når nogle forhandlere af sliksten skriver at skilstenen giver større og stærkere opsatse/gevirer, ligesom en sliksten giver en god vækst og forplantningsevne, for til slut at nævne at slikstenen også giver stærkere knogler og en sundere pels - Ja så er jeg overbevist om at man skriver dette for at sælge varen, da der intet bevis er for disse påstande.

At en buk sætter stort op, er ikke afhængig af om den engang har slikket på en sliksten eller ej, da en stor bukkeopsats er afhængig af flere forskellige ting. Der er skudt medaljebukke i mange områder hvor der aldrig har været opsat en sliksten, ligesom der i områder hvor der har været opsat masser af sliksten, aldrig er skudt en buk over 100 CIC point.
At sliksten på reviret skulle give bukke med store opsatse er ammestuesnak, ligesom den om at sliksten skulle bekæmpe svælgbremser. Det er desværre (eller heldigvis) ikke sådan, at bare man sætter en masse sliksten op på reviret, ja så står der kæmpe medaljebukke på reviret året efter...

Det meste af en sliksten går til spilde, da den "regner" ned i jorden omkring den. Da en sliksten holder i ca. 1 år før den er regnet helt væk, kan du selv regne ud hvor lille andel hvert stykke råvildt på reviret får ud af den.

Der findes ingen genveje, og hvis du vil have en sund råvildtstamme på reviret samt store bukke, er det altså ikke nok at opsætte 50 slikstene på reviret. Kodeordet er korrekt råvildtforvaltning. Tænk på dette næste gang producenter eller forhandlere af sliksten informerer dig om at: Sliksten giver større opsatse/gevirer, at sliksten giver en god vækst og forplantningsevne, og at sliksten giver stærkere knogler og sundere pels".

Når Raavildt.dk har fundet ud af noget mere om sliksten, og specielt hvad de bør indeholde, hvis de skal påvirke opsatdannelsen, skriver vi selvfølgelig om det her på siden.

Udskriv E-mail