
Det er på tide at lede efter kastestænger. Hvis du på reviret har udladt at skyde én eller flere bukke, i håb om at den eller de vil sætte større op i det nye år, er det altid rart at have kastestangen fra året før.
Hvis du har én kastestang fra en buk, kan du komme rimelig tæt på hvor mange CIC point (eller SCI point) bukken ville kunne have opnået ved en opmåling. Da bukkene som hovedregel året efter opsætter en større opsats end året før (medmindre vi taler om ældre bukke), er du godt hjulpet på vej i vurderingen om bukken skal skydes i det nye jagtår, eller gemmes endnu ét år.
Det er en forudsætning at begge kastestænger er nogenlunde identiske, for at du kan beregne hvor mange point bukken ville kunne opnå ved en opmåling.
Der er lavet mange oplukkere, brevåbnere og lign. af kastestænger fra råvildtet, hvilket er en glimrende gaveide til jægeren.
Hvis man selv vil finde kastestænger på ens revir, skal man lede hvor råvildtet opholder sig mest. Dvs. i tætte granstykker, tykninger, ved og omkring evt. foderhuse osv. I de tætte tykninger vil bukken ofte støde opsatsen mod grene, hvorefter de "brækker" af. Kastestængerne kan blive dækket af blade, specielt når de falder af hvor råvildtet færdes meget, da de bliver trådt ned i jorden, hvilket gør det svært at finde dem.
Den nemmeste måde at finde kastestænger på, er at lære din jagthund at finde dem. Tro mig det er ikke svært at lære hunden at finde kastestænger, og den vil elske det. Læs nedenfor hvordan du lærer din hund at finde kastestænger.
Lær din hund at finde kastestænger>>>
Kastestang contra CIC point>>>









